251 resultater
Pablo Llambías er tilbage med tredje og sidste bind i sin sonetmodellerede dagbogstrilogi. Omsider (og mærkeligt skuffende) er det ikke længere helt så miserabelt.
Af Birgitte Duelund Pallesen.
Forfatteren hedder Yahya Hassan. Bogen hedder YAYHA HASSAN. Forsiden er sort, der er ingen bagsidetekst og alt – også kolofonen – står med store bogstaver. Yahya Hassan har skrevet årets stærkeste debutbog.
Af Felix Rothstein.
Ida Marie Hede har skrevet en sært berusende og berusende sær bog, som jeg stærkt håber, at nogen vil putte i min drink igen.
Af Martin Lykke Nielsen.
Digtene undersøger afstanden mellem det skete og det skrevne. De bliver fikserbilleder, der sætter sig i synet som mærker fra lys. De smitter.
Af Benedicte Gui de Thurah Huang.
Den er stadig gal med hverdagen i Nikolaj Zeuthens temmelig udsyrede og anti-pæne tredje digtsamling. Digteren bliver bare ved og ved med at pisse i bukserne, og ingenting går op.
Af Lean Pejtersen.
Krogsbølls hyggelige små lister ordner og uordner dyr, så man må se på dem med nye briller.
Af Troels Hughes Hansen.
Anders Abildgaard sætter ild til digter-jeget og flintrer derudad i kollektivt udsigelseseksperiment, der har sluppet både psykologien og det narrative begær. Vildt!
Af Solveig Daugaard.
Den chilenske Nobelpristager Gabriela Mistrals digte er fulde af sorg, savn og kærlighed. Men også af floder, træer og vind. GALE KVINDER er en uomgængelig litterær oplevelse.
Af Felix Rothstein.
Undergrundsforlaget OVBIDAT springer ud som tidsskrift. Første nummer begår masser af fin vold imod den almindelige tale.
Af Martin Lykke Nielsen.
Katarina Frostensons FLODTID er flydende Nilkraft og vandmagi; det er altings opløsning og dramatiske møde igen i digtflodens gurglende strømme. Her fosser sproget durk ud af jordens indre og rammer din rystende hverdag som flod!
Af Camilla Pape.