CPH Americana, dag 2: forskellen på en koncert og et show med Courtney Marie Andrews og Shovels & Rope
Kan man sende litteraturanmeldere på country-festival? LitteraturNu har gjort forsøget, og dækker denne weekend Vega’s nye festivalsatsning CPH Americana. Første del af dækningen kan findes her.
Fredag på CPH Americana byder fra første act på langt bedre publikumtilslutning end torsdag; hvor gårsdagens åbner William Prince knapt fik Lille Vega fyldt en fjerdedel op, er der i dag mennesker fra væg til væg kl. 19 til Courtney Marie Andrews. Dog er det en skam, at gennemsnitsalderen hos publikum ikke er lavere – Americana er vel snart sagt den eneste musikgenre, hvor det er muligt at afholde en festival, hvor kunstnerne i gennemsnit er tyve år yngre end deres tilskuere. Tønder Festivals forbandelse med uddøende tilskuersegmenter kan tydeligvis sagtens oversættes til København, hvilket egentlig er utroligt. For der findes virkelig ikke dygtigere sangskrivere noget sted, end man finder på den amerikanske Folk-scene.
Courtney Marie Andrews: når talent ikke rækker langt nok
Jeg hader at skulle skrive dette her. For jeg elsker virkelig Courtney Marie Andrews. Hun er uden tvivl én af de dygtigste singer/songwritere i den niche af scenen, hun bebor, og har konsekvent udgivet fandens god Folk siden hendes karrieres begyndelse i 2016. Men hendes koncert, der åbner fredagen på CPH Americana i Lille Vega, bliver desværre et eksempel på, hvornår sangskrivning og talent bare ikke rækker langt nok.
Udover enkelte strålende øjeblikke, når Andrews simpelthen ikke udover scenekanten i løbet af sit timelange show. Når hun (sjældent) taler til publikum, er det lavmælt og tøvende, og trods indøvet og smuk vokal, overskygger hendes tydelige træthed den forbindelse, der burde være mellem hende og tilskuerne. Hun fortæller, at det er hendes første show med liveband siden 2020, og det kan desværre mærkes – bandet formår i højere grad at tilstøve og overdøve Andrews’ simple, smukke lyrik end omfavne den, og det er uklart, hvorfor de egentlig er der.
Man får klart fornemmelsen af, at hun havde stået stærkere alene med en guitar og sin stemme end med det næsten generiske backing-lydtæppe. Værre endnu sker det adskillige gange, at den kombinerede leadguitarist og pianist simpelthen spiller forkert, med nogle enormt dårligt valgte og dårligt benyttede pedaleffekter og følgende bekymrede blikke fra frontkvinden. Det er pinligt.
Courtney Marie Andrews er dygtig, og har nok kæmpet med en kombination af jetlag og et grønt backing-band, og det er ærgerligt, men sådan er det. Alle spiller dårlige shows. Man ville dog have ønsket, at hun havde forsøgt at kommunikere dette til publikum, i stedet for bare at trække sig længere ind i sig selv som koncerten fortsætter, og endelig forlade scenen praktisk taget ordløst. For trods det stærkt middelmådige show, var det tydeligt, at mange var der specifikt for at se hende – og mange stod med hånden på hjertet og stjerner i øjnene, selv uden at blive mødt af Andrew’s. Den kunne godt være reddet, men det blev den ikke.
Shovels and Rope: uapologetisk fanbrev
Jeg vil på forhånd sige undskyld til mulige professionelle musikanmeldere for denne anmeldelse. Den kan i bedste tilfælde ses som et blødende kærlighedsbrev til Shovels and Rope og i værste tilfælde som en skriftlig illustration af en eksiljyde, der ikke kan få armene ned.
Duoen, der består af Cary Ann Hearst og Michael Trent, er ren power fra det øjeblik de træder ind på scenen i Lille Vega. De skiftes helt naturligt til at spille hhv. trommer og synth, guitar og klaver, mens de (sjældent i harmonier) spiller sange fra deres nye album Manticore. Der er noget vanvittigt intenst og næsten fatalistisk over koncerten, duoen og ikke mindst teksterne. Tag for eksempel verset her fra The Human Race fra Manticore:
I had a bad dream where all my teeth / Crumbled in my hand / I could explode upon command / Dissolve right where I stand / In the darkest corners of my mind / I wanna feel the sunshine / Cut free the ties that bind / Figure out what I seek to find.
Energien, de bringer ind i sange som den her, er lige til at blive høj af. Jeg plejer (på godt og ondt, men mest ondt) at sige, at USA er en feberdrøm. Shovels and Rope er en feberdrøm på syre, serveret direkte fra Charlestons intense hede.
Teksterne fra den nye plade centrerer omkring desperationen, der er afledt af pandemiens nedlukninger, polarisering og klimaforandringer, der alt sammen kondenseres i Divide & Conquer, hvor de blandt andet synger:
All that time we spent together / What once could fly / Now just a fallen feather / Then the sickness came / Then came the weather / Tossed and torn ’till we came untethered / What did we learn? / What did we reap? / We both took turns / Now the hill’s too steep / I’ll take the boy / You take the daughter / It just made sense / Divide and conquer
Det er et tostemmigt fatalistisk råb, der med både sangene fra Manticore og titelsangen fra albummet O´ be Joyful leder tankerne mere hen på Southern Gothic end klassisk folk eller Americana.
Sidst skal det nævnes, at det var enormt befriende at opleve så intens en koncert i en sal (der i modsætning til torsdagens shows) var fyldt op med et energisk publikum, der (lige så meget som Shovels and Rope) havde savnet liveshows.
