De kattens misforståelser – Lewis Caroll ALICE I EVENTYRLAND
Carolls ordspil kan ikke oversættes fuldstændigt til dansk, men derfor er der ingen grund til misfornøjelse. Selv om flere af guldkornene forsvinder i oversættelsen, bliver smilet hængende.
Citat
’Hov, hvad blev der forresten af babyen?’ sagde katten. ’Jeg havde nær glemt at spørge’.
’Den blev til en gris,’ sagde Alice roligt, som om det var den naturligste ting af verden.
’Det tænkte jeg nok’, sagde katten og forsvandt igen.
Lewis Carolls klassiker ALICE I EVENTYRLAND udkom i 1865 og er siden blevet en af verdens bedst kendte børnebøger. Bogen har leveret en lang række berømte figurer: Foruden Alice selv er der fx den hvide kanin, der haster af sted, de menneskelige spillekort og filurkatten, der efterlader sit smil hængende i luften. Selv uden at have læst bogen, genkender man disse skikkelser, når man møder dem i nogle af de mange andre værker, hvor ALICE har sat sit aftryk. Nu er bogen kommet i en ny lækker dansk udgave, hvad der giver alle en oplagt chance for at stifte nærmere bekendtskab med den.
Historien begynder, da Alice følger den hvide kanin ned i et hul og kommer til et eventyrland, hvor en række talende dyr og særprægede skabninger lever. I starten har Alice problemer med at finde en passende størrelse, for hun vokser eller kryber med foruroligende hast. En pige, der gennemgår mærkværdige forandringer i krop og sind? Jeg vil gætte på, at en søgning af ’Freud’ og ’Alice’ i Google giver mange interessante resultater.
Alice forstår ikke noget af, hvad der sker rundt om hende, for hun er dumpet ned i et ganske anarkistisk rige, der på alle måder unddrager sig den logik, vi jordboer normalt forlader os på. Hun kender ikke reglerne, og de mange sære væsener gør intet for at hjælpe hende. De er næsten alle sure og afvisende, ganske ligeglade med en lille pige på eventyr. De fleste ignorerer hende, og når hun endelig får nogen i tale, øger det kun forvirringen. De misforstår hende, ikke mindst på grund af de ordspil som Caroll har fyldt bogen med, og som udgør en væsentlig del af dens popularitet.
Oversætter Birgitte Brix har derfor stået over for et klassisk dilemma: Enten at gengive ord og indhold i deres direkte betydning (og miste ordspillet) eller forsøge at ramme ånden og stilen ved at lægge danske ordlege ind, men derved tage lidt løsere på forlægget.
Brix skifter mellem de to. Den første vælger hun fx, da en mus fortæller, at dens historie er ’sørgelig og næsten uden ende’, og Alice svarer: ’Ja, du har sørme en endeløs hale’. På dansk mister vi altså ordspillet på ’tale’ og ’tail’. Det giver nogle mærkelige, lidt døde punkter, hvor bogens rytme slås i stykker.
Den anden oversættelsestaktik prøves her (hvor hensynet til originalens ’Tortoise’/ ’taught us’ ofres):
– ’Vi kaldte ham pilskadden, fordi han var pilskaldet’, sagde den forlorne skildpadde vredt. ’Hvor er du dog en sløv padde!’
Her fornemmer man forfatterens legende tone. Samme padde (ikke Caroll!), konstaterer kort efter: ’Ordene blev helt forkerte’. Carolls værk flirtede med nonsens og misforståelser, men på dansk er der også en del utilsigtede af slagsen. Jeg forstår udmærket oversætterens dilemma og konstaterer blot, at ALICEs udbredelse og popularitet langt fra har nået samme højder i Danmark, som i den engelsksprogede verden. Den kan simpelthen ikke oversættes uden væsentlige tab. Men den kan stadig læses med fornøjelse og udvide ens evne til at se, hvordan litteraturhistorien hænger sammen.