De satans jøder – Umberto Eco KIRKEGÅRDEN I PRAG
Konspirationsteorierne overvælder og forvirringen er total i den nye historiske roman fra Umberto Eco, hvor vi ser nærmere på det politiske landskab i Europa, især Frankrig og Italien, i den sidste halvdel af det 19. århundrede.
Citat
Det eneste, jeg ved om jøderne, er det, farfar lærte mig: – De er det gudløse folk par excellence, sagde han. De lever ud fra den overbevisning, at det gode skal realiseres her, og ikke hinsides døden. Derfor er formålet med deres virke udelukkende at erobre denne verden.
Umberto Eco (f. 1932) brød igennem med ROSENS NAVN i 1980 og har siden vundet stor anerkendelse for sin fremragende blanding af filosofi, kulturkritik og litterær spænding.
KIRKEGÅRDEN I PRAG er ingen undtagelse. Bogen er stærkt præget af et kulturkritisk og lettere tragikomisk syn på den politiske stemning i Italien og Frankrig fra omkring 1850 til år 1900. I centrum for historien er det altoverskyggende had til jøderne, der hurtigt bredte sig i det meste af Europa, og til sidst eskalerede frygteligt inden og under 2. Verdenskrig.
Historiens hovedperson er Simone Simonini, en italiensk tilflytter, der ejer en antikvitetsforretning i Paris. Simonini er dog ikke, hvad han giver sig ud for. Han er dokumentfalskner og arbejder skruppelløst med at udarbejde dokumenterede beviser for den højestbydende.
Titlen på bogen, KIRKEGÅRDEN I PRAG, er baggrunden for et dokument Simonini laver, hvori han (efter behov) lader jøderne eller frimurerne (gerne begge) holde et hemmeligt møde, hvor de afslører deres planer for verdens overtagelse. Dette dokument bliver omformuleret mange gange, men gennem de ca. 50 år bogen dækker, forbliver essensen det samme. Dette dokument bruges af forskellige efterretningstjenester og regeringer til at skabe en fjende for masserne og bevise hhv. jødernes og frimurernes sataniske tendenser og generelle afskyelighed.
KIRKEGÅRDEN I PRAG er skrevet i dagbogsform af Simonini, idet han af mystiske årsager har mistet sin hukommelse, og derudover åbenbart har en splittet personlighed, hvorfor halvdelen af dagbogen skrives af hans alter ego, pastoren Dalla Piccola. Udover Simonini og Piccola findes også en fortæller, der har observeret de to og forsøger at samle deres beretninger for læseren. Disse prøver sammen at finde frem til den begivenhed, der har skabt hukommelsestabet, og herigennem skabes en hektisk historie om bedrag, politik, mord og had.
Umberto Eco har ikke gjort det let for læseren at følge bogens ofte meget forvirrende skildringer af dette historiske tidspunkt. Hvis man ikke i forvejen har et kendskab til de politiske forhold i den anden halvdel af 1800-tallet, vil man hurtigt fortvivle over de mange historiske begivnheder, der betragtes af en 1. personsfortæller, man i forvejen ikke ved, om man kan stole på. Derudover kommer den generelle forvirring over hovedpersonernes sindstilstand og intentioner.
Til trods for bogens sværhedsgrad er KIRKEGÅRDEN I PRAG ufattelig underholdende at læse, idet man hurtigt bliver fanget af de mange spørgsmål, der hober sig op om Simoninis fortid. Dertil kommer, at det utrolige had til jøderne (og mange andre), der bliver lagt for dagen, ikke kan andet end virke morsomt for en moderne læser, selvom Eco har portrætteret den faktiske stemning på det tidspunkt.
KIRKEGÅRDEN I PRAG er ikke let at læse. Man skal holde tungen lige i munden for at holde styr på plottet og den hektiske udvikling i Europas politiske landskab. Men bogen er ufattelig humoristisk skrevet, og det er gennem denne humor, at Eco skildrer enorm korruption, ufravigelig had og utænkelige metoder, hvilket giver bogen en dybde, man sjældent finder i historiske romaner.