Candyfloss har også en udløbsdato – Fjodor Dostojevskij HVIDE NÆTTER
Dostojevskij kalder selv denne tidlige mini-roman for sentimental. Det russiske følelsesspil tangerer det overdrevne og spejler både kendte og ukarakteristiske sider af forfatteren selv.
Citat
– Hvad er De bange for? Hvorfor trak De Deres arm tilbage? spurgte hun, idet hun atter tog armen.
– Hvad gør det? Vi vil gå ham i møde arm i arm. Jeg vil, at han skal se, hvor vi elsker hinanden.
– Hvor vi elsker hinanden! udbrød jeg.
“Åh Nástenjka, Nástenjka!” tænkte jeg i mit stille sind. “Hvor meget har du ikke sagt med de ord! Af den slags kærlighed, Nástenjka, kan hjertet stivne i brystet og sjælen blive trist til døden … Din hånd er jo kold, Nástenjka, men min, ser du, brænder som ild. Hvor blind du er, Nástenjka! … Åh, hvor uudholdelig kan dog et lykkeligt menneske undertiden være! Men harmes på dig – nej, det kan jeg ikke!
Til sidst var mit hjerte så fyldt, at jeg måtte tale, hvadenten jeg ville eller ej.
HVIDE NÆTTER er en tidlig roman af Fjodor Dostojevskij fra 1848. Ulig hans senere værker er den, som han også selv pointerer, sentimental. Undertitlen lyder: ‘En sentimental roman – Af en drømmers erindringer’. Faktisk er bogen så sentimental, at det kan være svært at sluge.
Har du nogensinde overvejet hvordan et bolsje i bogform smager? Mit bud er som HVIDE NÆTTER. Følelserne skvulper op og ned som bølger, og bølgerne går virkelig højt – i denne fortælling er sådan en ‘nå-jeg-har-det-da-okay’-følelse ikke en mulighed. Enten elsker du, til du er ved at eksplodere. Ellers er din sjæl slået så gevaldigt itu, at selv kontaktlim er ubrugeligt.
Fortællingen er egentlig meget fin og klassisk: fortælleren er en ‘lone wolf’, der spadserer rundt i Skt. Petersborgs gader og iagttager mennesker og bygninger. Han tager aldrig selv del i livet omkring ham – en ægte outsider. Men så en dag. Hun står så sårbart ved vandkanten og hulker, helt alene. Han kan ikke dy sig, selvom det strider mod hans ensomme væsen: han tager kontakt. De to bliver hurtigt gode venner, og følelserne skvulper løs. Hele stemningen er som en tåge, en drøm: i de sommermåneder, hvor historien udspiller sig, bliver det aldrig rigtig mørkt i Skt. Petersborg. Det er aldrig rigtig nat.
Der er selvfølgelig et lille twist i historien: fortælleren bliver forelsket i den unge pige, men lige da han skal til at erklære sin kærlighed fortæller hun, at hun er forelsket i en anden, som hun venter på – hvorfor hun stod og hulkede på gaden til at starte med. Åh, hjerte smerte. Den sjuft, som hun venter, er dog ikke dukket op. Hverken første nat, anden nat eller tredje (hvilket også er bogens kapitelinddeling).
Pigen, Nástenjka, sidder hver dag hæftet fast til sin bedstemors kjole, så hun ikke render rundt og gør sig forkerte herrebekendtskaber. Nástenjka har ventet et år på denne mand, der skulle ægte hende, men nu er hun på herrens mark – og dog, hun har jo netop mødt fortælleren. Da hun beslutter, at den anden mand aldrig vil dukke op, indvilger hun i at give sit hjerte til fortælleren, og lykken vil ingen ende tage! Men kan du regne ud hvad der så sker? Ja. De når knap en gåtur rundt om søen fyldt med omfavnelser, før han står der. Den anden mand. Hun løber til ham, og vores fortællers hjerte smuldrer til grus. I slutningen er det, som om den senere Dostojevskijs dystre realisme er kommet frem fra de sentimentale tåger, vækket af den tabte kærlighed:
– Måske var det, fordi sollyset pludselig var brudt gennem skyerne og straks igen havde skjult sig bag en endnu mørkere regnsky, så alt bagefter syntes dobbelt trist og dystert for mine øjne … Eller var det selve min øde, traurige fremtid, der foresvævede mig?
HVIDE NÆTTER er kun på 118 sider, men både sprog og handling er så intens, at det ikke er let læsning. Bogen er opbygget af jeg-fortællerens genfortælling af historien og dialogen – dog en dialog som den så ud i midten af 1800-tallet, hvorfor det er ret formelt. Brugen af udråbstegn er også med til at underbygge den overdrevne, dramatiske stemning – nærmest hver eneste udtalelse er efterfulgt af et udråbstegn!
Dostojevskijs sentimentale miniature værk er måske ikke alles kop te, men det er en interessant del af forfatterskabet og en god gave til dem, der ikke kan få nok russisk drama. Dostojevskijs tragisk-filosofiske spørgsmål sniger sig også ind til sidst: kan man leve et helt liv på baggrund af ét øjebliks lykke?
