De gode, de onde og de stædige sider af mennesket – Flannery O’Connor VOLDSMÆND RIVER DET TIL SIG
Menneskets grumme sider skildres med en sylespids ironisk distance i roman fra 1955. Amerikas sydstatsklima, alkoholiserede kristne og andre barske realiteter beskrives bidskt, realistisk og – når det er bedst – bizart.
Citat
Vandet gled ud fra bredden som en bred sort tunge. Han kravlede op af båden og stod stille, mærkede dyndet mellem tæerne og det våde der klæbede om benene. Himlen var prikket med faste rolige øjne som udslåede halefjer af en himmelsk natfugl. Mens han i et øjebliks fortabelse stod og stirrede, rejste barnet sig op i båden, tog ham om halsen og kravlede op på hans ryg. Han hang fast som en krabbe ved en kvist, og den forbavsede dreng mærkede at han sank baglæns ned i vandet som om hele bredden trak ham ned.
Bedre et halvt århundrede for sent end aldrig, kunne man ytre om Karsten Sand Iversens netop udgivne oversættelse af den for længst afdøde, amerikanske forfatterinde Flannery O’Connors THE VIOLENT BEAR IT AWAY (1955). På dansk har romanen fået den noget kryptiske titel VOLDSMÆND RIVER DET TIL SIG, men da dette ordvalg er hentet fra evangelisten Matthæus, og ergo er en omskrivning af et bibelcitat, forklarer det den mildest talt klodsede romantitel. Og ved nærmere eftertanke (og det kræver bogen) er titlen rettere velvalgt. Den besvarer klart og præcist det spørgsmål, læseren sidder tilbage med efter endt, intensiv læsning: hvem tager (og tager sig retten til) hvad, hvordan og hvorfor i denne besynderlige, ubarmhjertelige verden?
Måtte man mene at litteratur, med åbenlyse religiøse tematikker, er en uaktuel størrelse i dagens Danmark, bør man netop læse VOLDSMÆND RIVER DET TIL SIG og derefter genoverveje sit synspunkt, for bogens skildringer af de gode, onde og ikke mindst stædige sider af mennesket er alt andet end entydige. O’Connor var selv troende katolik og nåede i sit korte liv kun at producere et mindre forfatterskab, hvilket man alt sammen kan læse mere om i den amerikanske litteraturhistorie, hvori hun allerede er indskrevet som Georgias gudinde ud i det groteske.
De væsentligste karakterer i romanen er alle hankønsvæsner. Ond, ondere, ondest, fristes jeg til at kalde dem, men det ville være en alt for unuanceret karakteristik. De er alle både voldsmænd og ofre på hver deres måde. Jeg må dog indrømme, at der gik lidt tid før jeg helt kunne holde rede i, hvem der var hvem af den gamle mand og grandonkel Tarwater, drengen og barnet Tarwater og skolelærer og onkel Tarwater. Men da de lidt komplicerede familieforbindelser, og mange navne-sammenfald, var faldet på plads, voksede de tre mandlige figurer frem som individuelle særlinge fra hver deres generation.
Og fra det øjeblik den forældreløse Francis Tarwater banker på sin yngre, halvdøve onkels dør, er der ingen vej tilbage – hverken for Francis eller for læseren, der nu må afvente med spænding på udfaldet af første punkt på Francis skjulte dagsorden: At døbe onkelens handicappede søn Bishop, hvilket han har lovet sin afdøde, og nu afbrændte, grandonkel.
Romanen er skrevet med lige dele indlevelse og ironisk distance. Fortælleren er en tredjepersonsfortæller, der skifter perspektiv frem og tilbage undervejs. Men her er ikke tale om et inkonsekvent greb. Tvært imod er det romanens store styrke. Jeg føler, at O’Connor fuldt overlegent, drilsk og velovervejet dirigerer mig rundt i handlingen og river tæppet væk under mine fødder, både når jeg mest og mindst venter det.
Skal jeg sammenfatte mine indtryk af VOLDSMÆND RIVER DET TIL SIG, må det (undskyld mit sprog) blive noget i retning af et satans stykke tankevækkende, umedgørlig læsning. Og det er, som titlen, både mystificerende, tankevækkende og slet ikke så mærkeligt endda.
