De fik så mange bank, de hunde – Dorthe Nors KANTSLAG
Sku ikke hunden på hårene, plejer man at sige. Det gælder også for Dorthe Nors’ fjerde udgivelse. Bag denne samling umiddelbart ubetydelige bagateller gemmer sig en række fine portrætter af ensomme, kantede eksistenser.
Citat
Jeg kommer fra et hjem med hunde og katte, og de der katte var så meget ovenpå, at det ikke er sandt. De tæskede hundene morgen, middag og aften. De fik så mange bank, de hunde, og så én gang om året havde hundene opsparet så meget had til katte, at de jog en af naboens katte op i et træ med det formål at vente på, at den kom ned igen, hvorefter de åd den.
Det er en stilfærdig og alvorlig tone, der driver de 15 noveller frem i Dorthe Nors’ novellesamling KANTSLAG. Menneskeskæbner som passerer lydløst forbi eller støder ind i hinanden, tilfældigt eller tvungent. Alle er de ensomme og rastløse.
For eksempel kvinden i titelnovellen, som kigger på sin voldelige mand, der ligger stille ’i en blanding af blod og dyne.’ Eller den misantropiske jeg-fortæller, som undgår hejrerne i Frederiksberg Have: ’Jeg vil ikke fodre fugle, og hvis man endelig skal fodre fugle, så burde man gøre det i Frederiksberg Have.’
Det er dog ikke i alle novellerne, Nors lader håbløsheden herske. Af eksempler på en mere morsom og grotesk stil, kan nævnes den Nietzsche-begejstrede, narcissistiske buddhist, som får storhedsvanvid. Eller den absurde åbningstekst (som ikke er en egentlig del af novellesamlingen), hvor katte tæsker hunde – morgen, middag og aften.
Dyr indtager i det hele taget en særlig, men ikke altid entydig, position i novellesamlingen. Det er som om, novellernes enlige skikkelser søger trøst og selskab hos dem. Identificerer sig med dem, udøver deres almagt over dem. Som Henrik i novellen ‘Gensidig aflivning’, der skal skyde sin nabos kræftsyge hund. Eller buddhisten, der tager sin sorte labrador, Sancho, med sig i selvmordsilden.
Nors kan det der med at skabe spænding mellem det hjemlige og det fremmede, mellem det stillestående og det handlingsmættede, mellem storby og provins. Således danner for eksempel Frederiksberg Have, Vadehavet og Manhattan rammen om de små skæbnefortællinger.
Bedst er Nors, når hun lader sine personer tænke, tale og handle frit ud i tomheden uden indblanding eller fortolkning fra en geskæftig fortællerstemme. Sådan er novellerne heldigvis også langt hen ad vejen.
Desværre slår de sig en sjælden gang imellem på lidt for pædagogiske forklaringer. Som eksempelvis her: ’På vej hjem var jeg tom i hovedet og havde lyst til at græde mere. Jeg prøvede på flere måder at få prikket hul på bylden, men kunne ikke.’
Man må uvægerligt spørge sig selv, om det ikke kunne være fortalt mere elegant? Passager som denne er dog fåtallige, og samlet set leverer Dorte Nors en kaskade af slagkraftige små historier. Som læser føler man sig oftest som en flue på væggen, fodret med både underholdende og vemodige skæbneanekdoter, med dramatik og med en herlig mangel på samme.
