De store synger – Mette Østgaard Henriksen STIKKERSVIN JEG FUCKER DIG
Der er meget, der får en sviner i Mette Østgaard Henriksens provokerende debutdigtsamling. Vor stolte danske sangskat, vor fordums helte – og ikke mindst vor velbevarede fordomme. Det er både iøjnefaldende og øjenåbnende.
Digt
Troen den halter
Troen den halter, og sorgerne stresser,
Jeg er ikke sober, er der nogen, der forstår?
Solen den drejer, og rygsækken tænker,
Jeg er ikke grim, men er måske halvtreds procent.
Slidgigts sortepis,
Skidfucks grimmespyt,
Røven og problemerne skal også sidde ned,
Slidgigts sortepis,
Skidfucks grimmespyt,
Røven og problemerne skal også sidde ned.Håndbold og kvinder, jeg holder den kørende,
i en lige linje, selv når jeg er blevet synsk.
Bumserne blæres allerede så stive,
ordene i sproget siger ikke romantik.
Varmrims dødeglas,
Skævsparks slæbelæs,
og nu er jeg skæv i sjælens lidenskabsproblem.
Varmrims dødeglas,
Skævsparks slæbelæs,
og nu er jeg skæv i sjælens lidenskabsproblem.(Melodi: Marken er mejet. Tekst. Bl.a. Bumsestilen)
STIKKERSVIN JEG FUCKER DIG er en mærkværdig størrelse. Som undertitlen – ’og andre danske sange’ – angiver, har vi faktisk slet ikke at gøre med digte, men derimod med sange og oven i købet med nogle særligt danske og stjålne af slagsen. Digterdebutanten har nemlig som en tyv i natten været ude og opsnuse ikke mindre end 124 af de sange, vi som danskere rituelt benytter os af til traditionstyngede begivenheder, og puttet dem i en stor sæk, som hun herefter har rystet godt og grundigt. Det er der kommet en 102 siders lang samling ud af – og her er der vitterligt tale om en samling – på i alt 33 sangdigte. For selv om nodesystemer er inkluderet, kommer man ikke uden om, at det er digte, vi har med at gøre.
Måske det overhovedet ikke giver mening at rubricere STIKKERSVIN generisk eller kategorisk. Måske giver det i det hele taget ikke mening i forhold til lyrik, der jo netop har fået sit navn efter lyrespillet. Det giver imidlertid i høj grad mening at sætte rubrikker på, når det kommer til de forskellige sange og sangtyper, der indgår i osmosen. For det er i sammenstødene og kontrasterne, at samlingen bliver sin egen. Det er her, den bliver mere end blot stjålent materiale, netop i koalitionen mellem Labans ’Hvor skal vi sove i nat’ og Oskar Hansens ’Når jeg ser et rødt flag smælde’ og mellem vores klassiske fødselsdagssang og Malk de Koijn. Der opstår sød musik, når uforudsete tekster på voldelig vis mases sammen, det tilbyder åbninger for sproget som på tilfældig vis skaber nye meningssammenhænge, i kraft af at ellers adskilte meninger fusionerer. Det bliver noget nyt, som faktisk ikke er nyt, men stadig emmer af alt det gamle.
Det nye ligger altså i den uventede kombination, og her får også en række tematiske forhold sneget sig ind som en form for sammenhængsskabende kraft. Når danske sange – som er danske i en grad, hvor hverken Grundtvig, Drachmann, Aakjær, Blicher, Bamse, Kim Larsen eller Steffen Brandt overses – på denne måde er udsat for ufrivillig voldtægt, er det selvfølgelig ’danskheden’, der stilles spørgsmålstegn ved. Både i form af spørgsmål til vores traditioner – hvorfor synger vi egentlig den her fødselsdagssang? – og i form af spørgsmål til, hvilken værdisætning vi opererer med i forhold til vores traditioner. For kommer vi ikke til at ekskludere nogle på vejen? Samlingen forholder sig eksplicit kritisk til kanontænkende (med en hilsen til Søren Pind) nationalisme og patriotisme og stiller i stedet spørgsmålet: ’Fædreland og blomsterflor, / hvad kommer de hinanden ved?’
Metoden med at benytte sig af allerede produceret stof kaldes postproduktion, og det er en digterisk attitude, som har været populær i årevis og som i sig selv afspejler (kritiserer?) den tidstypiske recirkulation af historier, som mediestrømmen har sat dagsordenen for. Det kritiske ligger på den måde allerede i teknikken, som i Mette Østgaard Henriksens mund benævnes ved det musiske begrebsampling. Kritikken for hende forholder sig imidlertid mere let og legende end skeptisk til sit stof – som hun også bemærker på sin blog – og at hun bruger sin musikintegration til at vise, at det, vi som læsere og danskere automatisk forudsætter, kunne være anderledes.
Henriksen bruger imidlertid også, og måske vigtigst, sangbogsformlen til at demonstrere, at sang rent faktisk har et socialt potentiale. Den kan være ekskluderende (som med kulturkanonen og danskprøven) men også inkluderende – og det sidste mærker læseren ligefrem på egen krop. Hæftet er nemlig opbygget som en rigtig sangbog, hvor de 33 tekster står skrevet på venstre med vers og afsnit, mens et tilhørende nodesystem figurerer på den næstfølgende side. Med en sådan manual i hånden opfordres læseren til at synge sig frem – ikke mindst for at tage del i det detektivarbejde, der ligger i at gætte, hvad det er for nogle sange, der har blandet sig på siderne – og hun/han tvinges altså til at tage del i morskaben. Læseren bliver så at sige post-postproducent på værket, og det giver en levende og meget lydlig læseoplevelse.
STIKKERSVIN er spændende og original samplingsdigtsangbog, der måske ikke passer til ’når de små synger’, men som imidlertid passer strålende til, når de store og voksne trænger til at blive lullet ud af deres fordomme og synge med ’I Brønshøjs glade familiekor’.
