I brændenældebøffens verden – Bent Vinn Nielsen DEN SVÆVENDE TANKBESTYRER
Provinsrealisten Bent Vinn Nielsen har skrevet endnu en vellykket roman om udkantsdanmarks skævere eksistenser, hvor en satirisk og gennemført stemme fører læseren gennem et monologisk kludetæppe af anekdoter fra et levet liv.
Citat
– Brændenældebøffens verden. En verden, hvor ens helt rene lort kunne sejle ned gennem ens græsplæne og ned til kommunens kloak. Som et lille skib med spids.
I DEN SVÆVENDE TANKBESTYRER følger vi tankbestyrer Magnus Andersen og hans tre kvindelige medarbejder, der tilsammen udgør en form for familie. Eller følger og følger, det er så meget sagt, for alt fortælles med både ømhed og solidaritet af Magnus selv i en form for uredigeret enetale. I nærheden af Aalborg driver han og de tre medarbejdere en lukningstruet tank og ser verden køre forbi, indtil den fallerede skuespiller Theo slår sig ned permanent på deres langturschaufførplads.
Den halvmystiske titel DEN SVÆVENDE TANKBESTYRER fastholder læserens opmærksomhed, fordi det naturligvis er en besynderlig formulering, der ikke forklares før de allersidste sider. Mens den vrisne fortællerstemme vikler en historie om overgangen fra forlovet bankassistent til tankbestyrer ude på Lars Tyndskids marker ud, tænkte jeg: Måske det der med at være svævende betyder, at vores hovedperson flyver ud af et bilvindue i en trafikulykke? Hopper han ud fra en klippe eller dør på en eller anden måde?
Stemmen var så negativ og nejhat-agtig, at det var det eneste, jeg kunne forestille mig, men heldigvis viser det sig, at forklaringen er langt mindre oplagt. Hurra for det, og også hurra for modet til at turde gentage sig selv. Bent Vinn Nielsen kører sin personlige jegfortællers stemme helt derud, hvor han gang på gang bruger de samme bandeudtryk, fortæller de samme detaljer i de anekdoter, der tilsammen danner hans flettede livsmønster, og det er lige før, man bliver i tvivl om, hvorvidt det er en fejl. Det kan jeg nu ikke forestille mig; Bent Vinn Nielsen tør bare trække den anekdotiske stil helt derud, hvor man ikke alene føler en naturlighed og forbundethed til Magnus, men næsten også bliver irriteret på den evindelige træden rundt i de samme formuleringer og samme tilsyneladende ubetydelige småting. Som her, hvor vores fortællende hovedperson, tankbestyrer Magnus Andersen, er i gang med et tilbageværende møgfald over den lokale autenticitetsturisme:
– Jeg var ved at køre nogle turister ned. (…). Det var sådan nogle af de der naturfredningshøns. Det var længe før diskussionen om motorvejen, men heller ikke dengang kunne jeg lide dem. Anorakker, runde briller og pagehår. Fy for i helvede. Nogle af dem havde små glas med et stykke stof over i deres cykelkurve. De havde selvfølgelig været inde på Ingridsgaard for at købe ægte Fenner-marmelade, gjort af Fenner-bær og efter en original Fenner-opskrift. Røvhuller! råbte jeg efter dem.
Han er sgu et forfriskende vredt menneske, vores tankbestyrer, og naturligvis er der også en rød tråd i alle hans vævende småhistorier. Magnus Andersen fortæller langt hen ad vejen nemlig også historien om sin bror, den socialistiske kvindebedårer Evert. Det er en rørende og en sørgelig historie, men det er rørende på en usentimental og sarkastisk måde, der skitserer livet i Udkantsdanmark og på kanten af alting – med en ætsende karakteristik af alle de lalleglade naivister, der færdes i brændenældebøffens verden.
Bent Vinn Nielsens realisme er lige til, men samtidig modig på en særdeles ukunstlet og uredigeret måde. Man føler sig oprigtigt forbundet til Magnus’ og Everts historie og kan ikke andet end at holde af og grine hånligt med DEN SVÆVENDE TANKBESTYRER.
1 kommentar