DEATHBOX – Abo Rasul UNFUN
Tredje og sidste del af ’Skandinavisk misantropi’ kan desværre hverken forarge, more eller begejstre som sine to vanvittigt vulgære forgængere.
Citat
Man kan tvile på vennskap og prat og sex og familie og business og fritid og avtaler og kjærlighet; vold er utvilsomt, det er derfor folk er så redde for vold. Folk liker å tvile, og vold utsletter tvil.
Først udgav Rasul (pseudonym for den norske forfatter og billedkunstner Matias Faldbakken) THE COCKA HOLA COMPANY, der sådan ca. handlede om pornoterror. Toeren, MACHT UND REBEL (der blev oversat til dansk), beskæftigede sig primært med nazipædofili. Det var kulørt og grænseoverskridende, men først og fremmest meget skarp samfundssatire.
Det er oplagt at sammenligne Rasuls bøger med Michel Houellebecqs seksuelle provokationer, Thomas Pynchons balstyriske fortællinger eller DBC Pierres overgearede sprog. Store navne at nævne, men Rasul står også for noget, vi er alt for uvante med i Skandinavien, nemlig modet til at være helt overdrevent sindssygt for meget på alle måder på én gang. Nogle betragtede de første to bøger som buldrende tomme tønder, men rigtig mange, heriblandt jeg selv, fandt dem begavede og meget morsomme.
UNFUN, der indtil videre kun er udkommet på norsk, er ligesom forgængerne henlagt til Skandinavien, nærmere bestemt Oslo en 10-15 år ude i fremtiden. Bogen analyserer magten og det enten at mestre systemet, men være slave af fysikken, eller omvendt være slave af systemet, men herre over kroppen (’Master of the Flesh’ – store dele af Rasuls bøger er på engelsk). Ud fra denne optik analyseres især forholdet mellem hvide og sorte, mænd og kvinder (eller mere eksplicit: penetration) og anarki. Når volden tager magten, ender disse ting hurtigt i slaveri, vold- og selvtægt. Og volden regerer i UNFUN.
Mest voldelig er den kæmpestore Slaktus, der er den sorte fortæller Lucys eks(voldtægts)mand. Han er ved at fremstille et splattercomputerspil, Deathbox, hvor en congolesisk vejarbejder går amok i Paris. Derfor flyver han en sort skuespiller ind til at danne fysisk forlæg for sin hovedperson, mens Dan Castellaneta (manden der lægger stemme til Homer Simpson) skal levere lydsiden.
Det udløser et frygteligt kaos, men det er ikke nemt af referere handlingen, for den lineære fortælling bortkastes til fordel for netop computerspillets endeløse muligheder og tilfældigheder. Bogen låner dog lidt struktur fra splatterfilmene, men de er ikke just kendetegnede ved specielt avancerede plot, og det er altså ikke handlingen, der bærer bogen.
UNFUN kan heller ikke overraske som forgængerne. Rasul har selv flyttet grænsen for, hvad der kan provokere læserne, og vold er langt fra et tabu som pædofili er det. Vi er så vant til vold i kunst og fiktion, at den sjældent chokerer eller gør ondt. Det kan den bedst gøre, når den er uventet, uforståelig og realistisk, men sjældent når den er overdrevent splattende.
Uden fængende handling eller dragende tabuoverskidelse lykkes det ikke at gøre bogens bizarre episoder morsomme eller tankevækkende. De er støjende, men hurtigt glemte. Jeg vil meget gerne anbefale Rasuls første to bøger. Når de er læst, er det interessant at læse UNFUN, men der er ikke rigtig mere at grine af, og det er vel også det faktum, der har givet bogen dens titel og fået Rasul til at sætte punktum for serien.
