De oversete oversættere
Edith Grossmans WHY TRANSLATION MATTERS og Thomas Harders MELLEM TO SPROG problematiserer den generelle mangel på respekt og interesse for sprogkompetencer. Til trods for de to forfatteres forskellige nationale oprindelse er de slående enige om, at oversættelse paradoksalt nok er en overset størrelse i vores globaliserede samtid.
Jeg var omtrent halvvejs inde i Edith Grossmans WHY TRANSLATION MATTERS, da jeg ved et tilfælde blev bekendt med, at Thomas Harder, der i år har modtaget Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat, i foråret havde udgivet en bog, der kredsede om en overlappende tematik: Oversætning og sprogforståelse. Det undrede mig umiddelbart, da begge bøger meget direkte påpeger, at interessen for tematikken er tæt på usynlig. Jeg skyndte mig at skaffe MELLEM TO SPROG, som den tosprogede og mangeårige tolk og oversætter Thomas Harders bog så fint hedder – tilføjet den omfangsrige undertitel ’Om oversættelse, tolkning, sprogpolitik, og hvorfor det er bedre at være tosproget end tvetunget’.
Den litterære oversættelse
Grossman, der er en anerkendt oversætter af litteratur fra spansk til amerikansk, og bl.a. har modtaget PENs prestigefyldte Ralph Manheim Medal i 2006 for sit arbejde, skriver i WHY TRANSLATION MATTERS udelukkende om den litterære oversættergerning. Hun har to vigtige budskaber til fælles med Thomas Harder:
1. Der er alt for lidt fokus på oversættelsens betydning i litteraturlæsning og i den offentlige debat.
2. Der bliver udgivet forsvindende lidt oversat litteratur.
Harder har oversat både Salman Rushdie og Umberto Eco, og hans væsentligste pointe i forhold til oversat skønlitteratur er, at de fleste læsere helt glemmer at tage højde for, at den oversatte version ikke er originalen. At selvom det kan virke komisk at skulle understrege det, er en danskers oplevelse og forståelse af Ecos FOUCAULTS PENDUL betinget af Harders beherskelse af både det danske og italienske sprog, hans kulturelle forståelse og almene viden og dannelse. Men det er samtidig hans fortjeneste at alle os danskere, der ikke læser flydende italiensk, kan beriges med Ecos litterære bagkatalog.
Det engelske problem
Nu har jeg læst Grossmans bog på engelsk. Det betyder ifølge Harder, at jeg formentlig ikke har fået helt så meget ud af indholdet, som hvis jeg havde læst den i den danske oversættelse, som ikke findes.
– De fleste mennesker i verden har stadig andre modersmål end engelsk og skriver bøger på de sprog. Man skulle ikke tro det, når man ser sig om i en dansk boghandel, men verden er fuld af ikke-engelsksprogede litteraturer – deraf såmænd mange europæiske – som bare venter på at blive læst af danskere. Desuden vil der, uanset hvor gode flere og flere danskere bliver til at købe og sælge og forhandle på engelsk, for de fleste stadig være et stykke vej op til det niveau, hvor de får samme udbytte ud af at læse litteratur på engelsk som i en god dansk oversættelse.
Ifølge Harder er oversættelse altså en vigtig disciplin, fordi vi danskere har det med at overvurdere vores egne sprogkundskaber. Især når det gælder engelsk er vi nogle stædige bæster, der insisterer på at vi sagtens kan forstå og formulere os. Men det betyder, at vi oftest overser nuancer eller skaber unødvendige misforståelser, da vi ikke har den fulde indsigt i den engelske og/eller amerikanske kultur.
Dette problem er ikke aktuelt i Grossmans tilfælde, da bogen er skrevet i en amerikansk kontekst, som et ud af en række foredrag på Yale University. Til gengæld rider Grossman en anden kæphest. Oversættelse er en umådelig vigtig disciplin, da vi uden tilgang til andre landes litteraturer ville være forfærdelig begrænset i vores viden om andre samfund og kulturer.
– Imagine how bereft we would be if the only fictional worlds we could explore, the only vicarious literary experiences we could have, were the those written in languages we read easily. The deprivation would be indescribable.
Hun problematiserer endvidere, at en forfatter ikke kan nomineres til Nobelprisen i litteratur, hvis ikke vedkommendes værker er oversat til engelsk, da bedømmelsesudvalget så ikke vil have mulighed for at bedømme dem.
Lyrikkens genvordigheder
Begge bøger har et kapitel der omhandler oversættelse af lyrik. En svær – hvis ikke umulig – disciplin, eller som Grossman beskriver det: En forfærdeligt kompliceret arbejdsopgave, på grænsen til det umulige, og alligevel – eller netop derfor – giver det en stor tilfredsstillelse at udføre. Det selvom det er absurd underbetalt. At oversætte en linje poesi kan hurtigt tage den samme tid, som det tager at oversætte en sides prosa.
– I do not believe anyone could, or would even want to, dispute the notion that poetry is the most intense, most highly charged, most artful and complex form of language we have. In many ways it is the essential literary expression of our species, long associated with the distant origins of music, dance, and religious ritual in early human cultures. And yet, although it may be universally human, the inescapable truth is that poetry can seem completely localized, thoroughly contextualized, and absolutely inseparable from the language in witch it is written in ways that prose is not.
Grossman har ret i, at det er umuligt at forestille sig, hvordan litteraturhistorien havde set ud, hvis poesien aldrig var blevet oversat, således at samtlige digtere havde været begrænset til kun at kunne læse og lade sig inspirere indenfor de sprogområder, de selv beherskede. Men det er ikke problemløst at oversætte lyrik. I princippet bør oversætteren fortsætte, hvor poeten slap i jagten på de perfekte valg af ord, så det oversatte digt i sidste ende kan stå på egne ben på det nye sprog, samtidig med at den oprindelige intention, en ækvivalent rytme og det emotionelle indhold bevares.
Thomas Harder har ikke den store erfaring med at oversætte poesi. Derfor har han i MELLEM TO SPROG midlertidig givet ordet til sin afdøde far Uffe Harder, der har skrevet et kort essay ’Om at oversætte lyrik’. Ifølge ham er det en fordel, hvis den, der oversætter lyrik, er digter selv.
I begge bøger er holdningen, at oversætteren bør holde sig så tæt som muligt til originalen. Og ligesom Grossman, nævner Harder Senior også, at det er praktisk talt umuligt at leve af at oversætte lyrik. Men hvor Grossman nøjes med at konstatere det kedelige faktum, er Harder mere løsningsorienteret. Han opfordrer forlagene til at udskrive konkurrencer om, hvem der kan lave den bedste oversættelse af et godt udenlandsk digt. For som han meget rigtigt kommenterer, er det altid interessant med flere mulige versioner.
– Det kunne vi alle sammen lære meget af, både om poesi, om, hvordan der tænkes og opleves andre steder i verden, og om, hvad vort eget sprog kan og ikke kan – og hvordan.
Tosproget
Et vigtigt eksempel, som Thomas Harder bruger en del ord på, er det at være tosproget. På dansk har det af politiske grunde fået en negativt ladet betydning. Frem for at være det faktum, at et menneske mestrer at tale to sprog, er det i en dansk kontekst i dag tæt forbundet med sociale problemer og mislykket integration.
– Hvorfor betragter den danske skoleinspektør det som et problem, at der går mange tosprogede elever på hans skole? Måske fordi det stiller særlige krav til fremmedsprogsundervisningen, at en hel del elever kan et andet sprog i forvejen? Men man skulle da tro, at det alt andet lige ville være en fordel, at flest muligt elever har de stærkest mulige forkundskaber?
Harder er en ivrig fortaler for modersmålsundervisning, og i det hele taget er sproglig kunnen i hans optik et gode. Han mener også, at man fra politisk side burde anerkende behovet for veluddannet tolkebistand på hospitaler, hos politiet og domstolene. Det er ikke bare ’patientsikkerheden, men retssikkerheden, der står på spil.’
Anmeldernes ansvar
Afsluttende kommer jeg ikke udenom at nævne, at begge forfattere gør et stort nummer ud af, at dagbladenes anmeldere og litteraturkritikere i det hele taget er helt blinde over for det navn, der står efter ’Oversat af’ i bøgernes kolofoner. Det stykke arbejde anmelderen har udført, om det er godt eller skidt, bliver kun yderst sjældent vurderet i anmeldelser af bogen, hvilket er en af grundene til, at der er så lidt fokus på oversættelser i den offentlige debat. Harder er meget reel, da han nævner den manglende spalteplads, den dårlige betaling og den omstændighed, at der ingen garanti er for, at anmelderen kan læse bogens forfatters modersmål godt nok til at vurdere oversættelsens kvalitet. Men gode undskyldninger ændrer ikke på, at oversættelser er og bliver bemærkelsesværdigt overset i en tid, hvor globalisering så godt som har overtaget verdensherredømmet.
Jeg vil derfor afslutte denne artikel med en opfordring til alle, der interesserer sig for litteratur, sprog, litteraturkritik, smagsdommere, you name it (hvad det så hedder på godt dansk?) til at læse enten WHY TRANSLATION MATTERS eller MELLEM TO SPROG før de næste gang udtaler sig skråsikkert om noget litterært.
