Dansktimens lyksaligheder – Gyrðir Elíasson MELLEM TRÆERNE
Heri ligger alverdens dansktimer gemt. I prisvinderen MELLEM TRÆERNE påvirker novellernes personers indre ensomme tilstande de ydre omgivelser, så overnaturlige hændelser og symboler knopskyder, og der ikke er et dansklærerøje tørt.
Citat
Far og jeg var i sommerhuset fra sidst i maj til ind i september. Jeg ved ikke, hvor mor var imens, og spurgte aldrig til hende. Det var en form for stiltiende overenskomst imellem os ikke at tale om hende. Det regnede meget den sommer, og mange dage sad jeg indendørs og læste. De fleste fik jeg i læseforeningen i fiskerflækken, som havde åbent én gang om ugen sommeren igennem. En af de bøger, der greb mig mest, var Den røde tåge.
FORSVUNDEN SOMMER
MELLEM TRÆERNE består af 47 små noveller på i gennemsnit 3,5 side hver, og selvom den verden, de bevæger sig i, er genkendelig, og der f.eks. er et gentagent brug af hunde og transportmidler, er den underliggende stemning sorgfuld og mystisk. Ofte kædes de mange historier sammen, så et element fra den ene historie går igen i den næste. Både hunde og katte, broer, alskens køretøjer og bevægelsen ind og ud af drømme, farver og hoteller gennemsyrer novellesamlingen, der i øvrigt modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2011.
Den litterære balancegang mellem det mystiske og det realistiske kaldes ofte den fantastiske litteratur, men MELLEM TRÆERNE er netop ikke fantastik. Snarere er balancegangen et udtryk for, at både livet selv og den ukontrollable natur kan synes uforståelig og uforudsigelig i menneskets optik, og personernes indre oprørte vande påvirker således den fysiske verden, der dermed bliver fuld af unaturlige og besynderlige begivenheder.
I småhistorierne vrimler det med drømmescenarier, usynlige dyr og vand, der pibler frem umulige steder, mens bogens personer er overordentlig upåvirkede af det mystiske element i det. De undres, ja, men ikke nødvendigvis over begivenhedernes umulighed, der således skriver sig selv ind i et symbolsk kredsløb, som selvsagt kunne give uendeligt lykkelige dansktimer, hvor symbolafklaringer står i kø og kun venter på at blive forløst med et ’Jamen, hvad BETYDER det?’
Enkelte steder er fantastikkens centrale begreb tvivl dog til stede, og jeget i GENSYN er således i tvivl om, han overhovedet er til stede:
– Lige pludselig var jeg ikke længere sikker på, om jeg reelt var kommet hertil med en svagelig far eller alene, eller om jeg overhovedet var der selv.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at GENSYN kan fungere som skabelon for flere af novellerne. I den optræder mange af de ting, der går igen i MELLEM TRÆERNE: En hotelovernatning, glemte bøger på værelset, bilture, drømmeuniverser og stedet Isafjord på Island.
MELLEM TRÆERNE er desuden fyldt med litterære referencer. Lige fra de mere eller mindre åbenlyse dedikationer til ’R.B.’ – den amerikanske forfatter Richard Brautigan (1935-1984), som Elíasson har oversat – til nikket til Kafka i slutningen af novellen HUSBYTTET:
– Så spekulerede jeg for en stund på, om det kunne have været min ven, som havde opgivet den menneskelige tilværelse og ensomhed, der lå forude i dette hus. Jeg vendte om og gik samme vej tilbage. »Hej med dig, Gregor,« sagde jeg lavt ind i hækken, dér hvor jeg havde set billen forsvinde.
Navnet ’Gregor’ refererer naturligvis til Franz Kafkas FORVANDLINGEN fra 1912, hvor Gregor Samsa forvandles til en bille. Netop FORVANDLINGEN kan også fungere som nøgle til læsningen af Elíasson. Dels sammenkoblingen af det realistiske og det urealistiske, dels det, at der i langt de fleste af fortællingerne indtræder en højst uventet drejning og sidst det ekstremt rammende billedsprog, der stilistisk set er både ukonstrueret og indeholder en sorgfuld og smuk fremmedgørelsesæstetik.
De uventede drejninger kan eksempelvis også være fortællervinklen – som i OPRINDELSEN, hvor et spædbarn agerer fortæller og i sin egen optik dermed er i stand til at kommunikere med omverden. Det fører til et par humoristiske øjeblikke:
– Jeg hørte mælkeflasken igen og kom til at tænke endnu mere på mælk, jeg havde lyst til mælk. Jeg kaldte på mor. »Han er begyndt at græde,« sagde mormor. »Han er tørstig, det lille skind,« sagde morfar.
Elíasson er dygtig til at fastholde den vinkel, han har valgt fra starten af, og gøre det med humor og lune, der fremstår uprætentiøst og naturligt. Den stærke fortællestemme er noget, der fungerer godt for danskundervisningens danske darling #1, Helle Helle, og det er noget, der lykkes særdeles godt for dansklærerens nye yndlingsforfatter, Gyrðir Elíasson.
