Bruce: Bedre i virkeligheden end på bog – ROSKILDE FESTIVAL 2012/Karsten Jørgensen BRUCE SPRINGSTEEN
Den amerikanske musiker, som var hovednavnet på årets Roskilde Festival, er en rockstjerne af den klassiske slags og tillige en perfektionistisk performer af høj, høj karat. Desværre kan man ikke kaste helt så prangende roser efter Karsten Jørgensens nyligt udgivne biografi.
Citat
Kernen i hans værk har altid været centreret om moralske og etiske dilemmaer, og i den proces er det tydeligt, at Springsteens tekster først og fremmest er person- og handlingsorienterede. Han undgår helt abstrakte billeder. ”Pointen i mange af mine sange er, at det er scenarier – skuespil,” sagde han. ”Og kraften ligger ikke i metaforerne eller de fysiske billeder, men i kampen mellem de forskellige kræfter inde i sangen.” ”Jeg skriver om øjeblikket. Jeg skriver ikke om hverdagen … Det, der interesserer mig, er øjeblikket, hvor folk bliver tvunget til at træffe afgørelser og udføre handlinger, at gøre noget ud fra nuet … bryde ud af noget kedeligt, eller bare bryde ud.”
Lørdag aften. Under en orange himmel, under et orange telt, leverede Bruce Springsteen et spillevende, men samtidig gedigent og gennemtænkt show, hvormed han formåede at fastholde festivalgæsterne (inklusiv de mange endagsbesøgende med rygsække og campingstole) i en stående folkefest af rock, twist og fællessang. Dagsordenen var en solid blanding sange, både gamle kendinge og udpluk af nyt materiale, der i et retrospektivt lys synes møjsommeligt udvalgt og utrolig velvalgt.
En indledende trio af ’No Surrender’, ’Badlands’ og ’Two Hearts’ fra BORN IN THE USA (1984), DARKNESS ON THE EDGE OF TOWN (1978) og THE RIVER (1980) blev efterfulgt af et trekløver af nye numre fra albummet WRECKING BALL, der udkom i marts i år. Sammenlagt blev det til tre timers uafbrudt spil, hvor rockmusikken var sammenhængskraft, mens showet hele tiden blev varieret af nye indslag: kys og kram til publikum, numseryst, call and respons, småsnak, en cowboyhat, gæsteoptræden fra The Roots og lignende. Mod enden var Springsteens jeans, skjorte og vest totalt gennemblødte af sved, men manden tog sig end ikke tid til at drikke et glas (lyseblåt!?) vand mellem hitbomberne ’Born to run’, ’Born in the USA’, ’Glory Days’ og ’Dancing in the Dark’. Den snart 63-årige Springsteen prioriterede i stedet sit publikum og nøjedes med at stikke hovedet ned i en vandbalje, hvis der blev en lejlighed til det under et guitarskift.
– ”Jeg er en gammel knark,” sagde han [Springsteen LR], ”og jeg kan gøre præcis, hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst.”
Skriver Karsten Jørgensen i biografien BRUCE SPRINGSTEEN. Timingen af denne må siges at være eminent. Bogen udkom en lille måned efter at Springsteens syttende studiealbum WRECKING BALL blev sendt på gaden og lige inden ærkeamerikanerens koncert på årets Roskilde Festival.
Jørgensen følger Bruce fra barndommens arbejderklassetilværelse i New Jersey, den første guitar, de første koncerter over coverbands til den spæde sangskrivning, de første albumudgivelser inden det store gennembrud med BORN TO RUN i 1975, retssager om rettigheder, perioder med stigende og faldende popularitet, ægteskab, skilsmisse, ægteskab, børnefødsler, greatest hits, covernumre fra Pete Seegers sangkatalog frem til Barack Obamas valgsejr og efterfølgende sorg og frustration over krisens stadige dystre konsekvenser for den almindelige amerikaners liv.
Det beskrives flere steder, hvordan Springsteen er yderst selektiv i valget af de sange, der får lov at komme med på en given albumudgivelse. Mange sange er i tidens løb blevet skrottet, fordi de ikke passede ind. En lignende udvælgelsesfetichisme kan man godt savne i Jørgensens biografi. Selvom de fleste af de udførlige informationer, der er medtaget, har en eller anden relation til mennesket og musikeren Springsteen, er der nærmest ingen grænser for, hvad Jørgensen inkluderer af oplysninger om bandmedlemmers tidligere karrierer, hvem der senere fik hvilke børn med hvem eller Michael Falchs improviserede motorstop på Rådhuspladsen. Og hvorfor nogle detaljer får plads i brødteksten, mens andre forvises til notesektionen i slutningen af hvert kapitel, fremstår ikke helt klart.
Den slaviske opbygning af de 15 kapitler (hvis man fraregner epilogen) trækker i længden alt energien ud af bogen. Groft sagt følger hvert kapitel samme skabelon: Bandkonstellationer, producerens rolle og musikernes forudsætninger opremses, indspilningsomstændigheder og baggrund for udgivelsen fremlægges, herefter følger nogle lidt overfladiske fortolkninger af hvert enkelt nummer på den respektive plade og endelig afsluttes med koncertturneen i kølvandet på udgivelsen.
Der er ingen tvivl om, at Jørgensen har læst på lektien – måske endda mere end hvad godt er. Forfatterens egen stemme slipper kun enkelte steder igennem mængden af refererede interviews, citerede anmeldelser og sågar gengivne passager fra Springsteens selvbiografi SONGS. At læse denne meget grundige, musikhistoriske gennemgang er som at grave sig vej gennem en mudderpøl af navne, numre, tal og datoer, mens billedet af hvem The Boss egentlig er, ikke bliver særlig meget skarpere.
Det gør det så til gengæld ved koncerten, som Springsteen og hans E Street Band afslutter med et enkelt ekstra- (og cover-) nummer: Twist & Shout. Dette kunne tolkes som en leflen for det dansende, danske publikum, hvis ikke man havde Jørgensens genfortælling af Springsteens koncert i 1981, dagen efter mordet på John Lennon, i frisk erindring:
– ”Hvis det ikke var for John Lennon, ville mange af os have været et helt andet sted i aften,” sagde Bruce fra scenen. ”Det er en hård verden, som på den ene eller den anden måde får os til at leve med ting, vi næsten ikke kan bære. Det er hårdt at være her og spille i aften, men der er ikke andet vi kan gøre,” sagde Bruce og sluttede ekstranumrene med en forrygende udgave af ’Twist And Shout’, der havde været netop Lennons tourdeforce på den første Beatles-lp i 1963.
Det er nu et andet dødsfald, der kaster skygger over aftenens koncert og ja hele WRECKING BALL-turneen. The E Street Band-saxofonisten Clarence Clemens døde sidste år af følgerne fra et slagtilfælde. Clemens havde spillet med Springsteen i omtrent fyrre år, og Bruce undlod da heller ikke at sende en hjertelig hilsen til den savnede ven og kollega, hvis mangeårige tro musiktjeneste ligeledes blev hyldet med en mindre mindeseance. Koncertens sidste sang (før ekstranummeret) var da også ’Tenth Avenue Freeze Out’, som Springsteen skrev tilbage i 1970’erne om sit første møde med Clemens.
Alt i alt bekræftede lørdagens koncert Jørgensens karakteristik af Bruce Springsteen som en sympatisk, socialt og politisk engageret, hårdtarbejdende rockmusiker, der uden tvivl lever op til sin egen standart om ikke at forlade scenen, før alle blandt publikum er mindst lige så radbrækkede som ham selv.