Brians Kuponkatalog – KULTURKANON


KULTURKANON, bogen om 96 danske værker inden for syv kunstarter, er et kulturens kuponkatalog: Rodet, grim, vilkårlig, fyldt med tomme løfter, uinspirerende og uanvendelig, medmindre man ejer en brændeovn.

Citat

Fra Brian Mikkelsens forord:

Derfor er det så vigtigt, at kanonen bliver præsenteret på en flot og fængende måde, og at den bliver tilgængelig for så mange som muligt. I denne forbindelse vil jeg gerne takke de private fonde, der har bakket op om projektet. Kanonudgivelsen er udarbejdet med tilskud fra følgende fonde: A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, BG Fonden – der særligt støtter formidling af scenekunsten, Dronning Magrethes og Prins Henriks Fond, Fonden Realdania – der særligt støtter formidlingen af arkitekturen, Ny Carlsbergfondet, Nykredit Fond og Oticonfonden.

I sit layout ligner bogen et overlæsset og smagløst børneleksikon. Hvert værk præsenteres på to sider, hvor den ene bringer billeder på turistbrochureniveau og den anden en kort tekst om værket plus små rubrikker om inspiration, betydning mv. Ind i mellem klistres citater (især af stakkels Søren Kierkegaard), der ville gøre enhver gajolpakke misundelig.

Brian Mikkelsen indleder bogen med et forord så svulstigt, at man skulle tro, at han rent faktisk selv havde skrevet det. Ifølge dette forord, og et interview på den medfølgende totalt døde DVD, er kanonen ‘en invitation til den danske kulturarv’, ‘et pejlemærke’ og noget, der skal åbenbare danskernes ‘fælles bagage’.

Formålet med bogen er dog ligeså diffust som hele projektet. Mange af udvalgene har dårlig samvittighed over at deltage i noget, der er så tydeligt politisk. Det giver sig udslag i floskler og modstridende forklaringer. Værst er udvalget for scenekunst, der både i indledning og ved flere af værkerne skriver henført om møder mellem forskellige kulturer og understreger, at nationale fortællinger er noget skidt. Det er hykleri og svarer til at sige til sit barn, at ‘jeg slår dig for dit eget bedste’.

De fleste udvalg finder dog frem til, at en kanon skal sætte gang i en diskussion og hjælpe folk med at danne deres egen mening. Målt ud fra disse kriterier er projektet en total fiasko. Mens det er blevet diskuteret hvilke tanker og mål, der ligger bag kanonen, bliver selve listerne ikke diskuteret, hverken offentligt eller privat. Som udtryk for nogle tilfældige nissers mening er de for ligegyldige til, at nogen gider.

Gennem hele bogen anvendes klicheen om ‘de store fortællingers død’ flittigt, og bogen skal bidrage til fremstillingen af en ny stor løgn om danskernes fælles værdier. Men den manglende fortælling er kun et problem for ministeren, udvalgsmedlemmerne og resten af det 20. århundrede. Fordi de bekendte sig til kommunismen, kristendommen, fascismen, alkoholismen og hvad det nu alt sammen hed, skal vi andre vel ikke plages i al fremtid? Vi behøver ikke fælles løgne for at danne vores identitet. Vi er ikke bange for forandring. Vi trives fint i omskiftelige og komplekse fællesskaber.

Bogen vil inspirere, men det kan kompromisser og bestillingsarbejde ikke. Personlig begejstring, gådefuld fascination og øjenåbnende analyse giver lyst til mere, men sådanne størrelser er helt fraværende i denne statiske bog. Præsentationerne er en upræcis blanding af beskrivelse, forhistorie og betydning, tilsat almindeligheder, der skal ligne ros. De er, med få undtagelser, glemt i det øjeblik man bladrer om på næste side. Pantonstolen, der er dristig, rød (når den er bedst) og har fuldendt runde former, der kort sagt er så lækker, at man nærmest har lyst til at kneppe den, præsenteres med denne overskrift:

– DRØMMEN VAR EN STOL STØBT I ET STYKKE, OG DET BLEV VERNER PANTON, DET LYKKEDES FOR.

Så er der lagt et tonstungt låg på ethvert tilløb til begejstring. Hvem der skulle finde glæde i KULTURKANON kan jeg med min bedste vilje ikke forestille mig. Ordet makværk har sjældent passet bedre.

Skrevet af Lauge Larsen

Lauge Larsen var anmelder og redaktør på LitteraturNu fra 2004 til 2010.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *