CPH Americana, dag 4: Battle of the Bands med Felice Brothers & The Dead South
Kan man sende litteraturanmeldere på country-festival? LitteraturNu har gjort forsøget, og dækker denne weekend Vega’s nye festivalsatsning CPH Americana. Første, anden og tredje del af dækningen kan findes her, her og her.
The Felice Brothers: Hvad sker der, når Jesus ikke kan tage rattet?
Det er søndag. Klokken er 19 og vi træder ind i en næsten tom sal på Store Vega. Der går et par minutter før The Felice Brothers lusker ind på scenen. Bandets kerne er brødrene Ian Felice på vokal og guitar og broren James Felice på klaver, harmonika og vokal. Parret giver indtryk af hund og kat: Ian passer ind på en halvtom scene med sin slidte grå T-shirt og udtrådte sneakers, mens James fremtoning er langt mere karismatisk, værtslig og med harmonikaen over sine brede skuldre ligner han en quarterback, der hver fredag spiller folk i en vilkårlig lille flække i Georgia.
The Felice Brothers er (med god grund) kendt for sine suveræne sangtekster, der blander kynisk samfundskritik og en næsten beatagtig tilgang til apokalypsens udeblivne klimaks, der i stedet efterlader lugten af en metanholdig prut induceret af et økologisk kollaps. Det bliver tydeligt understreget med deres åbningsnummer Jazz on the Autobahn fra det senest udgivne album From Dreams to Dust.
For hvad sker der, når Jesus ikke lige holder rattet? Når der ikke er nogen andre til at fortælle hvad vej man skal tage? Hvad der kommer til at ske, når USA´s fald i slowmotion slutter med et brag? The Felice Brothers giver et bud på det:
There will be no drag racing through the bombed out streets neither
No shareholders will be orbiting the earth, man neither
It will be hard to recognize each other through our oxygen masks
The successful sons of businessmen will set their desks on fire
While five star generals of the free world weep in the oil-choked tide
Det er med tekster som dette her, at jeg, nu hvor tømmermændene har lagt sig, tænker at det virkelig er beatlitteratur, som The Felice Brothers bedriver på mange af sangene fra From Dreams to Dust. Tag for eksempel det her uddrag fra We Shall Live Again:
The dining car is filled mostly with Victorian-era ghosts
And some sharpshooters firing at angels like startled ducks on the horizon
[…]
Remember Hegel, that beautiful son of a bitch
Or Marcel Proust, you thought he ruled the roost
He’s drinking a drink that’s black as ink
Watching a candied cherry sink
It’s like the sorrow of the world distilled
Jeg skal være ærlig og tilføje, at jeg på grund af entusiasmen for deres sangtekster næsten kunne være ligeglad med, hvordan koncerten gik, men så også kun næsten: for det var ærgerligt, at de ikke havde nogle blæseinstrumenter til at akkompagnere Ians hæse stemme. Lidt ironisk gjorde det faktisk ikke noget, at Store Vega også på sidste dag var halvtom til koncerten. The Felice Brothers er den slags band der også sagtens kan nydes med diskrete tømmermænd, mens man bæres gennem lydbilleder af et ødelagt og fragmenteret Amerika, hvor snigskytter jager engle side om side med søvnløse nætter på Colorados mest usle motelværelser.
The Dead South: et underligt diskant brag af et show
Lad mig gøre klart med det samme: The Dead South er fandens dygtige. De er velsagtens verdens største Bluegrass-act lige nu, uofficielle arvtagere efter legendariske Devil Makes Three, og det kan uden tvivl mærkes hvorfor, når de lukker Store Vega på CPH Americana’s sidste dag.
Firkløveret på henholdsvis banjo, guitar, mandolin og cello indtager scenen til festivalens første fyldte sal, og 500 mennesker, der rytmisk stamper i gulvet. De slår an til at spille én af deres mange, lynende hurtige jigs, og det kan tydeligt mærkes, at de er vant til det. Lyden er fabelagtig, bandet er tight og publikum er med.
Og alligevel er der noget, der ikke helt spiller. Det er måske bare mig, der er blevet gammel og sentimental, men efter fire dages intenst sangskriver-jamborée, med nogle af USA og Canadas dygtigste tekstmagere og intime, magiske små rum med storslået poesi, kommer The Dead South’s kommercielle power-Bluegrass simpelthen til at fremstå lidt krukket.
De er den eneste act på festivallen med sceneudsmykning (fire to meter høje, truende lyssætninger, formet som kirkevinduer og med ikon-relieffer af hvert bandmedlems signatur-halsudsmykning), og den eneste act med en vaskeægte koreografi. Deres sange handler også om provinsen, om syden, om cowboys og kampdruk, men det er i en poleret, æstetiseret udgave, uigenkendeligt fra de dybt personlige og politiske fortællinger, weekenden ellers er gået med.
Og noget andet skurrer endnu mere forkert i ørerne. Danny Kenyon, bandets cellist, blev for få år siden anklaget for adskillige seksuelle overgreb, som han også siden stort set indrømmede at have begået. Efter et år ude af bandet, blev han inviteret tilbage, uden meget andet kommentar fra TDS’ team end at det bare ikke var det samme uden ham.
Med dét i mente falder meget af gruppens lyrik lidt tungere end ellers: I don’t feel no more / I just want liquor and dirty whores gentaget i det uendelige i That Bastard Son. Eller den decideret usmagelige Banjo Odyssey, som gruppen, blottet for selvironi, vælger at afslutte showet på, der fortæller om bortførelsen, voldtægten af og mordet på fortællerens kusine: I guess she’s my cousin / but she needs some sweet lovin’ anyway. Misantropi og livets grimmere facetter er fast inventar i moderne Bluegrass, men det fungerer kun, når det leveres med enten dyb sympati, dyb ironi eller poetisk gesjæft. De vil gerne være punkrock – og det er virkelig ikke særlig punkrock.
Alt i alt leverer The Dead South en formidabel afslutningskoncert, det er der ingen tvivl om. Men den intense autencitet, der ellers har defineret resten af festivalen, er ingenlunde til stede i salen.
CPH Americana: En epilog
CPH Americana er overstået, og har uden tvivl levet op til dets formidable lineup. Trods aflysninger, svindende billetsalg og halvdårlige venue-valg har det dansk-svenske samarbejde leveret en overlegen samling af nogle af verdens dygtigste sangskrivere og lyriske poeter – og her er måske et godt tidspunkt at besvare, hvorfor et litteraturmagasin sender anmeldere til en country-festival.
Svaret er så simpelt, at moderne country, folk, bluegrass og blues simpelthen ikke nyder den respekt, de bør, hverken i musikkens eller lyrikkens verden. Få andre genrer har formået at genopfinde sig selv så mange gange med så simple værktøjer, og ingen andre leverer så konsekvent høj kvalitet af sangskrivning i så stærk en tradition.
I Americanaen er man ikke bundet af de storslåede op- og nedture, hyperindividualismen eller den urealistisk dramatiske kærlighed, der præger pop- og rockmusikken. Man er heller ikke forfaldet til den stadig mere uigennemsigtige modernisme, der kontinuerligt genopfinder Indie-scenen. I stedet har man en ældgammel værktøjskasse af hyperamerikaniseret billedsprog og poetik, der beskriver glemte skæbner, livets små mirakler og de følelser, der er så grimme eller så komplekse, at de kun kan indfanges på vers. Det er ikke akkorderne eller instrumenterne, der samler Americanaen som en paraplygenre; det er den evigt genkendelige landevejsmytologi, der kan samles i uendelige konstellationer, der aldrig har været ny og aldrig bliver gammel. Dét er Folk, og det er fedt.
