Den adfærdsvanskelige mennonnit – Miriam Toews LIVET SOM DET KUNNE HAVE VÆRET
Der er en på sinkadusen til stagnerede religiøse båtnakker i den canadiske forfatter Miriam Toews’ ekstremt underholdende og medrivende skildring af mennonittersamfundet.
Historien om den sure teenager i oprør mod sine forstokkede og autoritære omgivelser er selvfølgelig blevet fortalt før, men sjældent så humoristisk, skarpsindigt og bedrøveligt som i Miriam Toews’ LIVET SOM DET KUNNE HAVE VÆRET.
Romanens hovedperson, 16-årige Nomi, lever i mennonitterbyen East Village i Canada, hvilket desværre er så langt fra New York, som man kan forestille sig. Her bor Nomi sammen med det, der udgør resterne af sin nedbrudte kernefamilie: faren Ray. Den øvrige familie – mor Trudie og storesøster Tash – er nemlig blevet ekskommunikeret pga. deres oprørske gemytter. Med til familien hører også morbroren – blandt fjender kaldet Munden. Han er den lokale præst og religiøs fanatiker af værste skuffe. Engang en selvbestaltet beatpoet som nu sublimerer sin frustration over manglende kunstnerisk gennemslagskraft og succes hos storbyens emanciperede kvindfolk udi svovlspruttende bål-og-brand-prædikener til skræk og advarsel for potentielle renegater.
Nomis to evnesvage fætre er levende beviser på, at genpølen i East Village ikke har nogen dyb ende. Alle er en stor familie, men det kræver noget at få lov at forblive en del af denne familie og i sidste ende at få en plads blandt Mennos udvalgte i det evige rige. For Nomi virker en dennesidig fremtid på fjerkræslagteriet krydret med en artig, kyseklædt fritid delt mellem valdhorn og bøn imidlertid ikke særlig tillokkende. Problemet er bare, at hun er fanget blandt de religiøse fladpander pga. ømheden over for sin far, der befinder sig i en form for autistisk handlingslammelse, splittet som han er mellem kærligheden til familiens rebelske kvinder og sin grundigt indoktrinerede barnetro.
Fortælleren tager os med ind bag mennonittersektens hyklede og forlorne facade af gammeldaws, pietistisk livsførelse og skildrer det dobbeltliv, som den frustrerede ungdom fører. Når kirken er lukket og folkedragten aftaget, er størstedelen af mennonitterungdommen nemlig et studie i alskens former for usømmelig udskejelse (sex, stoffer, alkohol tilsat pietetsløs musik og litteratur). I et sprog, som veksler mellem hårdkogt sarkasme og poesi, formidler Toews på eminent vis den stigende klaustrofobiske desperation, Nomi føler – heldigvis uden på noget tidspunkt at glemme den komiske befrielse.
Toews er selv et frafaldent medlem af mennonitternes menighed, og lur mig om romanen ikke indeholder et element af tilbagebetaling til forfatterens barn- og ungdomsplageånder: Mennos dogmer, deres forkyndere og indoktrinerede medløbere. Selvom romanen altså angiveligt er en form for ”autentisk drama” baseret på virkelige hændelser, bliver fremstillingen imidlertid aldrig bitter og unuanceret hadsk. Der skal hermed lyde den varmeste anbefaling til Toews’ roman, der utvivlsomt vil få dig til at hyle – både af grin og gråd.
