Delirium i Nansensgade – Christel Wiinblad DE ELSKENDE
Christel Wiinblad tager læseren med på en rutsjebanetur gennem en kvindes besættelse af kærlighedens dystopia. Det er kvalmende på godt og ondt. Mest ondt.
Citat
Og hun fløj højere endnu. Nu mærkede hun det virkelig, hun ville ikke andet, og han forstod det hele. Og „kærligheden er voldsom,“ sagde han, og han smilede igen til hende, og nu havde han allerede taget hende i hånden, og nu var de allerede gået rundt og rundt i aftenen sammen, og hun havde aldrig prøvet noget lignende, det gik virkelig stærkt, hun var helt euforisk af det. Og nu var de allerede oppe i hans lejlighed. Nu sad de allerede lige dér i sofaen.
Et sted i Nansensgade kaster en navnløs kvinde sig hovedkulds i armene på en navnløs mand, som på sadistisk vis forsøger at overbevise hende om, at de sammen skal forsvinde i det, han kalder kærlighedens mægtige lys. Dette er det umiddelbare omdrejningspunkt i Christel Wiinblads seneste romanforsøg DE ELSKENDE. Først skal kvinden dog nedbrydes, trækkes gennem mørket og ned i mystiske swingerklub-lignende kældre. Hun skal fjerne sig fra virkeligheden, eller det borgerlige liv som det en smule anstrengende beskrives af romanens anonyme mandeskikkelse. Herfra skal hun dykke ned i den virkelighed, som – igen ifølge manden – kun findes i kærligheden. Det er i denne transformation, at læseren møder skriften. En skrift, der fra kvindens synsvinkel udgiver sig for at være den sproglige udfoldelse af en slags kærlighedens delirium, fyldt med alskens perverteret smerte og vanvid.
Hvad kvinden i DE ELSKENDE tror er en søgen efter essensen af kærlighedens natur, fører i stedet til en besættelse og en mildt sagt monoton deroute ud i kærlighedens mørkeste afkroge. Det skete da, at jeg undervejs i læsningen lod mig opsluge af kvindens opslugen (på alle tænkelige måder), at jeg ind i mellem måtte gispe og mærke efter, om den fysiske afsky skyldtes den stemning, som romanen på brutalt og, indrømmet, fascinerende vis vækker, eller om det var et resultat af dårlig take-away fra aftenen før. Det skete også, at jeg lod mig begejstre, når sproget, som i Wiinblads seneste udgivelse SOMMERLYS, taler for sig selv i dets poetiske, uselviske karakter. En poesi, som teksten nærmer sig i denne passage, hvor kvinden, i al sin forstyrrethed, beskriver en solopgang ved søerne i København:
– Sikkert, overlegent, sådan steg den. Smukkere end alt. Som hans ansigt, smukkere end det, og hun havde aldrig set noget lignende. Den symmetri, den evighed, kuglen. Glimtende dér på isen. Evigheden, sære refleksioner. Noget smeltede nu.
I DE ELSKENDE vibrerer også en religiøs undertone. Tydeligst ses det i mandens forsøg på at overbevise kvinden om, at hun skal adlyde ham: ’Det hele skal gå under, det skal bryde sammen. Du skal ud over alle grænser. Gennembruddet er sammenbruddet, og du ved det.’ Eller i det lidt forcerede stilistiske træk, at de fleste replikker starter ud med et og: ’Og ”nej!” skreg hun. Og ”hvad vil du så?” spurgte han. Og ”jeg vil gøre hvad som helst,” svarede hun’.
Det klinger af genesis og får mandens ønske om denne transformation til at fremstå som en art genopstandelsesberetning, hvor han er herren (vel nærmest Gud) og hun hans slave. Under dække af, at det hun genopstår til, er kærligheden. Og at kærligheden er alt. Ligeledes bidrager den gennemgående – og tilnærmelsesvis klichéfyldte – kontrast mellem lys og mørke til romanens sakrale tematik. Okay. Et spor jeg gerne køber. Det giver en ekstra dimension til de ellers endimensionelle karakterer.
Desværre tager det voluminøse handlingsspor ofte over og kvæler skriften, der falder sammen og bliver manisk og utroværdig. Flere steder kommer det til at virke som udvidede skriveøvelser, hvor Wiinblads sætninger leger tagfat med hinanden i et sprogligt stiliseret vakuum. Som her, hvor et mareridt udfolder sig:
– Hun var gået ud i natten, hun var gået over broen, gennem byen, halvt sovende. Som helt ud af den her verden. Som helt ind i den, lysende. Helt ud af mørket og al ensomheden. Smerten, meningsløsheden, og hun havde været som et helt andet sted.
Tempoet i DE ELSKENDE sættes højt fra starten i forsøget på at følge kvindens intense kærlighedsmareridt, men man – denne læser – falder hurtigt fra. Mange sætninger kører på automatpilot, og jeg måtte flere gange lægge bogen fra mig og give op på at følge med, fordi teksten aldrig forankrer sig eller henvender sig. Ligesom kvinden febrilsk leder efter dette åh, kærlighedens mægtige lys, føles det også som om, at sproget konstant leder efter noget at holde fast i. Der kan være en pointe i denne fægten, men specielt interessant bliver det aldrig.
