Damenovellen slår til igen
Anmeldelse af Vilhelmine Zahles Vildsomme veje
Forlaget Escho, september 2024
I denne nyudgave kommer et litteraturhistorisk og banebrydende værk til sin ret. Omslaget af Simon Bukhave er så flot at flere af mine venner allerede har spurgt hvad det var for en smuk bog, der lå på mit bord. Vi er i en tegning på vej ud ad en mudret grusvej omgivet af insekt- og planteliv. Farven glider nænsomt fra gullig jord op til pink himmel. Centrum er dækket af en piktogram-agtig solop- eller nedgang i sort/hvid, og en tjørnet skrift staver Vildsomme Veje, og forfatterens navn: Vilhelmine Zahle.
Omslaget passer perfekt til indholdet. Det viltre, der møder det polerede; elegancen og det inddragende blandet med det uforsonlige. Et værk som er så stort og så småt på samme tid. Med serien Gule Roser er forlaget Escho i gang med at rode op i litteraturhistorien og præsentere genrelitteratur på en måde som typisk har været forbeholdt den ’finlitterære’ modernisme og realisme. Som forlaget selv skriver, ”At 99% af den kulørte litteratur var noget lort, skal ikke ligge den ene procent til last.” Og her er der så tale om den ene procent. I deres samtid betegnede Edvard Brandes teksterne som ’damenoveller’, men eftergav samtidig at de fortjente mere litterær anerkendelse end sådan nogle normalt fik. I denne udgave er værket ledsaget af et skarpt kontekstualiserende efterord af Dag Heede.
Bogen udkom oprindeligt i 1890 og har primært været kendt for at være en af nordisk litteraturs første skildringer af ’kvindekærlighed’ – en kvindes forelskelse i en kvinde. Forfatteren Vilhelmine Zahle (1868-1940) var kun 21 da hun skrev den. Siden kastede hun sig over andre beskæftigelser og efterlod os altså alene med Vildsomme veje, en lille samling bestående af to lange noveller. Det er den første af disse, ”Også en kærlighedshistorie”, der indeholder den berømte forelskelse, men begge noveller er veloplagte og nærværende læsning.
I ”Også en kærlighedshistorie” følger vi den unge Martha, der er forelsket i veninden Edith, som er nogle år ældre end hende selv og meget smuk. Af en eller anden grund – datidens stigmatisering af homoseksualitet? Udbredte Hollywoodtroper i skildringer af ’den forbudte kærlighed’? – forventede jeg en æstetisk tilbageholdenhed, en gennemgående underspilning af det homoseksuelle begær, som kun kunne udtrykkes i subtile antydninger af romantik, sigende blikke, dybe, længselsfulde åndedrag. Men Zahle lader ikke sin fortælling leve op til nogle af disse klichéer. Hvor er det befriende at Martha ikke lægger fingre imellem, men slet og ret tilkendegiver sit begær til både Edith og læseren.
”Ja, jeg ved, det er det almindeligste, at mand elsker kvinde, og omvendt – men har hvert menneske mon ikke sin særegne natur, som det er nødt til at følge? Jeg spurgte ikke, om du var en mand eller en kvinde, Edith, da jeg første gang så dig. Du blev mig straks kærest af alle; jeg vil aldrig kunne elske andre, enten det så er naturligt eller unaturligt!”
Som læser er man på intet tidspunkt i tvivl om Marthas følelsesliv. Fortælleren lægger det hele på bordet fra første side, og det samme gælder Edith, der gengælder Marthas venskab, men ikke hendes forelskelse. Da Edith bliver forlovet og gift, bliver Martha selvfølgelig dybt såret, og igennem resten af fortællingen vakler hun mellem selvmordets afgrund og resignationen til et liv inden for samfundets normer.
Det er bemærkelsesværdigt, at en så pionerende tekst vover at være så bramfri med sit indhold. I stedet for en vævende ’elsker hun mig, elsker hun mig ikke’-problematik bliver der fra start sat skarpt på den simple og nådesløse frustration i at bære rundt på en kærlighed, der hverken afspejles i samfundet eller i den, man elsker. Både fortælleren og Martha selv er totalt bevidste om hvilken prekær situation hun befinder sig i.
Teksten er meget fokuseret på sit emne, og viger nærmest ikke fra det på noget tidspunkt. Næsten alle beskrivelser og samtaler drejer sig om forelskelsen og ulykken, men gør det med sådan en elegant nådesløshed, at jeg ikke når at blive træt af det, før novellen slutter.
Det samme gælder den anden novelle, ”I sommerferien”, som på Jane Austensk vis handler om valget mellem følelse og fornuft. Unge Valborgs forlovelse er fornuftig men passionsløs, da hun under et ophold på landet møder og forelsker sig i en anden. Det viser sig at denne er en notorisk kvindebedårer, men alligevel føles oplevelsen meningsfuld for Valborg, fordi hun for et kort øjeblik får lov at mærke, hvad det vil sige at være forelsket, inden hun, ligesom Martha, må affinde sig med et liv inden for andres rammer.
Kritikken af patriarkatets besnærende forventninger til unge kvinder er tydelig og effektiv gennem hele det korte værk. Zahle stiller på nærmest skematisk vis nydelsen og den dybfølte kærlighed i opposition til den såkaldte fornuft og det som samfundet har vedtaget er ’naturligt’. Fortælleren siger det så tydeligt som det kan siges:
Hver gang Martha havde talt og opført sig sådan som en indre trang bød hende at tale til og opføre sig overfor Edith, uden at overlægge, bare givende sig hen i sin kærlighed, da havde Edith kaldt hende affekteret, overdreven, hysterisk, – men når hun lagde vold og bånd på sig, gjorde forfærdelige anstrengelser, spillede komedie og lavede og manøvrerede med sig selv for at ligne ”andre unge piger”, ja, så hed det: ”ja, der kan du se, Martha, – du er i grunden sådan en sød og naturlig lille pige.”
Selv om novellernes kritiske budskab vel næsten ikke kunne være tydeligere, lykkes de på imponerende vis med samtidig at være frustrerende, medrivende fortællinger fulde af litterært overskud, hvilket bare bliver mere bemærkelsesværdigt når man tænker på, at forfatteren blot var 21 år gammel. Jeg ville kun ønske at Zahle havde skrevet flere bøger, og udfoldet sine evner og sin skarpt kritiske stemme over for eksempel en hel roman, eller i flere noveller som disse. Men man må tage hvad man kan få, og i Vildsomme Veje – og ikke mindst i denne lækre nye præsentation – får man en fint glitrende læseoplevelse, både til følelserne og fornuften.
