Af | 2. juli 2019

Deadpan Kafka-superlight til den ukritiske fantast – Samanta Schweblin FUGLE I MUNDEN

Stor billedrigdom og et galleri af voldsmænd, enspændere og all-round originaler bindes sammen i et præcist, køligt sprog. Sjovt, weird, men kun sjældent vedkommende.

I modsætning til det almindelige billede, man har af havfruer – smukke og solbrændte – er denne her ikke kun af det modsatte køn, men også temmelig bleg. Men meget muskuløs. Da han ser mig, lægger han armene over kors – hænderne op i armhulerne, tommelfingrene lige op i vejret – og smiler. Det forekommer mig at være et alt for dumsmart kropssprog til en havmand, og jeg fortryder, at jeg er på vej over mod ham med så meget selvsikkerhed og så stor lyst til at tale med ham, og jeg føler mig dum.

Det, den her novellesamling gør rigtig godt, er billedrigdommen, og hvis nu bare det kunne være blevet ved det. Schweblin har et suverænt blik for absurde, overraskende billeder, og jeg ville have elsket at læse mig gennem samlingen primært med mine sanser, med min fantasi, som en samling fantastiske, forstyrrende, originale billeder. Men for mange af novellerne nærmest skriger på at blive læst på en særlig måde, langs særlige baner. Og i deres forhippelse på at handle om noget, glemmer de tit helt at leve for deres egen skyld.

På trods af et virkelig ihærdigt forsøg på begejstring, så var det altså kun omkring en trejdedel af novellerne der lykkedes med at fange min interesse. En af dem er novellen ‘Sommerfugle’, hvor en far venter på sin datter udenfor hendes skole, da en sommerfugl sætter sig på hans arm. Faren fanger den skødesløst i sin hånd, så vingerne ved et uheld går i stykker. Skadet og ude af stand til at flyve lader han den ærgerligt falde til jorden, hvor han resolut træder på den, ‘for sommerfuglens egen skyld, selvfølgelig.’ Men da skolen endelig ringer ud, kommer ingen børn, men i stedet blot en stor sky af sommerfugle, der alle roligt sætter sig på de andre ventende forældre. Noget vender sig i ham, og den korte novelle ender med at faren vægrer sig mod at løfte foden. Af frygt for at opdage, at sommerfuglens ’udsmattede vinger’ havde samme farve, som hans datters kjole.

Novellen er ganske kort og indeholder kun netop det, der er behov for, for at man mærker farens dybe ubehag ved dens slutning. Et ubehag der er intuitivt genkendeligt, som den disproportionale skyldfølelse, der kan være efterladt i ens krop efter en særlig væmmelig drøm. Novellen tager sin drømmeagtige kvalitet alvorligt, den forsøger ikke at skjule, hvad det er den taler om, men saboterer det heller ikke med en slet skjult læseinstruks. Det gør ikke noget, at den ved hvad den handler om, for i den her novelle matcher tonen sit tema, på samme måde som et fotografi af en solnedgang, kliché eller ej, stadig kan være æstetisk tilfredsstillende så længe at fotografen holder sig fra at skrue saturation op på 100 og klistre et citat af Rumi på i postproduktionen.

Det ord der mest af alt falder mig ind, når jeg læser Schweblin, er deadpan. Schweblins sætninger fortrækker ikke en mine, mens de, for eksempel, lader deres subjekt mase sit knivdræbte, voldsomt blødende lig af en kone pertentligt ned i en stor læderkuffert i novellen ‘Benavides’ tunge kuffert’.

Scenen er potentielt makaber, men set gennem Benavides patetiske ordentlighed og Schweblins nærmest nøgterne sprog, bliver resultatet absolut fjollet. Da han efterfølgende slæber kufferten med til sin terapeut, der resolut afviser Benavides’ tiltagende gru og i stedet erklærer konen i kufferten en kunstnerisk genistreg, som han straks insisterer på at udstille for et begejstret kunstpublikum, bliver det stort set umuligt ikke at læse den som et wannabe-Kafkask absurditetsriff over tropen om den håbløse terapeut, der slet ikke hører sin patient (og om kunstneren der mister fortolkningsretten over sit værk). Det er sjovt. Men ikke meget mere end det.

I en anden novelle, med et lignende motiv, hoveder mod asfalt, er fortælleren en enfoldig-sandsynligvis-autistisk maler. Hans gennembrud er de hyperrealistiske portrætter af voldsscener han maler for at få afløb for sine faktiske, voldelige impulser. Han udråbes, lidt ligesom Benavides, til et kunstnerisk geni, selvom han mest af alt maler sine billeder for at undgå at slå folk til blods, når en social situation kokser.

Ved novellens afslutning, hvor han afventer domsafsigelse for et overfald det ikke lykkedes ham at male sig fra, reflekterer han over, at folk kalder ham et ondt menneske, på trods af at hans billeder sælges for millioner. Det får ham til at tænke på noget hans mor sagde: ‘at verden er i kærlighedskrise, og at det i sidste ende er svære tider for meget følsomme mennesker’.

Denne  sidste sætnings overtydelige modsætning er et alt, alt for larmende virkemiddel til min smag; se her, voldsmanden taler om kærlighedskrise. På samme måde bærer novellen meget tydeligt på sine greb. Det er svært at få lov at læse den som fortælling og ikke som morale eller pointe, som noget der handler om noget andet end sig selv. Som kommentar på kunstverdenen er det en ekstremt kedelig novelle, men desværre insisterer den gevaldigt sin kommentarhed.

Når kommentaren er kedelig kunne man håbe, at novellens eget univers var interessant. Og der er noget potentielt rørende Forrest-Gump-som-voldsmand over fortællerens manglende sociale forståelse. Når vi ser gennem hans øjne fatter vi næsten sympati med volden. Men hverken fortæller eller univers når at træde ud i en fuldblodstroværdighed, de forbliver for åbenlyst i det litterære grebs vold til at jeg nogensinde bliver rigtigt investeret.

Generelt gør Schweblin stor brug af sin læsers evne til at regne teksten ud. Mange af hendes fortælleres åbenlyse utroværdighed tegner automatisk et billede hos læseren af, hvad der faktisk er sket, og på samme måde opfordrer sprogets knaphed og egendistance, sammen med universernes ofte absurde elementer, hele tiden til, at man spekulerer: hvad mon det her faktisk handler om. Schweblin fortæller os hele tiden, at hun ikke fortæller os det hele.

Schweblins sprog og fortælleposition egner sig godt til en særlig type absurd humor, eller til hendes deadpan uhygge og weirdness, men den risikerer at blive temmelig endimensionel og dermed totalt sabotere enhver alvor. Hendes noveller er derfor en konstant balancegang; I de bedste af dem giver distancen en lethed, der lader hende danse rundt om hendes mørke temaer, lidt i stil med en young-adult version af Melvilles BARTLEBY THE SCRIVENER. Men de noveller der ikke lykkes – og dem er der flest af – ender med at føles mest som kedelig gimmick. Distanceret tone + patetisk fortæller + absurd univers: sådan bygger du en Schweblin novelle.

Jeg ville virkelig have ønsket en hårdere redaktør for den her samling, én der kunne have sorteret i novellerne og gravet potentialet frem i dem, der næsten imponerer. For Schweblin mestrer sin tone; det er bare ikke alle novellerne den tone klæder særligt godt.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Noveller,

Læs også