1463 resultater
Landets fødeklinikker og hospitaler burde uddele digtsamlingen SØVN til alle nye forældre, inden de går ud i virkeligheden.
Af Jonas Kleinschmidt.
I LETHEDEN skriver franske Emmanuelle Richard om teenagehjertets rastløshed med al den tyngde, det emne fortjener. Dermed ligner hun en arvtager til Marguerite Duras.
Af Elisabeth Skou Pedersen.
Umberto Eco har skrevet en spydig og intelligent kommentar til det politiske landskab i Italien. Eco ryster som altid konspirationsteorier ud af ærmet – men NR. 0 skal læses for mere og andet end historien.
Af Mette Skovdal Clausen.
Lippmann og Larsen tager læserfeltet med op ad Alpe d’Huez’ 21 hårnålesving. Det er spændende og det går stærkt. Dels på grund af doping, dels på grund af lidt flade karakterer.
Af Noa K. Hansen.
Fransk Indokina er ikke et land for gamle kvinder i Duras’ stærke roman.
Af Martin Lykke Nielsen.
Riikka Pulkkinen skriver om rodløshed, dans og fanatisk religiøsitet. Det lyder anstrengende, men er det ikke, for hendes sprog er den slags, man kan synke ned i og lade sig rive med af.
Af Marie Hauge Lykkegaard.
Signe Gjessings nye digtsamling er et lille godartet virvar. Det er lykkedes hende at lave et fint broderi af digte, hvor mønstrene står og dirrer på siden. Også selvom ikke alle linjerne når helt sammen.
Af Victor Ovesen.
Pis og lort og bræk og sæd. Og vælling. Væskerne flyder i en lind strøm i Harald Voetmanns sære og groteske munkefortælling, hvor himmel og helvede ramler.
Af Felix Rothstein.
Marilynne Robinson skriver så englene synger, men der er gået for mange bibelcitater i den, og tonen bliver for frelst i trilogi-afslutningen fra Gilead.
Af Gudrun Hagen.
Når den desperate kærlighed i sig selv er så inderlig, føles det unødvendigt at hylle den ind i et eventyr.
Af Mona Munck-Lindblom.