Af | 19. september 2007

Datamaten er en bog – Peter Adolphsen ENMILLIONHISTORIER.DK

Udover klister- og bogmærker har forlaget Samleren lavet en digital udgave af Peter Adolphsens nye bog EN MILLION HISTORIER. Siden er en gemen reklamesøjle, men også en interessant spejling af den RIGTIGE bog.

På enmillionhistorier.dk findes en miniverison af Peter Adolphsens nye opklippede bog EN MILLION HISTORIER. I forhold til papirudgavens frit sammenflettelige 10x10x10x10x10x10 = 1.000.000 historierstrimler må man i den flash-baserede netudgave nøjes med 4x4x4x4x4x4 = 4096 kombinationsmuligheder. Afsenderen ser altså netversionen som en appetitvækker, en forsmag på den rigtige, egentlige bog. For enden af hver af de 4096 mulige historier, som hver især er trukket ud af papirudgavens 1.000.000, får man et købmandsskilt frem på skærmen med den griske påskrift: ”KØB BOGEN OG LÆS DE RESTERENDE 999.999 HISTORIER”. Besøgende må fattes læderet, hvis det stod til købmændene på Samleren.

Jeg er imidlertid slet ikke så sikker på at papirudgaven er den rigtige udgave og netudgaven den sekundære. Hvor netversionen af EN MILLION HISTORIER taber i valgmuligheder og malplaceret salgstale (for hvor mange penge er det lige man kan tjene på at sælge smal, kuriøs litteratur på dansk?), vinder den på i hvert fald to områder.

For det første er de piktogrammer, der også pryder Marianne Bisballes flotte forside på papirudgaven, taget i brug som ikoner; når man klikker på dem hiver de hver især en tekststrimmel frem i læseruden og ekspliciterer, at EN MILLION HISTORIER er en hypertekst overført til papir. Når man klikker på piktogrammet med vejtromle, kommer således tekststrimlen med et udsagn om, at kunsten er ”kulørte lamper på kapitalens damptromle”. Man kan frit og gnidningsløst klikke tekstbider frem og tilbage, og den visuelle ikonstyring letter hukommelsens arbejde, så man på et spiltsekund kan manøvrere en ønsket tekstbid på plads. Denne mulighed er udnyttet fortrinligt i sitets flotte og minimale finish, og det forstørrer hele konceptets lighed med spil endsige computerspil.

For det andet kan man ved et klik nederst i læsefeltet høre Peter Adolphsen læse en given historie højt. Man kan sætte Peter i gang med at læse op, og så konstruere historien løbende, alt imens fortællestemmen haler ind på én. De knæk, der er mellem de forskellige tekststykker, bliver accentuerede i oplæsningen, da tekststykkerne er indtalt enkeltvis og først forbindes til lejligheden. Mekanikken bliver hørbar i disse pauseringer og trykfald, som lander lige en kende forkert. Robot-Adolphsen gør sig umage med at læse så monotomt som muligt, men kan ikke få de små rytmiske og tonale nuanceringer, som munden laver over hele sætninger, med i sammenkitningerne.

Med sine tværmediale samkøringsmuligheder lægger datamatversionen alen til det stof papirbogen fremviser. Det grafiske interface og afspilningen af forfatterens oplæsning forstørrer omstændigheder, som ligger latent i papirudgaven. Den er også brugstypografi og højtlæsning. I den digitaliserede version er man samtidig hinsides bøvlet med at holde flyvske papirstrimler på plads. Omvendt mangler den glatte skærmflade fuldstændigt den taktile fornemmelse af at have de tykke papirstrimler mellem hænderne. De to versioner, synes jeg, komplimenterer hinanden og afslører midt i den sjove kombinatorik en hel del om, hvilke forskelle og ligheder der er mellem medierne computer og bog: Edutainment!

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kortprosa,

Læs også