En chat om Kristian Byskovs Græsset
Vi har haft en samtale om Kristian Byskovs nye sci-fi roman Græsset. Vi fik snakket om fremtidsdystopier og alnaturen som hævner-motivet, om pseudo-personer, hukommelsestab og konsekvens og inkonsekvens i plotforløb. Bogens sprogdragt kom vi også omkring, herunder hånddukke-replikker, høj stil og surreel poesi. Den skrevne samtale foregår mellem Johanne Holm og Martin Hauberg-Lund Laugesen, og det skal siges, at den indeholder plotspoilers.
Johanne Holm: Jeg forventede mig meget af Byskovs roman Græsset. Rygtet ville vide, at her var et nybrud i dansk sci-fi. Det skulle være en dystopisk utopi om en højteknologisk nær-fremtid, hvor naturen er begyndt at klistre og gøre oprør. Det tiltalte mig alt samment umådeligt! Især glædede jeg mig til at nyde Byskovs biologiske sci-fi-elementer. Man følger tre mennesker og en blæksprutte med modificeret bevidsthed på arbejdspladsen, Ancion, som er den førende virksomhed inden for fødevareoptimering. Blæksprutten Io er et forsøgsdyr der har fået indsat et gen for langtidshukommelse, og er fortæller, men ikke aktør, på lige fod. Men firmaets beregnede orden disintegrerer da alting begynder at klistre, i starten er det snotklatter og kaffe og til sidst klumper møbler, planter og mennesker sammen og folk får hukommelsestab. Men bogen var simpelthen lidt af et sisyfos-arbejde at komme igennem. Hver gang jeg havde læst mig frem til en lovende lille bjergtop, for eksempel i passager skrevet fra blæksprutten Io’s perspektiv, klippede bogen kujonagtigt tilbage til spildt kaffe og søvndyssende zombie-gang gennem kontorlandskabet. Jeg føler, bogen er kommet til at forpligte sig på en meget traditionel form, hvor blæksprutten Io deler fortællerstafetten med søskendeparret Kirk og Karen og den komiske kliche af en psykiater Keel. Sikkert for at vi som læsere skal have et følelsesmæssigt forankringspunkt. Men det går altså ikke. Byskovs egen uinteresse i sine menneskekarakterer kan lugtes på lang afstand. Prosaen føles søvnig og tung. Hvad hvis fortælleren bare havde været Io? får jeg lyst at spørge. Kunne man på en eller anden måde have valgt en mere radikal fortælleform, der ville kunne sætte Byskovs fabulerende stof fri? Det er jo en af scifis svært ukurerbare sygdomme, at den har flade karakterer, men et spændende univers. Jeg tror bare, jeg vil starte med en klassisk rød hat, og spørge dig, Martin, hvordan du oplevede det at bevæge dig igennem bogen? Havde du samme sisyfos-pine som jeg, og hvis ja, hvor var lyspunkterne?
Martin Hauberg-Lund Laugesen: Ja, altså jeg synes også, det lød rigtig spændende med den her Græsset-roman, og jeg ventede mig da også visse ting af den forud for min læsning. Jeg syntes for eksempel, at omslagsgrafikken og -designet var ret godt og det tjener til OVO press’ ære og værdighed, at de er løbet med et så forholdsvis vildt og kompromisløst cover udført af Absalon Kirkeby. Det er en stærk æstetisk profil, bogen har fået, ikke ulig Jonas Eikas Efter Solen fra 2018 eller Quentin Meillassouxs After Finitude fra 2009. Æstetikken udstråler kontingens, utilregnelighed, uforståelighed, det både mere end og alt for menneskelige og det fra baggrunden fremtittende grønne buskede noget antyder desuden selve livets klorofylholdige fremvækst hinsides menneskets logikker og symbolske orden. Det fungerer godt, synes jeg.
Også Byskovs tilsyneladende fine J.G. Ballard-agtige ambition med romanen æggede mig til en start, altså intentionen om med sci/cli-fi genren at undersøge, hvordan visse centrale tendenser i samtiden vil kunne få verden til at se ud ‘om fem minutter’, som det hed sig, såfremt de blev gjort til gældende og intensiveret metafysisk lov for, hvordan menneskelivet og samfundet rammesættes og udfolder sig. Desværre indfries denne ambition simpelthen ikke med Græsset, men forbliver på ambitionsplanet som annonceret litterært program og intention. Det er ærgerligt, synes jeg, for jeg sympatiserer faktisk rigtig meget med dette program og denne intention. Men Ballard gjorde det bare med sine bøger afsindigt meget bedre, stærkere og mere sprogligt overbevisende og veloplagt end Byskov formår med sin anden roman her. I udgangspunktet virker Græsset som en konceptuelt spændende roman om samtidens menneskes fremmedgørelse fra og febrilsk-famlende længsel efter et eller andet, som det refererer til med begrebet natur. Alene på grund af dette tematiske fokus falder Byskovs roman ind under den trend i samtidslitteraturen, som nu benævnes cli-fi eller nature writing – to genrebetegnelser, der ikke er ens, men dog har en forholdsvis stor fællesmængde, når det kommer til konkrete værker, der retmæssigt bør betegnes med henholdsvis det første, henholdsvis det andet prædikat. Der er således tale om et tidstypisk værk, der desværre skuffer.
Én måde, hvorpå man kan konkretisere denne skuffelse eller kritik er ved at kigge på det, som Informations litteraturanmelder Mathilde Moestrup i sin anmeldelse af romanen begejstret-forundret kaldte for “noget grundlæggende uigennemskueligt, næsten mystisk” ved Byskovs prosa. For mig går dét, som hun omtaler på den her måde, hen og bliver noget ret entydigt negativt ved bogen. Jeg er enig med Moestrup i det anende, famlende, antydende ved Byskovs skrivestil, men ikke i, at den måde, det manifesterer sig på konkret i bogen er som en litterært god og vellykket fortælling. Jeg opfatter det mere sådan, at det mystiske kommer til udtryk som noget uforløst og vagt ved eksekveringen af den vision, som Byskov uden tvivl har haft med Græsset, men som man som læser vil have svært ved sådan for alvor at blive klog på og få hånd om. Det virker faktisk som om, at han (Byskov) også selv nogle gange er i tvivl om, hvor bogens handling skal hen samt hvorfor og hvordan. På den måde forekommer det mystiske ikke som en god kvalitet ved bogen, men derimod som noget ærgerligt skuffende, faktisk. Jeg vil for eksempel rigtig gerne vide noget mere om virksomheden Ancion, sådan helt konkret, i form af en livlig og overbevisende skildring af, hvor firmaet/komplekset kommer fra, hvornår det opstod, hvilke andre og forskellige mennesker, der lever og færdes inden i det, osv., osv. Som læser bliver man spist af med en meget nærig, hurtigt overstået og rent summarisk indføring i bogens Ancion-verden helt i starten af fortællingen. Men i sidste ende forbliver Græsset en meget lille og meget overskuelig verden med meget få aktører, der kun kan gøre meget, meget lidt. Jeg synes, Byskov skulle have ladet sin verden befolke af både flere livsformer, artefakter, kræfter, sammenslutninger/grupperinger, osv. for at gøre sit litterære projekt troværdigt, generøst og vedkommende. I sin nuværende form antager bogen desværre mere karakter af forceret fremtids-dystopisk kammerspil om en abstrakt form for frigørelse gennem genforening med det radikalt andet, dvs. naturen i al sin vælde.
Så, for nu at svare på dit spørgsmål: Ja, jeg syntes, det til tider var langhåret på den dårlige måde at komme igennem bogen, men jeg synes samtidig, at det var spændende på grund af de idéer og koncepter, der trods alt skrives frem, og blandt andet blæksprutten Ios beskrivelser af forsker-Karen fungerer ret godt, synes jeg. Den her mere-end-menneskelige fænomenologiske undersøgelse, som Byskovs roman også indebærer, virker faktisk meget nice (sammenlign for eksempel med Ian Bogosts Alien Phenomenology fra 2012). Så, klart, der er lyspunkter undervejs i romanen, men det bliver aldrig som sådan noget mesterværk, for nu at sige det på den måde.
JH: Jeg er enig. Dette ‘naturen i al sin vælde’ vil jeg gerne lige forsøge at indkredse hvordan kommer til udtryk i bogen. Bogen foregår jo det meste af tiden i det underjordiske, Spike Jonze’s Her-agtige firmakompleks med simulerede solnedgange i vinduerne og droner der flyver rundt og pusler om indretningen. Undervejs fornemmer man, at det er meningen, at karaktererne skal ‘ud i naturen’ på et tidspunkt og at dette møde med naturen vil blive skæbnesvangert og alt-forandrende. Imens begynder karakterernes kroppe at forråde dem. Snot, rifter, klistrede fornemmelser og hukommelsestab. Man fornemmer, at menneskets egen natur/krop begynder at vende sig imod mennesket selv. Det fungerer godt, som god gammeldags subtil gyser-suspense. Den ene af karaktererne, Kirk, forvandler sig langsomt til en destruktiv øko-profet, og han er den første af karaktererne til at stige op fra Ancions underjordiske kompleks og ud i Naturen. Det bliver en meget kort rejse, han ankommer lynhurtigt til det mystiske klistrede græs (som han selv har været med til at gensplejse) og her lokaliserer han et skræmmende sort hul i græssets midte. Han begiver sig hen mod dette epicenter og lader sig opsluge: “Alle cellerne i hans krop giver slip, græsset har slugt ham. En fugls glade sang før insekternes forsvinden. Øjeblikke der aldrig vender tilbage.” Stor suspense! Men straks efter finder Karen og Keel ham. Han ligger godt nok i fosterstilling og ser lidt medtaget ud, primært er han bare våd (væsker og det fugtige og det våde er et gennemgående metaforisk motiv) og de går sammen, konsekvensløst, væk fra det sorte hul i græsset.
Det er dette konsekvensløse element som er så irriterende. Det her sorte hul i græsset havde potentiale til at blive en sindssygt uhyggelig, H.P. Lovecraft-agtig Andethed, men fordi mødet med det ikke har nogen konsekvenser, efterlades jeg i ligegyldighed.
Jeg er enig med dig i, at det føles som om Byskov simpelthen bare ikke har fået tænkt sine koncepter igennem, hvorfor han bliver nødt til at forlade dem hurtigt, og bare håbe på at læserens fantasi sikkert, som det er tilfældet i veludført horror, selv opfinder og tilføjer detaljerne omkring det uhyggelige.
At Karen senere opsluges af en stor og dansende høj af græs føles lidt som en trøstepræmie. De sansninger, hun rapporterer indefra græshøjen er faktisk originale og velskrevne. Men det føles som om bevægelsen (at blive opslugt af det Andet) allerede er blevet foretaget, da Kirk forsvandt i det sorte græshul. Og sådan er der bogen igennem mange eksempler på at bogen går i ring, og det er svært efterhånden at bortforklare monotonien med, at det jo også er fordi karaktererne jo får hukommelsestab og glemmer hvor de var på vej hen. Det undskylder jo ikke den rent dramaturgisk-kompositoriske gåen i ring.
MHL: Sindsyg god betragtning. Jeg er meget enig, må jeg sige. Det konsekvensløse træk ved bogens plot får læseren til at blive ligeglad og kold overfor det, der sker. Det er ærgerligt, når nu koncepterne og de ting, som faktisk sker i Græsset faktisk godt kunne have en masse både meningsfulde og mærkelige konsekvenser for både karaktererne og for Ancion, for så vidt. Men det får begivenhederne ikke rigtigt på en måde, så man som læser forstår, hvorfor det der sker, sker. Og det med hukommelsestabet er jo en spændende nok ingrediens, men du har helt ret i, at man ikke kan undskylde den manglende sammenhæng og narrative struktur med, at romanpersonerne går rundt og ikke kan huske noget. Byskov opererer jo med en alvidende tredjepersonsfortæller, så med mindre, at også denne lider af hukommelsestab, så dur det jo ikke at gøre det på den måde.
Jeg kommer også til at tænke på, at det i øvrigt virker sandsynligt, at han må have været inspireret af det glimrende og atmosfærisk stemningsmættede computerspil Inside fra 2016. De her i øjeblikket meget udbredte binære tematikker, som computerspillet arbejder med om indenfor vs. udenfor, teknologi vs. liv, atomisering vs. kollektivitet, individ vs. økologi, magtfuld vs. underkastet, osv., kommer også klart til udtryk i bogen. Temaerne er jo åbenlyst vigtige, tidssvarende og højaktuelle, men igen forbliver Byskovs litterære mobilisering af dem på et næsten rent konceptuelt plan. De får ligesom aldrig rigtig luft under vingerne og bliver levedygtige som konkret romanfiktion. Man føler flere gange i løbet af læsningen, at man sidder med et skelet, et stillads eller en grovskitse til noget, der kunne blive til en (god) roman, men som i sin nuværende form bare desværre ikke er blevet det.
JH: Jeg ved ikke hvordan jeg skal få det sagt uden at det lyder højrøvet og bagklogt, men det er som om der lige mangler noget i redigeringsfasen. Nogle tilfældigt indsamlede eksempler på sproglige mislyde er: “Tøjet ser ud som om det er levende med måden folderne klistrer sig ind i hinanden på” og “Alt sammen trækker imod midten” eller “Dens lette bevægelser var flygtige ligesom tonerne næsten var hårde i gadens snævre rum. Tonerne rørte ham i brystet.” Det virker særligt kikset fordi Byskov også gør brug af en højstemt, arkaisk sprogtone, og brugen af den sammen med sætninger hvis forholdsord er forkerte og sammenligninger der ikke giver mening, berøver mig den illusion af virkelighed som et helstøbt sprog ellers kan forære een.
MHL: I det hele taget er der en del at udsætte på sproget og replikkerne i bogen. Der er meget stilistisk dissonans og mange uhensigtsmæssige skift i det skriftlige udtryk, som ikke synes at tjene noget (godt) formål. Anmassende og læserinstruerende regibemærkninger er der alt for mange af. Replikkerne er mestendels decideret ringe og fuldkommen urealistiske, hvis vi virkelig skal kunne tro på, at Kirk, Karen og Keel er voksne mennesker med lange videregående uddannelser, komplicerede og kognitivt krævende jobs, osv. De taler som abstrakte, tomme, barnagtige handskedukker uden selvstændigt liv og egen vilje, der pludselig føler helt vildt meget på en dramatisk og postuleret vild måde (”En vild angst griber i Kirk.”), og pludselig så ikke alligevel føler særlig meget fordi årsagen til deres følelsesudbrud viste sig at være slet ikke så farlig endda. Denne måde at omgås og iscenesætte romankarakterernes følelsesliv på virker hurtigt irriterende og man bliver som læser desværre blasert før tid i selskab med disse pseudo-personer.
Det er brandærgerligt fordi der for så vidt er meget potentiale i koblingen mellem, på den ene side, det splintrede familieliv og, på den anden, overskæringen af menneskedyrets forbindelse til sit eget ophav, igen, naturen i al sin vælde, gennem etableringen og intensiveringen af et så stærkt barrikaderet og værnet indenfor, at det til sidst bliver umuligt at komme ud – og umuligt overhovedet at huske, at man kunne komme ud, selv hvis man fandt på, at man ville det. Symptomatisk for bogen kan man på et tidspunkt læse følgende udveksling mellem Karen og Kirk, som meget fint illustrerer graden af den naturfremmedgjorthed, der hersker i sindene på Ancions mennesker: “”Kan du husket hvornår du sidst var derude i markerne?” spørger Karen. Kirk tænker sig om: “Det er noget tid siden. Jeg husker jeg skulle ud og tage nogle prøver af noget græs.””
Denne i for høj grad umotiverede flakken frem og tilbage mellem stærke både positive og negative følelser virker i sidste ende totalt fremmedgørende for læseren. Jeg følte mig faktisk til tider ligefrem talt ned til af Byskovs halv-patroniserende og -belærende stemme – for eksempel: “men i sidste ende var det måske dig vi alle kunne lære mest af“, som han får Karen til gammelklogt og løftet-pegefinger-agtigt at sige til blæksprutten Vincent. Den her vilje-til-halvsentimental-identifikation med læseren kommer også til udtryk under Kirks første konsultation med Keel, hvor man som læser får rig mulighed for at spejle sig og sine bekymringer om fremtiden i Kirks længsel efter “at se en bi”. Det virker meget placeret, strategisk, kalkuleret og planlagt, at man skal høre om de her bekymrede og ængsteligt-urolige følelser og tanker på netop dét sted i bogen.
JH: Det med bien er et frygteligt sted. Det virker virkelig meget ført, det kommer fuldstændigt ud af det blå, som om Byskov lige skal være helt sikker på at vi har forstået at dette her altså handler om menneskets selvforskyldte økokrise. Og at tabet af fx bien er noget vi allesammen vil blive meget syge af på et tidspunkt. Generelt virker det som om Byskov ikke helt har lagt sig fast på hvad han vil bruge replikker til, eller for at sige det anderledes, hvor der bliver fortalt fra. Det meste af tiden har vi en klassisk tredjepersonsfortæller, men så glider perspektivet ud i en alvidende, altforklarende fortæller. Som når Kirk siger “Scener er en overskuelig måde at være social på,” mens han venter ved kaffeautomaten og pludselig glider prosaen over i en ordentlig omgang exposition om børsmæglerne og selvkørende algoritmer som umuligt kan være noget Kirk tænker over kaffen: “Algoritmerne former netværk af koder der former den næste hændelse, skaber dens rum og tilfører den mening”. Der er også en anden type replikker, nemlig de helt åbenlyst ikke-naturalistiske replikker, hvor karaktererne siger noget, ofte i høj stil, som i bedste fald kan virke som koret i en græsk tragedie: “”Og når vandet skyller ind, fortsætter Kirk, “og tager sandet med ud, blotter det træet, træet bliver frit, og hvis træet kunne se sig selv, ville det se sine egne forvredne former som hvad de er. Ikke sløret af krystaller, men rene, frie i luften, og træet ville forstå at det kun eksisterer fordi noget frygteligt er sket.”” Det stiltræk er jeg hundrede procent åben overfor, hvis det havde været et gennemgående træk. Hvis det for eksempel var isoleret til en af karaktererne og hver gang vedkommende åbnede munden, kom der undergangsprofetier ud. Det havde været fedt. Men i denne version, uden konsekvente beslutninger, fungerer Byskovs ikke-naturalisme bare ikke. De forsøg der er på naturalisme fungerer på den anden side heller ikke. Hans prosa er bedst i sin mest befriede, surreelle form, såsom bogens slutning:
“Det næste der sker er i en drøm. Langsomt vibrerende, små lyde, bobler der stiger i flakkende, spiralformede bevægelser, denne og andre kroppe der ligger tæt mod hinanden som bønneformede sole der brænder hinandens kerner op.”
MHL: Nej, men jeg er helt enig i det, du siger om, at Byskovs skrift klart lykkes bedst i sin frisatte og surreelt poetiske form. Et eksempel er passagen, hvor Karen lader sig nedsænke i græshøjen henimod slutningen af bogen. Det er virkelig vellykket prosa, og jeg ville ønske, at Byskov havde forfattet en langt større del af bogen i netop denne stil og med en sådan intensitet. Det fik mig til at mindes scenen fra Andrei Tarkovskys Stalker fra 1979, hvor vandringsmanden lægger sig ned i den mystiske zones gevækster og giver sig spirituelt-metafysisk hen til en økologisk ophøjet grunderfaring. Det ville have skabt en ganske anderledes enerverende og overbevisende læseoplevelse, som ville have muliggjort en langt større investering fra læserens side i Byskovs sci/cli-fi dystopi, hvis han havde forfulgt og udfoldet sin vision med en sådan ret eksemplarisk poetisk kraft.
JH: Enig. De sider du omtaler med Karen i græshøjen, er nemlig en fed passage. Her er vi endelig ude af Ancions hermetiske bygning, og befinder os i den muterede natur, jeg som læser sådan har tragtet imod. Du skrev tidligere, at du gerne ville haft mere information om Ancion. Jeg må indrømme at jeg faktisk var ret ligeglad med det sted. Visionen om et højteknologisk firma, der berøver mennesket dets menneskelighed kender jeg godt. Men det dansende, klistrede græs, som naturens hævnerredskab kender jeg ikke. Der er lagt godt i kakkelovnen til en moderne Syndflodsfortælling. Jeg havde sådan glædet mig til den moderne version. Jeg synes bare det tager Byskov alt for lang tid at bevæge sig derud. Der skal lige drikkes kaffe og beskrives sofaarrangementer først.
MHL: Jeg er helt enig med dig i, at naturen-som-hævner-motivet kan noget og kan være spændende realiseret gennem poesi, fiktion og, endda, filosofi. Afgjort. Jeg er ikke sikker på, dog, at det er dét, der er på spil i Græsset. Jeg tror mere, jeg læser det sådan, at det er menneskets kulturelt, teknologisk og videnskabeligt selvpåførte vanvid, der blusser op, når det (mennesket) endelig kommer udenfor og konfronteres med ikke-menneskeligt liv, der er blevet forvansket af netop menneskets egen indgriben og manipulation. Der foregår simpelthen nogle livs- og vækstprocesser ‘derude’, som mennesket bliver bims af at komme i kontakt med fordi det er så fremmedartet og fordi mennesket ikke formår at indgå i meningsfulde forbund med det på grund af mangel på naturdannelse, sådan helt bredt forstået. I Græsset virker det i sidste ende mere som om, at det er menneskets egne konstruktioner, der hævner sig på mennesket selv. En slags auto-nemesis, om man vil. Som Byskov får Karen til at tænke, mens hun befinder sig på/i græsset udenfor: “Det er noget vi selv har skabt, tænker hun. Det er noget vi har rodet os ud i og ikke kan lave om på. Selvom vi ønsker det, selvom vi håber det.” Den radikale livsforstyrrelse, der pågår udenfor Ancions murer er altså menneskeinitieret (jævnfør Kirks opdagelse af de Monsanto-style forædlede græsstrås mærkeligt muterende kvalitet under mikroskopet), men på en måde som tvinger naturen til at opføre sig bizart, uigennemskueligt og ambivalent overfor menneskene, mens menneskene selv bliver vanvittige af at opholde sig i dette syntetisk-forvrængede miljø.
JH: Nu bliver det lidt teknisk, men jeg læser det forandrede græs sådan her: Ancion har lavet et krystalagtig film af bakterier omkring græsset, som overflødiggør sprøjtegift. Da Kirk betragter et patenteret græsstrå i mikroskopet, ser han at krystalgitteret pludselig smelter ”som om græsset af sig selv muterer”. Det er denne her autonome mutation hos græsset, jeg læser som en natur der krænger det menneskeskabte af sig. Ancions medarbejderes (og muligvis hele menneskehedens) deroute, der viser sig, først harmløst, som dryppende næser og hold i nakken, sidenhen som kollektiv Alzheimers og umotiveret lystfuld vold, ser jeg som at menneskekroppen vender sig imod sit syntetiske fangenskab og destruerer naturens syge individ: Sig selv. Der er en mega fed scene til sidst hvor “Ancions korridorer er gået ind i en fase med hektiske bevægelser” som der står. “Akkumulationer af mødende overflader skaber klumpede, stablede, sammensatte bunker og plamager omkring sig”. I et rum har artefakterne samlet sig til en stor klump af borde, stueplanter, jakker, lamper, kuglepenne, og inde i klumpen ligger to mennesker og taler meningsløse sætninger til hinanden. Det er en herlig vision. Der ér altså flere fine påfund, mest på artefaktniveauet, men også sprogligt, som “Han ville ønske han kunne pakke sig ind i huden omkring sine øjne og bruge den som en sovepose” Det er jo et absurd, uventet og morsomt billede. Og samtidig underligt resonant.
MHL: På trods af kritikken af Byskovs Græsset, så vælger jeg i sidste ende at tage hatten af for forsøget på rent faktisk at levere den her Jeff Vandermeer-agtige underligheds-sci/cli-fi-ting med squishy-klæbrigt-klistrede substanser og materialiteter, der har med hinanden at gøre på en mere-og-andet-end-menneskelig måde. Det er modigt, dristigt og vigtigt at vi litterært beskæftiger os med sådanne fremtidsdystopiske fremskrivninger af nogle af de farlige og væsensbestemmende tendenser i samtiden, men det bare både kan og skal gøres bedre end det lykkes for Byskov i det her tilfælde.
Martin Hauberg-Lund Laugesen er filosof og ph.d.-stipendiat ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet. Han har bl.a. siden 2015 skrevet, foredraget og udgivet artikler, essays og anmeldelser om samtidig naturfilosofi, spekulativ realisme og objektorienteret ontologi. Senest bogen Dark Pedagogy: Education, Horror & the Anthropocene, der udkom på Palgrave i 2019. Han er derudover aktuel med en dansksproget artikel om Eugene Thacker, kosmisk pessimisme og ‘planetarisering’ af tænkningen i det nye filosofiske tidsskrift Paradoks.
Johanne Holm er fast anmelder på LitteraturNu. Uddannet kaospilot og nu studerende (Religionsvidenskab og Dansk) på Københavns Universitet.
