CPH Americana: Banalitetens sublime glæder med William Prince og Adia Victoria
Kan man sende litteratur-anmeldere på country-festival? LitteraturNu har forsøgt, og dækker i denne uge Vega’s nye festivalsatsning, CPH Americana.
Det står efterhånden rimelig klart, at danske festivaler bløder i år. Trods pandemiens musiktomme somre er der endnu meget få, der har formået at melde udsolgt. Enkelte har måtte aflyse, og billetter videresolgt til langt under markedspris florerer frit. Ærgeligt er det derfor også at konstatere, at årets bedste genre-lineup tydeligvis ikke har solgt nær så mange billetter som håbet.
Det er faktisk utroligt; for ved man noget som helst om Americana, Folk og Country, kan man hurtigt se at CPH Americana har leveret et lineup så tætpakket med fænomenale navne, at det næsten er trættende. Selv med tabet af to af deres bedste acts (legendariske Milk Carton Kids og singer/songwriter Ian Noe) er der simpelthen kun fintspundet guld at finde på plakaten. Fra mellemgrunds-kommercielle Folk-guder The Dead South til singer/songwriter-stjerner som Morgan Wade og Courtney Marie Andrews er der vitterligt kun godt at få.
Med det svindende billetsalg fylder publikum til gengæld knapt Lille Vega mod aftenens afslutning – og slet ikke til første act, William Prince. Dette afholder dog ikke nogle af aftenens acts fra at levere formidable eksempler på Americanaens mange facetter.
William Prince – De små tings universelle appel
Ved første øjekast kan det næsten ikke blive mere klassisk: manden, guitaren, den opsmøgede skovmandsskjorte. Prince falder pladask ned i rollen som small-town country singer/songwriter. Typen, der har spillet på utallige barer, hvor ingen har skænket ham en tanke.
På trods af, at lokalet denne torsdag kun er halvfyldt, formår han med små anekdoter og historier fra livet bag sangene at skabe en intimitet, hvor jeg er lige så interesseret i kunstneren som kunsten selv. Igennem sangene (som er sunget af en stemme, jeg kunne sove lykkeligt på) bliver det klart, at Prince er en mesterlig observatør af de små tings mirakler. De små ting vi alle kender på trods af, at vi ikke har hørt dem før. Tag for eksempel dette vers fra sangen Wasted:
And I like the TV way too loud / I like it colder when we sleep / I drive too close to the outside lane / I drive you crazy when I breathe. / I think I’m ready for a new life / I think I’m ready for a beautiful wife / Think I’m done with fightin’ / ‘Cause it’s just time we’re wasting
Det er den suveræne glæde over livets banaliteter som Prince synger frem. Samtidig er det også en country musik, der ikke sidder fast i gamle forestillinger om syden. Prince er selv fra Peguin First Nation i Canada, og som så meget andet litteratur, der (enten kommer fra eller) er inspireret fra syden, så er det også en global litteratur. For eksempel synger Prince på tvetydig vis fra sangen Leave it by the sea:
Took the train down to Brighton / This room’s too hot to sleep / Hardwood hidden under carpet / Young love howlin’ in the street / And those rainy days in London / Felt like the rain inside of me
Det er i eksemplet måske London, England, og måske London, Canada, men det er er ikke Dixie per se. William Prince er en af de kunstnere, der er med til at understrege, at country og Americana også foregår mange andre steder end i Sydstaterne, hvilket er et velkomment og frisk pust for en småstøvet dansk litterat og andre countryfans, der ikke nødvendigvis går i støvler og hat.
Adia Victoria: delta blues, punk-rock og hekseri
Som hvis Eartha Kitt og Screamin’ Jay Hawkins havde fået et barn i en Faulkner-roman, træder South Carolina-fødte Adia Victoria ind på scenen i Ideal Bar omsvøbt i sydens mystik og tykke mosetåger. Med vilde, spjættende øjne og klædt i en nærmest kirkelig ankel-lang sort kjole, et smalt crucifix og knaldrøde, høje cowboystøvler med blankskinnende stålspids, leverer hun som åbner en langt mere syrerocket version af Far From Dixie end den kan findes på hendes seneste album. Der lægges an til showets temaer – mørket under overfladen i sydstaterne, knuste parforhold og Amerikas skjulte skæbner, som hun med hæs alto igen og igen gentager nummerets refræn: Mom, I’m far away from Dixie, understreget ved sangens afslutning med et kast med hovedet og ordene: THAT’S how you play that fucking song.
Forventer man den drømmende, lavmælte folk-sangerinde fra hendes plader bliver man svært overrasket over Victoria’s live-act, der i virkeligheden er mere punkrock end noget andet. Overdøvende, tungt distortede guitar-riffs akkompagneret af en storsvedende, nærmest dæmonisk intens vokal-præstation, hvor Victoria adskillige gange ender på knæ eller på ryggen imens refræner hæst bliver tyret ind i mikrofonen – hendes adskillige referencer under showet til dæmoner og hekseri sat i stærk kontrast til hendes opvækst i Adventist-kirken i det dybe syd.
Manisk og magisk, under et tæt lydtæppe, leveres nogle af de formidabelt simple linjer, der bærer hendes diskografi: I asked the conductor, “Sir, won’t you let me ride?” / He said, “Baby girl, this ain’t my world, train ain’t nothing of mine”. Det besnærende tætte, solblegede forhold til sydstaternes historie, med blues, slaveri og bundløs fattigdom, møder en tidløs og voldsom rock’n’roll, med en dertilhørende poetik og scene-tilstedeværelse, der ville gøre sig lige så godt i Ungdomshuset som på Orange Scene.
Suppleret af høj-kvalitets moderne bluegrass fra Mipso og en kampsvedende dansefest af en soul-prædiken fra den knuselskelige duo bag War and Treaty, rundes lineup’et fandens godt af på dag 1. Hvor valget af venue måske ikke er ideelt, med få områder til bare at være til stede imellem Lille Vega og Ideal Bar, og gennemsnitsalderen er skuffende høj, er der lagt i skuffen til en virkelig fin festival.
