Danmarks første Facebook-roman – Anette Andersen, Anne-Marie Vendler, Claus Christensen, Dorthe Annette Hansen og Margit Hedelund DØDENS FOTOGRAF
Ofte er fortællingen om en bog mere interessant end fortællingen i bogen. Sådan forholder det sig også med DØDENS FOTOGRAF. Romanens fem forfattere har mødt hinanden over Facebook, bogen har de skrevet uden nogensinde at have mødt hinanden.
Citat
Hun havde dog ofret en del penge på en bærbar pc, den røde Acer Ferrari, som stod og tronede på spisebordet. Hun havde længe ønsket sig sådan én, alene farven var nok til, at hun måtte eje den. Sara elskede den dramatiske røde farve, der havde det hele; kærlighed og krig, liv og død. Hun havde altid vidst, at det var hendes farve. Sara skævede over på sit røde lyn og kunne mærke, at det kriblede i hende. Hun måtte lige tage et hurtigt kig på sin facebook-profil, inden hun skulle ud af døren.
Der er noget umiddelbart sympatisk over tilblivelsen af DØDENS FOTOGRAF, ikke alene har forfatterne aldrig mødt hinanden uden for Facebook, de har heller ikke aftalt handlingen på romanen, før de gik i gang med at skrive. Jeg forestiller mig, at romanen er skrevet efter samme model som de tegnelege, man lavede som lille, hvor man tegner et hoved, folder papiret og sender det videre til sidemanden, der så tegner en krop, folder papiret igen og sender det videre, og så videre, indtil fødderne er tegnet, og man kunne folde papiret ud og se det færdige monsters usammenhængende legemsdele.
Sådan forestiller jeg mig, at de fem forfattere har skrevet DØDENS FOTOGRAF, og det tror jeg, de har haft det rigtig sjovt med. Desværre er det engagement, det trods alt må have krævet at fører projektet til ende, og de muligheder, der ligger i denne form for skriveeksperiment, ikke kommet med i bogen. Plottet i krimien hæver sig ikke over det banale: de onde er skurke, og de smukke er gode.
Glæden ved skrivearbejdet skinner heller ikke igennem, der er ikke meget humor eller selvironi at spore i teksten, men det kan selvfølgelig have været et bevidst valg, det er trods alt en krimi. På den anden side, når de lader heltinden være kvinde, attraktiv, single, journalist, midt i trediverne og desuden har en sidehistorie om trafficing i København, kan man godt savne et blink eller et vink-vink til de klicheer, der så ivrigt trampes rundt i. Muligvis er det en konsekvens af den valgte genre – krimien har, af alle genrer, brug for et gennemtænkt plot, ikke et man finder på undervejs.
Facebook spiller naturligvis en væsentlig rolle i romanen, eftersom det er forfatternes eneste fælles referenceramme. Sara, romanens hovedperson bruger flittigt Facebook som en datingprofil, men en dag finder hun en af sine tidligere flammer myrdet ’irl’. Som plottet udfoldes, lærer Sara, at Facebook ikke kun er et sjovt socialt værktøj, men også kan skaffe dig en morder på halsen. Denne løftede pegefinger (der sikkert ikke er ment så slemt, men alligevel står og vibrerer) får plottet til at virke gammeldags og begrænset. Hvorfor ikke udnytte Facebooks muligheder for kommunikation og for at se forbindelser mellem mennesker, man aldrig selv havde set?
Når det er sagt, er DØDENS FOTOGRAF stadig et bevis på, at litteraturen kan bringe mennesker sammen. Den er blevet til på facebook, og dens fangruppe tæller pt. 268 medlemmer, og har altså også ført flere mennesker sammen end bare forfatterne. Det er ikke det værste, litteraturen kan gøre. Men næste gang de fem forfattere mødes for at skrive en roman, skulle de overveje at vælge en genre, hvor foldeteknikken arbejder mere til deres fordel, jeg foreslår en terningeroman eller en brevroman, find selv på flere.
