De store Spørgsmål – Milan Kundera TÆPPET
Med sin nyeste essaysamling hudfletter Milan Kundera det moderne Europas kunstneriske og kulturelle krise. Men på trods af gode pointer og sædvanligt medrivende sprog, er det meste bare gentagelser af Kunderas egne, gamle opdagelser. Og det er en skam.
Hvad er Europa og europæisk kultur? Hvad er kunstens egenart? Hvor er spejlet vi mennesker kan spejle os i, når kunsten og filosofien ikke længere spiller den samme rolle som den gjorde for 200 år siden? Og hvad er det for et ‘forhåndsfortolkningens tæppe’, som romankunsten er ene om at kunne rive i stykker?
I en tid hvor diskussionen om, hvad der er kunst, er blevet til en ‘anything goes’-postulering, er det befriende, at Kundera vender spørgsmålet om. Han spørger ikke hvad kunsten er, men hvad den kan. Og dermed igen hvad der er kunstens eksistensberettigelse.
Dette er et godt, kulturkonservativt spørgsmål, og Kundera besvarer det selv lærd og overbevisende. Romanen skal gøre det, som kun romanen kan: Nemlig trænge ind i kernen af den menneskelige eksistens med et kritisk, analytisk og fordomsfrit blik.
Igennem syv essays udfolder Kundera dette synspunkt, men her kommer anken også: For vi har hørt det alt sammen før. I sine to tidligere essaysamlinger Romankunsten (1986) og De Forrådte Testamenter (1993) er det den samme kanon af europæiske og specielt centraleuropæiske romanforfattere Kundera fører frem i sit skjold; det er de samme temaer og samme problemstillinger han behandler; og det er de samme pointer, han når frem til.
Det eneste tema han for alvor videreudvikler, er spørgsmålet om det transnationale overfor det provinsielle. Romankunsten kan kun forstås i en transnational, europæisk kontekst. For at forstå Joyce kan man ikke nøjes med at se på den britiske litteraturhistorie. Man må nødvendigvis sætte ham ind i en samlet europæisk litteraturhistorie og forstå denne histories kontinuitet. Kun på den måde kan et værk bedømmes.
Provinsialismen er det modsatte af dette, en insisteren på en fuldstændig national autonomi, og den findes ifølge Kundera ligeså vel i store som i små nationer. Dette er et perspektiv, der måske endda kan føres endnu længere end til kunstens verden, hvilket Kundera dog ikke har nogle intentioner om.
TÆPPET er således en bog fuld af gode pointer, men kun enkelte nye. Og selvom de store spørgsmål, Kundera stiller sig selv, bestemt har brug for at blive gentaget, kan man, med Kunderas egen insisteren på en genres egenart og nødvendighed, spørge sig selv, om ikke han burde gøre mere. Som det er nu, er TÆPPET desværre kun en gennemarbejdning og gentagelse af Kunderas allerede belyste tematikker. Det er en skam.
