Af | 18. februar 2014

Debutdigte blotter glimtvis egen form – Catherine François EFTER VI HAR KLÆDT HINANDEN AF

Catherine François debuterer med knappe digtsekvenser, der på legende vis undersøger det intime via et punktligt, organiserende greb. Legen ender dog lidt slapt.

Digt

sengen

Huden på din hals er rød og udspændt
Du kaster hovedet bagover i en vild bevægelse

Jeg vrider mit indeni langs lagenet
for ikke at spørge
betyder det:

1. væmmelse
2. okay
3. okay så

EFTER VI HAR KLÆDT HINANDEN AF er den ene af to søstersamlinger, der udkom 16. januar på det nyetablerede forlag, Blarp. François’ søskendebog er skrevet af Anne Mari Borchert under titlen, PLEASE ENJOY MY WOODS. Både François og Borchert er medstiftere af Blarp.

Hvad der kendetegner digtene i EFTER VI HAR KLÆDT HINANDEN AF er små aflæsninger af et du, af kroppen, ansigtet, af selve kommunikationen. Teksterne har en ungdommelig, næsten barnlig, tone i deres måde at fremstille disse læsninger på.

Iblandt tekstsiderne kan man finde nogle flotte sort/hvid-fotografier af bl.a. vandmænd, klipper og fjer. Forsiden er desuden sorte fjer lagt på række på hvidlig baggrund. Den udgør dermed modsætningen til PLEASE ENJOY MY WOODS, hvor forsiden er i negativ. Flere billeder går igen i Borcherts bog, men også et digt, som deler titel med François’ samling.

EFTER VI HAR KLÆDT HINANDEN AF finder sit greb ved, på den ene side, at ville befinde sig i det intime, at ville nærme sig en anden, et du. Og på den anden side at ville genkalde og fortolke dette i den skriftlige tilbagetrækning fra selve situation.

– SMS fra dig/ jeg elsker dig// Tænker at du elsker mig uden punktum/ for intet rammer/ ordene/ inde// Ved ikke om jeg skal skrive:// 1. jeg elsker dig/ 2. jeg elsker dig./ 3. jeg. elsker. dig

Her bliver grammatikken forståelsesform for de uregerlige følelser mellem du og jeg. Digtene benytter sig flere steder af denne punktlige kontrol, at ville tøjle og organisere gestikken og mimikkens små tics.

Titlerne er højrestillede med mindre, kursiverede typer end teksterne. I sekvensen, ‘sengen’, leges der med funktionerne, stop og play, som fra musik- og videoafspilning. De optræder til sidst i teksten og antyder den gennemgående metabevidsthed: at jeget vil kontrollere sit eget minde for at forstå det. Og dette dominansspil er generelt til stede i teksterne, mellem bevidsthed og situation, kommunikation og du, endda ansigtets træk er til forhandling:

– Jeg får lyst til at sætte dem på plads/ fastgøre dem med to stykker tape dér/ så du ikke kan kigge så fortvivlet på mig.

Sådan kan teksterne være meget finurlige, dette spænd mellem en boblende, bulkende kærlighed og kropslighed og et jeg, som forsøger at organisere virvaret. Men visse steder bliver grebet også lidt slapt, når jeget bliver for afdæmpet.

Samlingen begynder nemlig godt, og man håber for så vidt, det fortsætter sådan. François’ kombination rammer plet i de første digte, grebet er klarere, mere overbevisende. Det er den afsøgende og lidt kyniske, og dermed også totalt fortabte, punktlighed, der gør det. Men halvvejs bliver digtene altså en smule opgivende, lidt slaskede:

– Dine bevægelser bliver stille en kontrast til din mund/ der siger farvel/ mens dine hænder elsker mig op ad væggen.

Den slags betragtninger, en aften i Kødbyen, at duet har spist chili og får jegets læber til at brænde efter et kys, bliver simpelthen for glatte. I den forstand kunne samlingens komposition godt have været bedre.

Anderledes er det med digtet i citatboksen. Det fremstår mere tiltende og sårbart. Det lader den anden krops småbitte tegn overmande jeget. Det rammer en fremmedgørende stemning i beskrivelserne af en sanselighed. Det stritter lidt på en fin måde, som kunne blive gjort endnu skarpere.

Et par steder i teksternes mest naive stil lurer det nemlig at lade det romantiske bryde ud i en grotesk eller klam blindgyde. Lave lidt rav i den. Det måtte der gerne være mere af. Dér bliver det interessant. Resten er for kontrastløst.

På sidste side afslører digtene sig selv. Jeget bekender sin egen trang til at ville systematisere, ‘for at kunne samle os igen’, skriver det. Så er hele det poetiske stel blottet. Så er regnestykket gjort. Nå. Det giver lidt en tom fornemmelse som læser.

EFTER VI HAR KLÆDT HINANDEN AF kan noget, men visse steder bliver blandingsforholdet for tyndt. Teksterne skal blive endelig egenartede, udover deres egen kant, finde alle deres nuancer. Men jeg vil gerne læse mere.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også