Dejlig norsk slægtssaga tilsat lidt svineri – Anne B. Ragde BERLINERPOPLERNE


Svinebørster, bøsser og hundepsykologi er altsammen noget af det, der går op i en højere enhed i denne norske feelgood-roman.

Man må ikke blive skræmt over omslagets fesenfarvede katastrofe, for BERLINERPOPLERNE er faktisk en rigtig god bog. Uden at give stof til de mest dybsindige eftertanker er den ekstremt underholdende, så længe den varer. Hjemme i Norge er Anne B. Ragdes roman om en nordnorsk svineavlerslægt blevet en kæmpe succes, som har slået selveste DA VINCI MYSTERIET på salgslisterne. Siden har hun skrevet en ligeså populær efterfølger EREMITKREBSENE, og rygtet vil vide, at der snart kommer en tredje.

Nu har danske læsere altså også chancen for at stifte bekendtskab med brødrene Tor, Erlend og Margido, hhv. svinebonde, bøsse og bedemand, samt Tors genfundne datter, hundepsykologen Torunn. Efter ikke at have set hinanden i årevis mødes de tre brødre ved morens dødsleje sammen med Torunn. Og der går ikke lang tid, før skeletterne begynder at vælte ud af skabet. Uden at afsløre for meget kan jeg vist roligt konstatere, at de libidinøse familiebindinger er ret heftige deroppe i Norge. Hvordan disse mere præcist er struktureret, må man selvfølgelig selv finde ud af.

Det er let at forstå, at bogen er blevet den bestseller, den er i Norge, for den har alle ingredienserne: et pirrende plot, humor, gru, gode personskildringer. Og så er der jo min personlige favorit: forvandlingselementet. Her tænker jeg på den gamle forfaldne og uhumske gård, som bliver så hyggelig, efter at den er blevet muget ud og skrubbet med salmiak.

Hvis man endelig skal udsætte noget på romanen, så er det den klichéfyldte skildring af firserbøsseparret Erlend og Krumme, som får Politiskolens besøg på den læderbøssespækkede Blue Oyster Bar til at træde lyslevende frem. Og så er der bror Margido, romanens gedulgte, gotiske element. Han forbliver et mysterie, men måske er indsigten i hans sjæls dybder henlagt til efterfølgeren. Hvorom alting er, er BERLINERPOPLERNE den perfekte underholdning til stranden eller parken i den kommende tid: spændende, velskrevet og med et forsvindende lillebitte lixtal.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *