Bum! Du tabte – Naja Marie Aidt STEN SAKS PAPIR
Karaktererne i Naja Marie Aidts debut som romanforfatter kalder situationen for absurd. Det er heller ikke helt ved siden af, dog kunne man have ønsket sig noget mere substans, så STEN SAKS PAPIR ikke virkede ligeså lemfældig som resultatet af legen med samme navn.
Citat
Hun flår hans skjorte op, der ryger en knap. Han synes, hun dufter af noget fremmed, måske har hun en fremmed mands sæd i sig, måske har en fremmed rørt ved hendes hun, det ophidser ham. ”Har du været mig utro?” hvisker han. Bagefter er tanken på ingen måde ophidsende. Bagefter trækker hun kjolen helt ned til knæene og glatter den med begge hænder. Han får lov at kysse hende (…). Men hun er underligt fraværende nu.
De forlader skovvejen og halvmørket mellem træerne. Et egern piler op ad stammen. Bilen lugter kraftigt af sex og sved. De hører popmusik og tygger tyggegummi. Hun fisker sin parfume op af tasken og sprøjter på Thomas. ”Nu dufter du af kvinde,” smiler hun. Så begynder hun at le, og hun kan ikke holde op igen. (…). Han griner med, uden at ane, hvad det er der er så sjovt.
Naja Marie Aidts debutroman handler om Thomas og hans nærmeste. Begivenheden er faderens død. Situationen er sorgen. En noget uforskammet og uhåndgribelig sorg, for faderen var (umiddelbart) en bastard, man helst var fri for.
Aidts debut som prosaforfatter sker mere end ti år efter, at hun debuterede som digter og godt syv år efter, at hun udgav sin første samling af kortprosa. Har man kendskab til forfatterindens noveller, kan man genkende den dystopiske stemning fra VANDMÆRKET. Trods STEN SAKS PAPIR nok er absurd, skal den ikke forveksles med det groteske, som Aidts fortællinger i sidste novellesamling BAVIAN bar præg af.
STEN SAKS PAPIR skal slet ikke sammenlignes med novellen. Den er gennemgående episk i sin opbygning og indeholder både begyndelse, midte og slutning, der tilmed (næsten) falder i kronologisk rækkefølge. Fortællerstemmen bæres af en tredjepersonsfortæller, men man forledes til at tro, at det er Thomas der fortæller, idet fortælleren kun er alvidende, når det vedrører ham. Om det øvrige persongalleri beretter fortælleren kun fra Thomas’ synsvinkel, hvorfor de optræder som et middel til at fortælle Thomas’ historie.
Selve fortællingen og begivenhedernes gang, vækker minder om de socialrealistiske-fortællinger Jan Sonnergaard leverede i RADIATOR. Her skrev Sonnergaard om specifikke Københavnske pladser og lod sine karaktere være identificerbare med eksistenser i sørgelige lejligheder i en sydlig københavnerforstad. Men det er ikke tilfældet i STEN SAKS PAPIR. Man kan måske godt have en fornemmelse af, at Thomas tangerer til at være mønsterbryder fra en lignende sydkøbenhavnsk forstad, men ved at blande isolerede bjergtinder sammen med skandinaviskklingende navne og ellers tilsyneladende identificerbare bykvarterer, bryder Aidt den genkendelse, der er en del af det socialrealistiske kendetegn. Konsekvensen bliver, at man som læser hele tiden søger identifikation, og når det ikke lykkes, bliver man irriteret! Dog ikke uden at det har en funktion: det er med til at holde læsningen i gang og opretholde en nysgerrighed.
Det er i denne brydning mellem det velkendte og alligevel enormt fjerne, at det absurde opstår. Desværre er det ikke mere absurd, end at det også er lidt ligegyldigt. Man kunne have ønsket sig noget mere!
Undervejs i fortællingen lyder det ’alt andet bliver værre’. Andet refererer til Thomas, hvis ’modbydelighed er konstant’. Når Thomas er det mest interessante i værket, skyldes det hans indvendige kamp mellem det gode og (særligt) det onde (der ulmer) i ham. Det vækker minder om Driver i Nicolas Winding Rafns film DRIVE, hvor i det lyder, at det onde i mennesket er en del af den menneskelige natur.
Måske er det pointen i STEN SAKS PAPIR, at når alt bliver værre, skyldes det, at det er umuligt for mennesket (og Thomas) at kæmpe mod sine (skæbne bestemte) instinkter. I al sin potentiale mangler værket desværre den kant, Aidt ellers er kvinde for at levere.
