Foto venligst udlånt af forlaget Rosinante & co.

Den amerikanske omvej – interview med Dorthe Nors LOUISIANA LITERATURE 2014


Dorthe Nors optrådte i år for første gang på Louisiana Literature, hvor LitteraturNu også fik lejlighed til at stille en række spørgsmål til forfatteren og hendes omvej til succes.

Når amerikanske medier omtaler Dorthe Nors, fremhæver de ofte balancen mellem mørket og humoren samt fortællingernes stramme komposition. Oprah Winfreys magasin OPRAH har sågar sammenlignet novellesamlingen KANTSLAG (på engelsk KARATE CHOP) med dansk møbelkunst, ’enkel og sublim’. Når man møder Dorthe Nors, taler med hende eller hører hende læse op, er stilen knap så minimalistisk. Hun er snarere ekstrovert på den amerikanske måde med et touch af klassisk dansk selvironi og jysk lune.

Sådan lægger hun også ud på Louisiana Literatures Balkonscene fredag den 22. august, hvor hun for første gang er inviteret til at optræde. Hun gør grin med sine helt nye og aldersbetingede briller, som er blevet nødvendig oven på sommerferien, og hun fortsætter i samme stil med en advarsel om et eventuelt besvimelsesanfald, når først hun går i gang med at læse op fra sin seneste udgivelse, kortbogen MINNA MANGLER ET ØVELOKALE. Den er nemlig udelukkende skrevet i hovedsætninger. Publikum er med, og Nors virker afslappet og i sit es.

Foto: Michelle Hoxer
Foto: Michelle Hoxer

’Minna er lidt af et værtsdyr, og bogen handler også om det at være et værtsdyr, og når man er et værtsdyr, så har man også nogle parasitter. I den her bog er det i udpræget grad nogle kvindelige parasitter. Der er Karin, som er stor landmandskone fra Jylland, hvis mand har opkøbt et helt sogn, så hun antager at hun også kan æde alt af sine omgivelser’, forklarer Dorthe Nors på en måde, så ingen er i tvivl om, at hun holder af alle sine udpræget danske karakterer. Foruden passagerne fra MINNA MANGLER ET ØVELOKALE, der flere steder får salen til at bryde ud i simultanlatter, læser Nors også en novelle op fra KANTSLAG:

’Jeg kalder den ’Lazarus-bogen’, fordi den faktisk er fra 2008 og næsten var afgået ved døden, da den genopstod i Amerika’. Hun holder bogen, der for alvor katapulterede hendes karriere ud og op i en anden litterær sfære, op foran publikum. Om HEJREN, den novelle hun har valgt at læse i sin fulde længde, forklarer hun:

’Sidste år i september kom den i The New Yorker, og mit danske forlag og jeg gik straks i gang med at finde ud af, om der var nogen danskere, der nogensinde havde prøvet det før. Det var særligt Karen Blixen, vi var bekymrede for. Men det havde hun ikke. Så tak, Karen’. Salen ler igen.

Den Gode Historie
Historien om Dorthe fra Dollerup, der slog igennem på den anden side af Atlanten og sidenhen opnåede det danske gennembrud, hun havde længtes efter, er efterhånden velbeskrevet i mange medier. Den Grimme Ælling om igen, journalisterne elsker det – og jeg er således ingen undtagelse.

Inden jeg møder Dorthe Nors på plænen foran Louisianas cafe efter oplæsningen, har jeg ellers trodsigt besluttet, at gennembruddet – både det amerikanske og det efterfølgende danske – ikke skal fylde for meget. Vi skal fordybe os i litteraturen og ikke omstændighederne omkring. Men jeg må hurtigt give efter for mine journalistiske tilbøjeligheder og gå efter ’den gode historie’ og de lag, den faktisk viser sig at rumme. Nors forklarer selv som det første, at hun egentlig har været på festivalen en enkelt gang før, men dengang var hun udsendt af et amerikansk forlag for at mødes med en amerikansk delegation.

’Det opsummerer sådan set min skæbne meget godt. Det har ligesom hele tiden været gennem det amerikanske, at jeg har fået fodfæste og dørene har åbnet sig’, siger hun og tilføjer et grin, der understreger det paradoksale i den omvej. Hun er glad og stolt over at være blevet inviteret til at læse op på festivalen, for netop den dør er ikke nem at ’komme ind ad som dansk forfatter’, fortæller hun – og det er ikke svært at tro. De danske forfattere, som er inviteret til at læse op i løbet af festivalens fire dage, kan tælles på to hænder. I et interview til P1-programmet På Tomandshånd, som blev sendt tidligere på sommeren, beskrev Nors det sådan, at ’de døre du hiver i, binder mere og mere’.

Ikke sjov for sjovs skyld
Da hun først begyndte at hive i døre, gik det egentlig okay. Nors havde gennemført sit studie i litteraturvidenskab ved Aarhus Universitet, var flyttet til København og havde helliget sig sin store passion: at skrive skønlitteratur. Hun fik et forlag (Samleren), udgav sin første roman SOUL i 2001, høstede fine anmeldelser og fik arbejdslegater. Sådan fortsatte det i flere år, men gennembruddet, den brede anerkendelse og publikummet udeblev – og arbejdet med at skrive føltes til tider tungt. Hverken teksterne eller forfattertilværelsen var præget af humor. Det ændrede sig dog i 2005, hvor Nors begyndte at give plads til det humoristiske:

’Det begyndte så småt at pible i KANTSLAG og DAGE – og så gav jeg den bare alt, hvad den kunne trække i MINNA…, men det er ikke sjovt, hvis ikke det står og rører ved noget, der er tungt. Jeg bryder mig ikke om sjov for sjovs skyld, og mørke for mørkes skyld, siger hun og forklarer, at det tog år at slippe den svenske tradition, hun beundrede og havde viet sig til gennem et litteraturstudie med speciale i Kerstin Ekman.

Foto venligst udlånt af forlaget Rosinante & co.
Foto venligst udlånt af forlaget Rosinante & co.

Følelser er vigtige for et værks vedkommenhed, men ’jeg bryder mig ikke om litteratur, der er teoretisk og jeg kan decideret ikke lide litteratur, der er opdragende’, siger hun bestemt og tilføjer i et blødere toneleje: ’Men jeg kan godt lide litteratur, som giver læserne mulighed for at møde sig selv, både som et tænkende OG som et følende væsen’.

Snitfladerne mellem gråd og grin er afgørende for Nors, og netop dén egenskab har de amerikanske anmeldere været specielt imponerede af, fortæller hun. ’I USA taler de om, at jeg i én sætning balancerer komedien og tragedien. Man griner måske i begyndelsen af sætningen, and then you cry from the horror of it all’, siger hun med en ganske overbevisende amerikansk accent.

At få indlejret ’det der følelsesdyb i en mere minimalistisk form, en mere dansk æstetik’ er essensen af dét, Nors selv mener er lykkes med KANTSLAG og som har betydet at flere noveller herfra er blevet trykt i velansete litterære magasiner som The New Yorker, Boston Review og Harper’s Magazine. Hun understreger, at hun ikke søger en ’anæmisk minimalisme’ men i stedet en minimalisme, som er ’ved at eksplodere indefra af substans’. Et eksempel på dette finder man i novellen KVINDELIGE MORDERE  fra KANTSLAG. Historien handler kort fortalt om en mand, der bruger sine aftener på at google seriemordere og granske sin egen sjæls afgrund:

Af og til ønsker alle mennesker død over nogen, men man må ikke slå ihjel. Det er bare menneskeligt at overveje det en gang imellem. Hvis folk kører hensynsløst i tætbebyggede områder og i nærheden af skoler og fritidshjem. Trusler i mørke gyder giver i al almindelighed lov til at slå ihjel, ligesom krigstjeneste og uretmæssig frihedsberøvelse. Udrangering er ikke noget argument, og det er det heller ikke, når man før lukketid i Brugsen ser en kvinde lægge varer over i vognen til en mand af den slags, som han selv som barn så spille banjo til festerne i forsamlingshuset. Halvskaldet, løs i kødet, tynde arme og med en længsel efter at blive opfyldt af noget stort.

Efter en tsunami føles alt som et skvulp
Det seneste års succes i USA, som for de uindviede skete ret tilfældigt, har på flere måder sat sine spor hos Nors. Hun nyder først og fremmest anerkendelsen og bevidstheden om det udvidede publikum, der snart også tæller tyske læsere, men samtidig beskriver hun det medfølgende forventningspres som ’skræmmende’.

’Efter de ting jeg har oplevet med at være den første dansker i de her amerikanske magasiner, så er det klart at… ja altså, alt føles som et skvulp efter en tsunami, ikke?’, siger hun og giver de mørke tanker et modspil af jysk trods, suppleret med et grin: ’Men den slags tanker kan bare få lov at blive ude – de skal SLET ikke med ind på kontoret’.

Kontoret som hun henviser til, ligger nu i hendes hjemstavns Dollerup Bakker, hvortil Nors flyttede tilbage for knap et år siden, nogenlunde samtidig med, at den amerikanske ’dør’ sprang op. Selvom det er upraktisk at bo i Jylland, når hovedstaden og udlandet nu endelig kalder, er hun godt tilfreds med Jylland som modvægt til alt det nye og ukendte:

’Mit liv har ændret sig utrolig meget det sidste år, både geografisk og personligt. Og jeg tror, det tager lang tid at få ens selvbillede og ens geografi på plads, men det jeg kan mærke, er, at jeg nyder at kunne trække mig tilbage i naturen. Noget af det bedste, man kan gøre, når der sker meget i ens liv, er at sidde og glo på nogle gæs eller et får, eller at bade i Hald Sø. At kunne trække sig tilbage og bare være sig selv, dét er jeg helt sikker på, er det rigtige valg’.

Skrevet af Michelle From Hoxer

Michelle From Hoxer (f. 1983) er uddannet journalist og muligvis den eneste af slagsen med et fag om Bob Dylan på sit eksamensbevis.

Skriv til Michelle

1 kommentar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *