De udstødte råber op – Trine Vendelboe Juul FORSTAND OG FØLELSE – KULTURKAMPEN ALVORLIGT TALT
Som svar på sidste års VELFÆRD TUR-RETUR leverer Trine Vendelboe Juul en væsentligt anderledes skildring af det kulturpolitiske klima i Danmark. Sammen med ni fremtrædende skikkelser fra den humanistiske front taler hun for mere konstruktive dialoger i den aktuelle kulturkamp.
Regeringen og Dansk Folkeparti indledte efter valgsejren i 2001 en heksejagt på landets intellektuelle og venstreorienterede for at trække disse grupper ud af det gode selskab, når indretningen af fremtidens Danmark skal diskuteres.
Sådan lyder det fra Trine Vendelboe Juul i FORSTAND OG FØLELSE – KULTURKAMPEN ALVORLIGT TALT. Bogen er dels et partsindlæg i kulturkampen, dels et forsvar for den frie debat. Den bygger på samtaler med ni meningsdannere, som Juul karakteriserer som borgere, der ‘ikke vender den anden kind til’, når regeringen og dens støtter langer ud efter dem.
I hver af bogens ni kapitler tager Juul et specifikt emne op. Emner som religion kontra videnskab, globaliseringens udfordringer, politisk engageret kunst og borgeransvar bliver diskuteret for at illustrere kulturkampens omfattende betydning. Særligt tankevækkende læsning er det, når hun diskuterer meningstyranni med DR2-værten Adam Holm og intellektuelles rolle med Dorthe Jørgensen. Her fornemmer man, at Juul virkelig gør en indsats for at gøre læseren klogere på, hvad det egentlig er, der foregår under overfladen i kulturkampen. Til gengæld er der ikke meget nyt at hente, når mundrappe Lotte Heise taler om børneopdragelse og SF’eren Pia Olsen om solidaritet.
I sin helhed giver bogen dog et godt billede af, at kulturkampen faktisk handler om noget meget vigtigt. Som Trine Vendelboe Juul selv udtrykker det:
-Den handler om vores selvforståelse, vores værdier, om drømme og muligheder, om borgerlige rettigheder og forpligtigelser, om vores forhold til omverdenen, til næsten og til fremtiden.
Ifølge Juul bærer en understrøm langsomt det danske samfund mod større individualisering og splittelse. Regeringen benytter sig af ‘de små skridts strategi’, men hvad målet er, er svært at gøre sig klog på, for kortene bliver holdt tæt ind til kroppen.
Er vi på vej mod en minimalstat? Eller vil De Konservative og DF – og Venstre for den sags skyld – det anderledes? De tre partier har stået sammen i kampen mod ’smagsdommere’ og ’pladderhumanister’. Men kan de mønstre et ligeså harmonisk samarbejde, når det kommer til hvilke værdier, samfundet fremover bygges op omkring?
Juul og de ni bidragsydere kan kun gisne om det, men de er enige om, at fremtidsudsigterne ser usædvanligt dårlige ud, hvis ikke debatten skifter karakter. De plæderer derfor for en mere åben og ærlig debat, hvor der er plads til at være uenige og arbejde sammen.
Netop pladsen til uenighed udgør et af bogens centrale temaer. Fx taler Adam Holm om at mødes dét sted, ‘hvor man befrugter hinanden ved at komme ud over rampen og lidt ind mod midten’. Med disse ord i baghovedet kunne man godt ønske sig, at Trine Vendelboe Juul var kommet lidt længere omkring, da hun valgte samtalepartnere til sin bog frem for at holde sig til sine nærmeste meningsfæller. Det ville der være kommet en måske endnu mere interessant bog ud af, og det ville samtidig sende et signal om, at der er vægt bag ordene, når Juul taler om nødvendigheden af konstruktive dialoger på tværs af ideologiske skel.
