Bruger elefanter solbriller? – Oscar K. og Dorte Karrebæk LILLE HÅNDBOG FOR ELFANTELSKERE
‘Sommetider kan det være nødvendigt for at undgå autografjægere.’ Denne og andre fjollede informationer om elefanter kan du nu få i Dorte Karrebæk og Oscar K.’s lille grinebider af en billedbog LILLE HÅNDBOG FOR ELEFANTELSKERE.
Citat
Det er en udbredt misforståelse, at elefanters onkler og tanter er næsehorn og strudse. Og elefanter fødes med snabel og ikke med kartoffeltud, som krokodiller trækker lang. Der er simpelthen ikke krokodiller nok – og slet ikke på Antarktis!
I mit barndoms billedbogsbibliotek var alle bøger illustreret af Ib Spang Olsen. Hans streg var så allestedsværende, at jeg kunne have svoret på, at min billedverden indtil folkeskolen udelukkende bestod af løse blyantstegninger med stærke farver og politisk korrekte former. Jeg forestiller mig, at børn i dag må have det på samme måde med Dorte Karrebæk og de mange moderne klassikere, hun har lagt farve – og i mange tilfælde også pen – til, som hendes soloudgivelser DER ER ET HUL I HIMLEN (1989), PIGEN DER VAR GOD TIL MANGE TING (1996) og DEN SORTE BOG (2007). Det kan jeg i hvert fald kun ønske for dem. Det er børnebøger med tanke og streg i høj kvalitet, præcis som Ib Spang Olsens var og stadig er.
EN LILLE BOG FOR ELEFANTELSKERE er dog blevet til i samarbejde med Oscar K., der også flittigt skriver bøger til de nederste hylder af bogreolen. Karrebæk og Oscar K. har allerede udgivet flere bøger sammen, heriblandt de meget roste og omtalte billedbøger IDIOT (2009) og LEJREN (2011), der handler om henholdsvis en åndssvag dreng og barndommen skildret som en KZ-lignende tilstand. Man kan godt forstå, hvorfor makkerparret har villet tage en pause fra diskussionen om, hvorvidt det ene eller det andet emne er passende for børn. Og fjollede vejledninger til elefantpleje kan ingen være uenig i er passende læsestof for børn.
Billedbogen fremstår da også, som et hyggeligt projekt de to har haft det sjovt med at lave. Elefanter kommer i mange størrelser, står der på første opslag, fra str. 34 til 62. ‘Men hvordan får man fat i en elefant?’ spørges der, og svaret lyder: ‘Det nemmeste er pr. postordre’. Og videre ‘Prutter de? Om de gør!’, og det er jo meget sjovt. Jeg kan forestille mig mange gode snakke ved godnatlæsningen af LILLE HÅNDBOG TIL ELEFANTELSKERE. Bogen er fyldt med henvisninger til andre værker fra børnelitteraturen, fx Rudyard Kipling og Strid, og fremhævelse af ubestridelige sandheder som at elefanter er bange for mus. Der findes en del flere elefanter i børnelitteratur og -film, end jeg lige gik og tænkte på og hvorfor ikke? Elefanter er abnormt store og ser sjove ud, de virker på én gang rare og imponerende, det giver dem en naturlig plads i børneuniverset.
Der er også mere end én tøhø… henvisning til det forbudte ord i ELEFANTENS VUGGEVISE. Harald H. Lund skrev sangen i 1947 og vidste formentlig ikke bedre. Jeg ved ikke, hvad Karrebæk og Oscar K.’s undskyldning er, men for mig lyder det som en udbredt misforståelse i Danmark, at hyggeracisme ikke er rigtig racisme. Bortset fra denne pinlighed er EN LILLE BOG FOR ELEFANTELSKERE en lille grinebider, og der er ikke nogen skam i have det sjovt, så læs løs og grin med, mens vi venter på en bog fra forfatterduoen med lidt mere på hjertet.
Kære Helle.
Tak for din anmeldese.
Det sidste du skriver om hyggeracisme, gav mig et schok.
Som du sikkert kan forestille dig var min tanke at finten i den sang nu var uden elektrisitet.
Jeg har tegnet hele sangen i sin tid som en lille bog fra Mallings forlag. Og da var linien udeladt.
Og det kunne man jo bare igen, men det er jo netop der den lille racisme ligger.
Gør man det- så er den der.
Gør man det ikke så er den der sgu også.
Schokket kom da det gik op for mig at jeg i min aftenbøn ofte takker de højere kræfter for at jeg IKKE blev bedt om at tegne Murhammet i sin tid.
At jeg KUNNE ha gjort det- i overstadighed— men det her er jo det samme.
Så TAK for at du så det.
Hilsen Dorte