Danmark er et fjeld-land – Roger Pihl GUIDE TIL DANMARKS BJERGE
Din omgangskreds vil finde den hip, dine forældre vil more sig, dine bedsteforældre vil nyde billeder og beskrivelser, mens du selv vil få lyst til at bestige Danmarks toppe: GUIDE TIL DANMARKS BJERGE er en perfekt gave til alle.
Den norske fjeldvandrer Roger Pihl, har, som måske den første i verden, besteget alle danske toppe over 100 meters højde. Det førte til bogen GUIDE TIL DET DANSKE HØYFJELLET, der nu er kommet i dansk oversættelse. En enestående bog der er rig på beskrivelser, grundig research, danmarkshistorie, gamle digte, godt humør og vanvittigt smukke billeder. Pihls projekt kan sammenlignes med, da Pablo Henrik Llambías med udgangspunkt i sine fotografier af landets 275 rådhuse skrev 90’erne bedste danske bog: RÅDHUS.
Kort sagt er GUIDE TIL DANMARKS BJERGE en hyldest til landets højeste punkter. Til at begynde med kan man tro, at det hele er en stor spøg, men forbløffende hurtigt accepterer man præmissen: At Danmark har bjerge. Det er Pihls store fortjeneste og skyldes, at han er så loyal overfor sine elskede danske fjelde. Det er derfor uden antydning af ironi, at man selv begynder at tænke ‘Wauw, nu er vi langt oppe’ eller lignende, når man læser om højder på 137, 104 eller 162 meter.
Bogen er dog i allerhøjeste grad skrevet med et glimt i øjet, for Pihl benytter flittigt en underspillet humor og en afdæmpet og let benovet tone, der giver mindelser om landsmanden Erlend Loe:
– Jeg kan ikke gøre for det, men når jeg står på steder som dette, ønsker jeg at jeg kunne rejse i tiden og i hurtig tilbagespoling se hvordan en flere kubikkilometer stor isbræ formede landskabet. For en småbørnsfar der har anlagt en beskeden sandkasse til sine søde små afkom, er det ufattelige kræfter der har været i gang. Ufattelige, uvirkelige og utrolige.
Der bruges meget plads på Danmarkshistorien, for Pihl forklarer hvorfor bjergene har fået deres navne, hvilken rolle de har spillet i folks bevidsthed, hvem der har ejet dem, hvorfor der står sten og statuer på toppene etc. Det gør han klart og spændende, og det er tankevækkende, at årene 1848 og 1864 næsten hver gang viser sig som meget vigtige. Pihl formulerer det ikke eksplicit (måske fordi det er norsk børnelærdom), men det er tydeligt, at udover Grundlov, flag, nationalsang og sprog er naturen et meget vigtigt element i nationsdannelsen. Derfor blev Danmarks bjerge i det 19. århundrede pludselig tillagt betydning, hvor de før kun havde tjent visse praktiske formål (fx som bålpladser).
Prikken over i’et er bogens mange fotos. Ofte fandt jeg mig selv tvivlende: Er der her virkelig fra Danmark? Er der manipuleret med billedet? Men nej, Danmark er bare et sindssygt smukt land, hvad enhver kan og bør forvisse sig om, når han undslipper alfarvej. Pihls fremmeste pædagogiske pointe er, at det altså ikke er tal, der afgør om noget er imponerende, beundringsværdigt eller berigende. Som han skriver om Himmelbjerget:
– Bjerget når ikke ligefrem op i himlen, selv om afstanden til himlen i praksis er lige så lang (eller kort) som den er fra Galdhøpiggen.
Bogen har fortjent at første oplag bliver revet væk, og Pihl har så fortjent, at de danske udgivere rent faktisk læser korrektur inden et nyt oplag trykkes. De mange trykfejl er eneste minus i denne sag.
