Dansk folkeparty – Claus Deleuran THORFINN
Hvis man er ved at brække sig over julen, folkekomedier, livsstilstillæg, skyklapper og i det hele taget alt, hvad der er rødt og hvidt og sødt og skønt, så skal man læse THORFINN. Så dansk som noget og alligevel sjov, klog, god, åben og total beat.
THORFINN er, hvis nogle ikke skulle vide det, Claus Deleurans første tegneserie fra starten af 70’erne. Deleuran var frem til sin død i 1996 stjernen inden for dansk tegneseriekunst. THORFINN selv er en døgenigt, en omflakkende eventyrer.
En antihelt, der ikke er tynget af moral eller arbejdsiver, og som fx gentagne gange på det skammeligste forsøger at stikke af fra heltinden. Han er en knægt, der hurtigt keder sig, når alt er som det plejer. Hvad det som regel er ude på landet. Hvis man altså regner sørøvere, lindorme omkring kirken, alkoholiserede helgener og deslige for ’plejer’.
Deleuran formåede at krydre sin røverhistorie, hvor handlingen nok ikke var planlagt i alle detaljer fra starten, med en enorm viden om myter og fortid, med aktuelle politiske kommentarer og ikke mindst med præcise portrætter af danskerne. Det er især de sidstnævnte, de mange suveræne bipersoner, der gør THORFINN til en klassiker.
I Deleurans Danmark løses problemerne som regel, når bare man får en håndbajer, og de fordufter i hvert fald helt, hvis der samtidig kommer lidt galare i piben. Venstrebønder, flippere, grundtvigianske præster, arbejdere og soldater er i bund og grund komiske og joviale størrelser, som man ikke skal tage for alvorligt: De er jo bare danskere. Her er de gode ikke alt for gode, men de onde er til gengæld ikke rigtig onde. Da Thorfinn fx for sjov skyld forsøger sig som bankrøver, bliver hans bande stoppet at to politimænd, der med strenge blikke advarer: – Det her er mindst til en bøde, venner.
Det var Deleurans første store tegneserie, og stilen er i starten lidt rodet, samtidig med at de enkelte ruder kan virke noget udtværede. Der er ingen tvivl om, at han var inspireret af de amerikanske undergrundstegneserier, hvor man brød grænserne, både samfundets og billedkunstens.
Frem for klassisk æstetiske målestokke, handlede det nu om en ting: At tegninger og historier var fulde af personlighed. Og hvad det angår, er der meget få, der overgår Deleuran. Derfor overbeviser stregen også lige fra starten, trods begyndelsens tekniske småproblemer, og han kom hurtigt til at danne skole blandt danske tegnere og illustratorer i 70’erne og 80’erne. Når det fungerer bedst, kan den enkelte rude næsten stå alene med sin komposition, sine detaljer og sin version af historien.
THORFINN er således, foruden morsom og begavet underholdning, et stykke dansk kulturhistorie; og her dækker begrebet ’kultur’ såvel folklore og nationalkarakter, som den fineste billedkunst.
