Af | 28. oktober 2010

De listige steder – Simon Staffeldt Schou og David Jacobsen Turner MENS VERDEN VENTER

Bogen om de københavnske værtshuse er original, charmerende og fuld af røverhistorier som emnet selv. Desværre har tidens mantra om ’kendis-effekt’ også sat ind i bogen om byens bodegaer.

Citat

”Når man lukker værtshusdøren bag sig, kan der pludselig blive meget højt til loftet. Alle bliver pludselig meget kloge, og man kan opleve den slags løsslupne samtaler, som man kan leve højt på længe efter. Enten med de medbragte venner eller med den kloge stamgæst, som de fleste værsthuse råder over. ”Gandhi fra Jernstangen” og ”Buddha fra Bo-Bi Bar,” som Mette Horn kalder dem.
”Man vil gerne høre, hvad han siger, ham Jesus på Blegdammens Bodega. Han kan virkelig skære igennem og fortælle, hvordan alting hænger sammen, og det kan gøre mig stjernelykkelig. Det store klarsyn behøver man ikke finde på en yogamåtte eller til et meditationskursus. Værtshuset kan være et lille bedehus, hvor man udklækker store planer, men på et tidspunkt skal man se at komme ud af terrariet, inden Kong Alkohol får bidt sig fast i haserne på én. De fleste drømme og håb kræver dagslys, og det er der som bekendt ikke meget af på de listige steder.” 

(Samtale med skuespilleren Mette Horn, alias Damen med de blå tænder, på Alléenberg.)

Idéen om en værtshusbog er både original og væsentlig, al den stund at værtshusene i København rent faktisk lukker i disse år. Siden den sidste bog om værtshuse i hovedstaden udkom i 1997, er 25 værtshuse lukket og under arbejdet med MENS VERDEN VENTER, skriver forfatterne, har yderligere to værtshuse måttet dreje nøglen om og overlade pladsen til et mindre larmende Nora Jones-lyttende caféklientel.

Med bogen sætter forfatterne fokus på de trængte værtshuses historie, egenart og eksistensberettigelse, og det må siges at være lykkedes fuldt ud, for bogen har været i stort set alle danske medier – inklusiv et par underholdende indslag i morgentv, hvor de friske morgenværter har budt på øl og selv tændt en aldeles politiske ukorrekt cigaret.

I forhold til pressen kommer det meget belejligt, at bogen består af 15 samtaler med kendte mennesker på værtshuse. Det gælder musikere som Johan Olsen (på Vinstue 90), journalister som Mette Walsted Vestergaard (på Palæ Bar), politikere som Søren Pind (på Hviids vinstue), skuespillere som Mette Horn (på Alleenberg) og forfattere som Henrik Nordbrandt (på Bo-bi Bar selvfølgelig).

Man ser for sig, hvordan en forlagsredaktør har modtaget idéen om at lave en bog om byens brune lommer af hengemt tid med ordene:
”Hmm ja, måske – men er der en kendis-vinkel?”. Det synes at være et mantra i tiden, som også flere danske damebladsredaktioner bliver ledet under. ”En artikel om kvindehandel? Hmm ja, måske – men er der en kendis-vinkel?”

Det ærger i hvert fald denne anmelder, at det kun er kendte mennesker, der fortæller værtshusrøvere bogen igennem. Et mere blandet og folkeligt interviewmateriale ville have ligget i fin tråd med værtshusets egen karakter: Her er alle velkomne og her er alle lige. I stedet for at høre, en række kulturpersonligheder sige, at der findes mange historier på værtshusene – så ville det have været langt mere fornøjeligt at få disse historier udfoldet og fortalt.

Det skal siges, at både forfatternes indledning og de fleste kendisser er virkelig veloplagte, selvom nogle selvfølgelig har mere på hjerte end andre. Kira Skov kommer for eksempel med en personlig fortælling om, hvad det er, der for hende giver værtshusene værdi. Det var hendes far, der i nogens øjne lidt vel tidligt introducerede hende til værtshusene, og som ung opsøgte hun selv de halvdunkle miljøer for at komme nærmere ekstremerne og lytte til forskellige menneskers sørgelige skæbner. Som voksen fik hun et mere festligt og via sin jazzmusikermand et mere jazzet forhold til værsthuse, og hun kommer dermed til at personificere den dobbelthed, som er iboende for de beduggede beverdinger:

Værtshusene kan være befriende åndehuller for den mere sjældne gæst, men de kan også være – og har i høj grad været – et sted, hvor far drak husholdningspengene op, og godtfolk gik i hundene. Forfatterne formår at holde balancegangen mellem ikke at romantisere et liv og et miljø, der for nogle er forbundet med misbrug og ulykke, og samtidigt fremhæve netop det skæve, ikke alt for pæne kundegrundlag som en af værtshusenes særlige charmer.

Som de citerer forfatteren Sigfred Pedersen for at have sagt om værtshusene:
– De er hyggelige små smilehuller i et ansigt, hvis træk bliver mere og mere stramme efter hver ny ansigtsløftning, der foretages.

Det kan han have ret i, men desværre er der efterhånden langt mellem snapsene om man så må sige. Man kan derfor kun ønske for MENS VERDEN VENTER, at den vil kunne købes på ethvert værtshus, for den er indtil videre det bedste bud på en samlet besyngning – og historisk gennemgang med masser af litterære henvisninger – af nogle af byens mest charmerende ansigtstræk.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kulturhistorie,

Læs også