CPH Americana, dag 3: Far-rock og arbejderhistorie med Heartless Bastards og S. G. Goodman
Kan man sende litteraturanmeldere på country-festival? LitteraturNu har gjort forsøget, og dækker denne weekend Vega’s nye festivalsatsning CPH Americana. Første og anden del af dækningen kan findes her og her.
Det er svært ikke at sammenligne stemningen på CPH Americana med Danmarks anden store Folk-festival, Tønder. Gennemsnitsalderen er nær den samme (omkring de 50+), og man oplever den samme nærmest overforsigtige hjertelighed og venlighed fra tilskuerne trods det intense musikskema. Med det halv-lave billetsalg er salene aldrig proppet, man kan ikke gå mange meter uden at blive spurgt af en fremmed, hvad man syntes om de sidste par acts, og da jeg (redaktør nr. 1) på et tidspunkt kommer til at vælte nogens flere hundrede kroner dyre kande øl, sker det helt vanvittige, at øllens ejermand undskylder til MIG for at have placeret den uheldigt. Der er måske noget ved den tunge sentimentalitet og lovprisningen af livets små mirakler, der gennemsyrer Americana-genren, som gør folk lidt blødere i det, end de ellers ville være en lørdag aften på Vesterbro.
S. G. Goodman: Kentucky ind til benet, arbejder for livet
Af uransagelige årsager har man valgt at starte lørdag på CPH Americana med festivalens første koncert i Store Vega – kl. 17 om eftermiddagen. Om så der var meldt udsolgt i marts, tvivler jeg på, at man kunne have fyldt husets største scene, og da slet ikke før mørkets frembrud. Alligevel sker der noget næsten magisk til S. G. Goodmans første europæiske show nogensinde.
Med en sal, der ikke engang er fyldt til en tiendedel af kapacitet, og en scene, der virker underligt tom med kun Goodman og hendes guitarist, Mikey, til at indtage den, opstår et enormt intimt rum. Lyden er selvfølgelig fænomenal, da der ingen kroppe eller stemmer er til at ødelægge akustikken, og der er så kort mellem tilskuer og kunstner, at selv en hvisken eller et uforsigtigt fodtrin ville kunne høres i hele salen. Det giver indtryk af, at der faktisk ingen distance er imellem os, og folk er opmærksomme på dem selv og deres larm, ligesom Goodmans intense Kentucky drawl udfylder stilheden med afmålt elegance.
Som et Mississippi Delta-sidestykke til torsdagens pseudo-punkkoncert med Adia Victoria mærker man her en singer/songwriter med en anden kant end mange af de andre, blødere sangskrivere til stede i weekenden. Goodman er ældre og hårdere i filten, opvokset i en Southern Baptist landmandsfamilie som homoseksuel kvinde, og indtager sit første danske show med provinshærdet skråsikkerhed. Hendes høje og febrilske countrysanger-stemme står i kontrast til hendes langsomme, dybe tale. Hun arbejder sig igennem en fadøl med elguitar om halsen, mens hun fortæller om fagforeningskampe i kulminerne og om at tro på radikale forandringer i Syden. Hendes nye plade, Teethmarks, bliver spillet igennem med enkelte tilføjelser fra de tidligere udgivelser, og det er tydeligt, at hun, som det unikt ofte er sandt indenfor lige denne genre, kun bliver bedre med alderen.
Heartless Bastards: “Americana” som min far ville sætte pris på
Koncerten starter ellers perfekt. Erika Wennerstroms rustne stemme og guitar åbner op med de indledende verselinjer fra åbningsnummeret Revolution fra den seneste plade A Beautiful Life. Langsomt bygges nummeret op og før man ved af det står man midt i en psykedelisk rocksump, hvor den eneste livslinje er Wennerstroms stemme, der gentager:
The revolution´s on your mind
The revolution´s on your mind.
Det er smukt, voldsomt, en smule banalt og en smule ømt, hvorfor det er ærgerligt at der er problemer med feedbacken, som ikke forsvinder, før de første fem numre er spillet. Wennerstrom er en garvet musiker, og der er et godt samspil mellem frontkvinden og resten af bandet, hvor mange af numrene fra den seneste plade bærer præg af lange psykedeliske guitarsoloer.
Hvis man er til farrock, hvilket publikummet – minus min sidemand, der skrider – i høj grad er, så er det her stedet at være. Derfor er det ærgerligt, at der er tekniske småfejl: midt i koncerten mangler bandet lyd på den akustiske guitar og det punkterer den intime stemning, at man desværre bliver nødt til at rette op på teknikernes fejl eller udrede misforståelser fremfor at spille videre eller fortælle om historierne bag numrene.
Nå. Hvis man ser bort fra de tekniske problemer, så leverede Heartless Bastards en solid koncert: i modsætning til et par af de tidligere acts på festivalen, så var der god koordination mellem frontkvinden og hendes band, hvilket gjorde det en fornøjelse at lytte til singler såsom åbningsnummeret Revolution, Only for You (fra albummet Arrow), eller Letting Go. Igen var det en skam at salen i Store Vega knapt var en fjerdedel fyldt: i modsætning til S.G. Andrews, der tidligere slap af sted med at lave en intim atmosfære med sit lille publikum, så havde det klædt Heartless Bastards med en fyldt sal.
