Den dag Eric Zondag så en engel – Cees Nooteboom DET TABTE PARADIS
Hvad blev der af de gode gamle dage, hvor en fortælling havde en helt, en handling, en begyndelse og en slutning? Det er sådan set underordnet, for man savner ingen af delene i selskab med denne lille hollandske perle.
Citat
Livet, hvis vi for en kort stund bliver ved denne dumme abstraktion, er som kok en fuldkommen idiot. Det lider menneskene for det meste under, og det profiterer litteraturen somme tider af, om end ikke alt for ofte. Vi får se.
Hvis du skulle være så uheldig at have læst bag på bogens omslag og derved have fået afsløret stort set hele handlingsforløbet, så gør det egentlig ikke så meget. Læseoplevelsen ved DET TABTE PARADIS har meget lidt at gøre med plottet, og utroligt meget at gøre med Nootebooms evner som prosajonglør.
Men et lille resumé skal der jo være:
I prologen sidder en forfatter (Nooteboom måske?) i et fly og betragter en smuk kvindelig medpassager, der flygtigt læser i en bog. Han bliver inspireret til at skrive: ”….denne bog, en bog hun nu forsvinder ud af, sammen med mig.” Nyt kapitel. Vi befinder os i Sao Paulo, hvor den unge kvinde Alma beslutter sig at tage med sin veninde til sit barndoms drømmeland, Australien, ovenpå at være sagesløst offer for en brutal gruppevoldtægt. Tres sider senere står den mavesure litteraturkritiker Eric Zondag på en hollandsk banegård og er på vej til et kurophold, som skal rette lidt op på det skrantende helbred. Eric og Almas veje til et andet liv krydses to gange i bogen; den ene gang tror han, at hun er en engel, den anden gang skal ikke afsløres her.
Det lyder måske både rodet og uinspireret, men her må læseren bare tage anmelderens ord for, at det ikke forholder sig sådan. For Notebooms prosa er fantastisk elegant – på én gang legende let og dybt underfundig. Alene i kraft af den, får fortællingen liv, til trods for, at den konstant er på grænsen til at gå i opløsning. DET TABTE PARADIS bugner af præmiecitater, som pga. pladsmangel desværre ikke alle kan bringes i denne anmeldelse. Et enkelt skal der dog klemmes ind; her om hvordan forfatteren kreerer sin fortælling:
– Det eneste vi har brug for, er en by ved vandet, en januar måned, en dag med våd sne, en banegård… Nu slår den ønskekvist som hører til vores metier, tydeligere ud, bøjer sig og trækker i retning af en gruppe ikke-sammenhørende rejsende, statister, løsarbejdere. De spiller ingen rolle i dag, selv om man selvfølgelig aldrig kan være sikker, vi er til syvende og sidst ikke de eneste der er beskæftiget med den slags. Måske er de personer i en anden historie.
Den slags litterære meta-klovnerier kendes bedst fra den elskelige gavflab Italo Calvino, hvis stafet Nooteboom elegant fører videre, når det gælder humor og opfindsomhed.
Det er selvfølgelig en kompliceret tilgang til romangenren, og det kræves, at man kan forholde sig til fortællerens in-your-face tilgang til læseren, plottets fragmentariske opbygning samt de underliggende referencer til John Miltons episke mesterværk af samme navn. Det kan måske alt sammen skræmme den mere konservative læser væk, men selvpåførte skyklapper leder sjældent i favnen på den mest inspirerende litteratur.
DET TABTE PARADIS er en lækker og kompakt lille roman. Som historie er det måske ikke andet end en bagatel, men det er en fascinerende, overbevisende og meget anbefalelsesværdig én af slagsen. Denne anmelder har allerede været på antikvariatjagt efter det næste skud Nooteboom.
