Brontosaurens skind – Bruce Chatwin I PATAGONIEN
Bruce Chatwins portræt af det sydligste Sydamerika er ikke så meget en rejseskildring som et væld af fantastiske og dejligt løgnagtigt vævende fortællinger.
Citat
Tidligere havde de otte gauchoer i forretningen vist tegn på at de var ved at gå. Deres heste som var bundet til rækværket, gnavede i bidslerne og stampede. Men hver gang Naitane svabrede disken ren, hamrede en af dem et vådt glas eller en flaske ned og bestilte en omgang til. Naitane lod sin medhjælper servere. Han tog en støvekost af strudsefjer og viftede nervøst hen over tingene på hylderne.
Når man først får en fuld gaucho i sadlen, falder han ikke af, og hans hest sørger for at han kommer hjem. Men inden da opstår der et farligt øjeblik mens man får ham i sadlen. Naitane troede at dette øjeblik nærmede sig. Den yngste gaucho var ildrød i ansigtet og støttede sig med albuerne til baren. Hans venner kiggede for at se om hans ben holdt. Alle havde knive i bæltet.
Britiske Bruce Chatwins genialt gode bog I PATAGONIEN er en del af det prisværdige initiativ fra C&K Forlag, der i et såkaldt rejsebibliotek samler fine små paperbacks, som man med kridtede støvler kan medbringe mod de åbne horisonter. Indtil videre er udkommet Cheryl Strayeds WILD, Robyn Davidsons TRACKS, Wolfgang Büschers BERLIN-MOSKVA og så Chatwin.
Man fornemmer på dette selskab af forfattere, at der ikke er tale om hverken rejsedagbøger i klassisk forstand og slet ikke om guidebøger, der kan lede dig sikkert fra hjemlige ildsteder til vilde vidder og tilbage igen. Vægten ligger på litteraturen og ikke på rejsen.
I PATAGONIEN skydes således i gang hos Chatwins bedstemoder, som havde gemt et stykke behåret skind fra, hvad der efter sigende skulle forestille at have været en brontosaur fra Patagonien i det sydlige Sydamerika. Drengens forestillinger om brontosauren, der var for stor til Noahs ark og derfor druknede i syndfloden, udvikler sig til den voksne mands længsel mod det gådefulde land på den anden side af Atlanten.
Man fornemmer helt fra starten, at rejsen i virkeligheden blot er en undskyldning for at få lov til at fortælle. Som et andet Eldorado venter Patagonien på Chatwins pen med sine bugnende kister fulde af gyldent skinnende historier.
Området virker som en verden i miniature. Her er tyskere, walisere, iranere, englændere, kristne arabere, indianere, russere, franskmænd, svenskere, blodtørstige desperados, litauere, boere og frygtløse kaptajner stuvet sammen, som var de blevet hevet mod Patagonien af en kæmpemæssig menneskemagnet. Chatwin har et mageløst blik for de livshistorier, der ligger gemt i dette amalgam, og han er en meget økonomisk fortæller, som i en kortfattet og prunkløs stil får dem udlagt i korte kapitler på ofte under en side. Samtidig kører nogle få længere fortællestykker om blandt andet den navnkundige wild west-røver Butch Cassidy, som flygter til Sydamerika efter en stribe togrøverier, og allerbedst i hele bogen om kaptajn Charley Milwards eventyr på verdenshavene.
Jeg kan enormt godt lide, at det eneste statiske er Patagonien som drømmeland, det er det eneste anker, og rundt omkring flyver og hvirvler så alle disse fint spundne historier, som på én og samme tid trænger stedet Patagonien i baggrunden, men samtidig spinder et mesterligt vævestykke, hvor Patagonien som åndelig kategori, Patagonien som summen af menneskelivslinjer træder gådefuldt frem.
Det er en meget demokratisk fortælleform, hvor de store mænds og kvinders historie sidestilles med de ukendte og jævne beboere, og Chatwin er en mester til at åbne op ind til det gådefulde i selv den mest undselige skæbne. I sine bedste øjeblikke virker fortællingens kraft nærmest magisk, men det er selvfølgelig også fordi forfatteren lader hånt om enhver form for journalistisk ideal om saglighed og objektivitet. Chatwin er ofte blevet beskyldt for at have pyntet på historierne og fordrejet sandheden, hvor det sømmede sig. Mange af historierne virker derfor også for gode til at være sande, men det er til gengæld også langt bedre, end hvis de havde været for sande til at være gode.
Dette lader til at være en rigtig drengeroman, måske i stil med Jørgen Riel eller Jules Verne? Den må læses.