Brun magi – Dan Brown DET FORSVUNDNE TEGN
Encyklopædisk adspredelse til alle os med dårlig smag.
Hvad er det, han kan, den gode hr. Brun? Jovist, en stor del af hans succes må tilskrives den kampberedte, kløgtige og kalkulerende PR-krigsmaskine, der køres aggressivt i stilling og mandsopdækker ham ved hver udgivelse. Og selvfølgelig skal man ikke undervurdere mediehypens indbyggede sneboldeffekt. Men der skal mere til for at forklare fænomenet Dan Brown, for det må kræve en magisk ingrediens at sælge så elefantastisk mange millioner bøger og få hevet en så broget flok af unge, gamle, intellektuelle og uuddannede med på vognen. Så hvad er det lige, han kan?
Først og fremmest vil jeg mene, at han til perfektion mestrer kunsten at flette underholdning sammen med lærdom. Det har han vist i både ENGLE & DÆMONER, DA VINCI MYSTERIET og nu i DET FORSVUNDNE TEGN, som er tredje bind i serien med antihelten og symbolforskeren, den godmodige og lettere neurotiske fløjlsbuksprofessor Robert Langdon. Denne gang er han igennem et halvt døgn på jagt rundt i den amerikanske hovedstad efter frimurernes skjule skat – et mystisk ord, der rummer kolossale kræfter.
I Browns gennemresearchede romaner bliver man på Peter Høegsk vis belært om religion, filosofi, videnskab, kunst, arkitektur m.m. og ikke mindst om frimurerordenens principper, ritualer og symboler, alt imens man storunderholdes. (Dog er underholdningsværdien i DET FORSVUNDNE TEGN ikke helt så høj som i sine forgængere, fordi de forklarende passager fylder lidt for meget og stjæler fra fremdriften). I DET FORSVUNDNE TEGN får man desuden en inspirerende indføring i noetisk videnskab, der kort fortalt præsenteres som forskning i det menneskelige sinds ubenyttede potentiale. Således føler man sig oplyst og beriget under læsningen og kan derved lettere sluge sin dårlige samvittighed over at bruge kostbar tid på noget så underlødigt som en spændingsroman. Og nok så væsentlig er her hans standardindledning, der slår fast, at al fakta i romanen stemmer overens med virkeligheden.
Dan Brown kan kritiseres for meget – og er blevet det i stor stil. Ja, hans karakterer er endimensionelle. Ja, han roder rundt i synsvinklerne og anvender snart en alvidende, snart en personal fortæller. Ja, hans sprog er klichéfyldt og ofte meget højstemt. Men de, der ytrer en sådan kritik, kludrer i præmisserne og har ikke fattet det væsentligste: Dette har ikke en dyt med kunst at gøre og påstår det heller ikke. Romanen udgiver sig ikke for at være andet end god underholdning med en ekstra bonus i form af informativ luksus, og er man underholdt? Ja, for fanden. Hvis man formår at aflægge litteratbrillerne og vedkende sig, at man har en lille smule dårlig smag, så er man kraftedeme godt underholdt.
P.s. Jeg er helt uforstående over for den postyr, der især i Jyllands-Posten har været omkring oversættelsen. Selvfølgelig er der smuttere og småfejl, og af og til sniger der sig en anglicisme ind i sproget, men ikke i større grad end i de fleste oversættelser herhjemme, og overordnet flyder sætningerne fint og mundret – bortset fra de knuder, som kun forfatteren kan bebrejdes. Så herfra skal i hvert fald lyde stor ros til oversætteren.
