1463 resultater
En ekstrem fortællerglæde, eminent personskildring og uafrystelige begivenheder præger den canadiske Nobelpristager Alice Munros – formentlig – sidste og ualmindeligt velkonstruerede novellesamling.
Af Anna Møller.
Adichies superhypede tredje roman er af og til god, men alt i alt en skuffelse. Langstrakt, uharmonisk og slet ikke så klog, som den selv synes, den er.
Af Daniel Robert Andersen.
Line-Maria Långs første roman er endnu en variation over ung-pige-møder-ældre-mand-historien. Men hun fortæller den godt, med detaljerig og svungen skrift.
Af Benedicte Gui de Thurah Huang.
Med genudgivelsen af Halling Nielsens debut slås døren op til et forfatterskab, der i årevis har levet sit liv i forskellige afsides rum. Det er en bragende genintroduktion.
Af Victor Ovesen.
Brixvolds digte fortæller i salver af adjektiver og sammensyede ord. Det går hidsigt råbende og farligt derudaf, men de taber desværre kraft netop i viljen til at beskrive.
Af Nanna Storr-Hansen.
Tomas Espedals nye bog er fuld af metamorfoser. Det er belæst, berejst og begavet.
Af Martin Lykke Nielsen.
Stedet, tiden, døden, ensomheden, hunden, skriften, sandheden, fuglene, vrøvlet, papirkvaliteten, håndskriften, jeget, rytmen, præcisionen, friheden, surmuleriet, titlen, festen, gentagelsen, forlaget, fortiden, rodet: Peter Laugesens nye bog er her.
Af Søren Langager Høgh.
KANINENS ÅR spejler en kvindes nu og hverdag, så både gode og dårlige sider kommer til deres ret. Det er et øjebliksbillede, javist, men ikke desto mindre et præcist et af slagsen.
Af Sidsel Kirstine Harder.
Det havde klædt Taiye Selasis historie om familien Sai, hvis den havde handlet mere om det elementære ved familiens forlis og mindre om familiens afrikanske rødder.
Af Mona Munck-Lindblom.
Utroligt, at så spontant hårdtslående og flydende skrift kan eksistere midt i en tjæregrød af omklamrende depression over alting. Heldigvis kan den sagtens det i Peter Højrups ISLAND.
Af Troels Hughes Hansen.