”Brug dine tænder, bid!” – John Ajvide Lindqvist LILLE STJERNE
Forfatteren til den uovertrufne, socialrealistiske vampyrhistorie om at blive voksen, LAD DEN RETTE KOMME IND, har skrevet en ny, uafrystelig roman.
Citat
Jublen tog tilløb til et kæmpe spring i brystet. Så var motorsaven der, og lykken blev skåret over i flugten, faldt ned mellem ribbene og landede som en lemlæstet lille glæde. Men dog en glæde.
Nogenlunde samme tilgang til den symbolladede og voldelige ungdomsrealisme, som man fandt i LAD DEN RETTE KOMME IND, præger LILLE STJERNE. En falleret popsanger finder et spædbarn i en skov og lader hende vokse op som isoleret kælderbarn, indtil hun – i bogens første, rigtige horrorscene – slipper væk ved hjælp af en række instrumenter og en konkret kirurgisk kamp for at finde kærligheden.
Et andet sted i Sverige vokser en pige op. Hun er ensom, utilpasset og et typisk mobbeoffer med en sadistisk – og humoristisk – glæde for at trolle i diverse internetforaer. Naturligvis mødes de to piger ad omveje og skaber et særegent og uløseligt bånd. Begge føler de sig som vilde ulve i en både civiliseret og ubarmhjertig teenageverden, og begge har de en opfattelse af at være eller rumme noget andet, end det, de fra omverden, er blevet pålagt. At der gemmer sig noget større og ukontrollerbart bag ved det, som kulturen og menneskene kan og vil styre. Som det hedder i romanens indledende sætning: Alle mennesker hedder egentlig noget andet.
Naturligvis ender de to pigers møde og venskab med hinanden både blodigt, uafrysteligt og smukt i mangel af et mere passende adjektiv. Præcis som i Tomas Alfredsons romantiske horrorfilmatisering af LAD DEN RETTE KOMME IND.
Det afgørende punkt er, om man som læser accepterer præmissen. At man accepterer, at der i en forholdsvis realistisk nutidsfortælling kan forekomme elementer, der ikke bare er lettere urealistiske, men til tider næsten overnaturlige. Jeg må indrømme, at jeg – efter at have læst den første horrorscene omkring en 130 sider inde i bogen – synes, det hele var lidt plat. At den pludselige, men ikke uforudsigelige, brutalitet var i overkanten, og således fik bogen en uge i skammekrogen, før jeg genoptog læsningen.
Efter at have accepteret vilkårene slog LILLE STJERNE imidlertid fuldstændig benene væk under mig. John Ajvide Lindqvist skriver uovertruffent, og skildringen af den unge, ensomme piges kvaler er naturtro og ikke til at bære. Det realistiske miljø er til tider så virkelighedstro, at man ikke bare synes, det er en anelse kedsommeligt i sine beskrivelser af x-factor og anden popkultur, men ligefrem så realistisk, at man ender med at sidde og google de navne, der optræder i bogen. Det kunne jo være, der rent faktisk var en x-factor-sangerinde, der hed det … Men nej.
Prologen og dens uafrystelige makker, epilogen, skaber den groteske stemningsmættede tilstand, der er så tæt på et fuldkomment mætningspunkt, at man som læser ved, der sker noget forfærdeligt lige om lidt.
Og det gør der naturligvis også.
