Af | 10. juni 2006

Byld og straf – Naja Marie Aidt BAVIAN

Naja Marie Aidt har skrevet en stak noveller, der emmer af lede ved tidens X- og Y-akse: Hedonisme og Selvrealisering. Aidts idiosynkratiske anstrengelse virker ligeså selvretfærdigt missionerende og omsonst, som når håndboldjernet Anja Andersen troner i en alt for stor t-shirt med påskriften: ’Fuck janteloven.’

Da BAVIAN udkom for en måneds tid siden, skrev Lilian Munk Rösing i sin anmeldelse i Information, under overskriften ’Aidt spiller kispus med kønnet’, at der hersker en uvished omkring jeg-fortællerens køn i bogens noveller. Det er rigtig nok, at ordet ’jeg’ ikke uden videre afslører, om dets bærer har bryster eller ej, men jeg mener nu, at Rösing strammer skruen, når hun vil gøre dette køns-kispus til centrum for BAVIAN.

Novellen ’Store træers grønne mørke’ har en jeg-fortæller, der ifølge Rösing befinder sig i ’permanent’ kønslig ubestemmelighed, til trods for han rent faktisk er ligefrem og utvetydig omkring sit køn: ’Jeg gnubbede mit lem med håndklædet.’ (side 108). Mere permanent tilstedeværende er Rösings tilredne kæphest altså heller ikke hos Aidt.

Men Aidt skriver uigendriveligt med kønnet som tændrør; så langt har Rösing helt ret. Det fyger med bramfrie sætninger som ’Din søster har en strammere kusse end din’ og ’Sæden løb tyk og hvid ned ad hendes inderlår. Hun samlede noget op på en finger og slikkede den ren’ og ’Og så havde hun taget godt fat i ribben, men det var kun fordi hans lårmuskler var så stærke, at det kunne lade sig gøre i den stilling.’

Man skal dog ikke være ret meget mere end blot vågen for at bemærke, at tonen i disse erotica-sekvenser er harsk og hånlig. Det er ANGIVELIGT forkasteligt at have sin kones søster som elsker, det er klamt at skrabe sæd fra inderlåret, og det er latterligt at have samleje i en gymnastikribbe.

Aidts noveller kan slet og ret ikke udstå den vulgære pornofisering af den ømme intimitet. Den sarkastisk betitlede ’Stjernehimmel’ beskriver denne egocentriske vil-ha’-kultur, hvor intet aldrig er nok og seksualitet er lig med mekanisk behovstilfredsstillelse. I hedonismens hamsterhjul tømmes Aidts figurer for livsenergi, og når novellens ’han’ kan sige: ’Hvor er du dejlig’, ja så runger the happy end fælt dissonant.

I hvert fald ifølge Aidts løftede pegefinger. Det er, som om de personer, der nyder og tager for sig på overfladens krusninger, skal straffes. Begæret virker destruerende i Aidts små verdner, og i stedet sættes små romantiske forestillinger om det uperfekte, men lykkelige simple life (med en lille splif i ny og næ). Dette karakteristikpunkt udbasuneres i novellen ’Myggestik’, hvor den uhørte begivenhed, Aidt erfarent genre-jonglerer så ganske flot med, udløser en morbid bylde-hævn over en one-night-stand- og ansvarsløshedsdyrkende liderbuk.

Det er netop her, min beklemthed ved Aidts noveller indfinder sig. For vel har Aidt da ret i, at perspektivet i vores verden er drejet væk fra medmenneskelig omsorg og hen mod enkeltmenneskelig udfoldelsestrang, men det vækker altså ikke ret mange eftertanker, når denne gamle nyhed gang på gang males på væggen, som var den fanden selv.

At kønnets logik er så meget mere end fordærv og ulykke ved enhver, og enhver burde derved også være i stand til at se lige op og tværs igennem Aidts noveller. Akkurat som den mandlige hovedperson i ’Afbrydelsen’, hos hvem en frygteligt indiskret thaikvinde pludselig dumper ind. Hans perfekte (læs: hule) liv torpederes af hendes (ædle) kiksethed, og da hun en dag sover sin (ædle) brandert ud på badeværelsesgulvet, ligger hun så ’Han kunne se lige op i hendes lysende køn.’

Nyeste anmeldelser i kategorierne Noveller,

Læs også