Dating i goldt digitalt kaos – Sophia Handler FE


FE er den antiklimatiske fortælling om den virtuelle forførelse og den rammer dér, hvor det gør ondt. Det er en gold beskrivelse af den digitale datingverdens virkelighed, som efterlader plads til refleksion.

Hvordan kan man komme til at savne nogen, man aldrig har mødt? Ved at have drømt om dem. Nogle gange tror jeg, det hele har været en feberdrøm. Nogle gange bilder jeg mig ind, at jeg virkelig har mødt dig. Den kontakt, vi hat haft, hvad har det været, hvis ikke et møde. Det svarer i hvert fald til mere end at have stået i metroen og fået øjenkontakt

Omslaget på Sophia Handlers anden udgivelse, FE, består af det, der ligner en blanding af psykedeliske mønstre og digitale baggrunde – mønstrene er inddelt i firkanter af forskellig størrelser som virtuelle skærme, der processerer data. Læseren varsles fra første øjekast om romanens indhold: Handler dykker ned i den digitaliserede virkelighed og anfægter dens eksistens og vigtighed, når det kommer til kærlighed.

For de fleste af os har vel prøvet det, ikke? At oprette en profil et sted, om det er Tinder, Dating.dk eller ’All Right Amor’, som det er i Handlers roman. Af egen erfaring ved jeg, at det oftest er, når man keder sig allermest i tilværelsen, at man opretter sådan en profil. Det er nok fordi, det er så nemt; det kræver vitterligt ingenting.

I FE er det Philip, der netop er blevet færdig på scenekunstskolen, der keder sig i lejligheden på Vesterbro. Han er, ligesom så mange andre unge på hans alder, i tvivl om han har valgt den ’rigtige’ vej, eller om han hellere skulle have valgt at gå i en anden retning i stedet. En ven foreslår ham at oprette en profil på All Right Amor, en app, der matcher profiler ud fra de svar, brugerne giver på en række forskellige spørgsmål. Herigennem møder han Ladre, en græsk perfomancekunstner på turné i Berlin. De klikker straks over chatten og der går ikke længe før Philip tager afsted til Berlin i håb om at møde hende.

Handlers skematiske opdeling af kapitlerne understøtter romanens digitale tema – kapitlerne er inddelt i én bestemt kategori, der beskriver Philips umiddelbare situation. Kapitlernes titler er blandt andet: ‘Philip er på sin adresse i København K’, ‘Philip får en besked fra Ladre og de udveksler livshistorier’, ‘Philip scroller gennem Ladres Instagram’. Denne faste struktur gør, at der ikke er mange afvigelser fra den givne kategori – noget, der ikke overlader meget mystik til plottet og bliver en anelse klinisk i længden.

Denne teknik udfordrer læseren til at acceptere, at der er en begrænset adgang til Philips indre synsvinkel i nogle kapitler og en mere fri (men stadig begrænset) adgang i andre. De generelle golde beskrivelser af miljøet i samspil med den begrænsede indre synsvinkel giver romanen et hurtigt tempo, der passer til den øgede følelse af impulsivitet, som Philip føler, mens han forelsker sig i Ladre. Der er 18 sider dedikeret til beskrivelser af Ladres billeder på Instagram, hvilket virker som meget, men når man er vild med nogen, bruger jo man det, der svarer til flere dage eller uger på at gennem-søge deres Instagram – som en kvinde i begyndelsen af 20’erne (og Instagram connaisseur), kan jeg nikke genkendende til den handling. Læseren vil derfor, højst sandsynligt, læse disse med en genkendelighed og medfølelse, og trods det ikke er andet end beskrivelser af billeder, føler læseren Philips hjerte banke, når han intensivt scroller fra billede til billede. Handlers risikable metode fungerer altså ganske godt det meste af tiden, trods det bliver en anelse trættende i længden; det er svært ikke at hungre efter en indre synsvinkel, der går et spadestik dybere.

Og det er desværre her, at læseren ofte mister grebet om Philip. Vi ved, hvad han laver og hvor han er på vej hen, men den manglende følelsesmæssige tilknytning til, hvad der foregår, gør, at Philip forekommer robotagtig for læseren, en hvileløs krop, der bare gør og ikke føler:

‘Jeg ser mig omkring efter kilden til musikken. Når jeg drejer hovedet til siderne, kan jeg mærke, at jeg er fuld. Jeg sniger mig rundt langs væggene med hånden om halsen på nummer to øl. Med den anden hånd strejfer jeg de tynde jernsøjler herinde, i det øjeblik jeg passerer dem. Ikke for at tælle, bare for at ramme, afmærke.’

Selvom den robotagtige tilstand Philip er i afspejler den rastløshed og identitetskrise, han befinder sig i, ender han med at være for ‘langt væk’ fra læseren; en karakter med relatérbare bekymringer, men hvis person er uhåndgribelig og fjern. Det er højst sandsynligt også meningen: den YOLO-attitude, som Philip handler på med sin impulsive tur til Berlin, eksemplificerer fint, hvor nemt det er at lade sig forføre af den virtuelle datingverdens ulidelige lethed. For selvfølgelig ender Philip med at blive skuffet. Alle de dybe samtaler han havde med Ladre, den personlige information, der blev udvekslet, de tanker og drømme de delte – hvad betyder det hele i virkeligheden? Hvad gør Philip, når Ladre pludselig ghoster ham?

Han ved det ikke selv; han så den ikke komme. Han var for forblændet af den øjeblikkelige forbindelse, der blev skabt mellem ham selv og Ladre over besked, overbevist om, at denne naturligvis ville oversættes til virkelighed, så snart de mødtes. Og læseren lader sig også forblinde. Der er ingen tvivl om Ladres og Philips kemi, når man læser deres beskeder til hinanden og Handler er snu og dygtig i måden hun formår at få både Philip og læseren til at lade sig indhale af den online datingplatforms forførelse.

’FE’, romanens titel, er en henvisning til Ladre. På snedig vis forudser Ladre, mens hun er skæv, hvilken plads hun indtager i Philips liv, når hun i en besked til ham skriver: ‘Jeg ville være en elektrisk udladning. Sådan en som astronomerne skal regne på i årevis. En rød fe. Jeg ville danse med tråde af plasma hen over nattehimlen. Flytte mig med lynets hastighed, men se ud, som om jeg ikke flyttede mig overhovedet.’ Denne subtile varsling illustrerer med nydeligt billedsprog den uopnåelighed, Ladre får, når hun ikke længere er inden for rækkevidde. Ladre er den røde fe, det kosmiske fænomen, som Philip vil regne på i årevis. Philip vil nok aldrig forstå, hvorfor Ladre holdt op med at svare – det så ikke ud som om, hun flyttede sig overhovedet.

Den stiliserede og kategoriserede virkelighed Handler stiller op får hendes pointe igennem. Philip og læseren bliver begge ført bag lyset med en antiklimatisk slutning, der på sin egen måde er helt perfekt, fordi den understreger, at virkeligheden sjældent afspejler det perfekte forhold, der er så nemt at have online. Idéen og strukturen er smuk og gennemført, men den lineære og ofte livløse stil formår ikke altid at opsluge læseren med iver. Langt hen ad vejen ved læseren dog godt, hvad Philip føler – for mon ikke læseren selv har prøvet at være den, der pludselig ikke fik svar længere.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *