DEN DEKADENTE HYKLER ER BLEVET VOKSEN. OG SKAL VÆRE FAR.
Anmeldelse af Victor Boy Lindholms romandebut En del af hjertet går ud af kroppen.
Første gang jeg stiftede bekendtskab med Victor Boy Lindholms forfatterskab, var omkring 2015, da den anden digtsamling i hans Hyklertrilogi udkom med titlen No hard feelings. Jeg gik i 2.G, og ledte med fare for liv og lemmer efter et sprog for det, jeg selv følte; vrede, desillusion og ungdom. Men digterjegets bedrevidenhed var også ekstremt udmattende. Gestussen i at udpege sig selv som hykler virkede som et for nemt sted at stille sig; udenfor fællesskaber og udenfor ansvar.
Måske der sker noget i bevægelsen fra digte til roman, måske det handler om at gå fra at være 23 til at være 30, eller måske tidsånden også bare har rykket sig væk fra 2010’ernes frustrerede, udpegende håbløshed. I hvert fald er det en anden fortællerstemme, jeg møder i Lindholms romandebut En del af hjertet går ud af kroppen. Den dekadente hykler er blevet voksen. Og skal være far.
Romanen er henvendt til et du; fortællerens ufødte barn. Hans kæreste har termin i morgen, men han er ikke derhjemme. I stedet er han taget afsted for at gå en tur i det moseområde, som hans tanker bliver ved med at vende tilbage til, det område som er fyldt med minder om Mark. Barndomsvennen, der blev boende, blev militærmand, blev udstationeret i ørkenen og bliver fundet død i en skovbund ikke langt fra sit hjem. Sådan er rammen i En del af hjertet går ud af kroppen: En gåtur i et efterårstungt moseområde. Men der er også en anden tidslinje. Den der bliver sat i gang af et scanningsbillede af et lille hjerte, der bare slår og slår og slår.
Lindholms romandebut er en undersøgelse af, hvad det vil sige at blive far og forælder, og hvorfor så mange mænd har svært ved at tale om, hvad de føler. Romanen handler om de spørgsmål, der rejser sig, når man er “en stille krop, en tynd og stille krop, der tænker på et hjerte, et nyt bankende hjerte i verden.”. Det er Knausgårds årstidscyklus men i en millennial-krop, og netop den krop betyder noget. Hvor der i Knausgårds breve til sit ufødte barn er en tro på en eksistentialisme, en måde at være menneske i en natur og et samfund, der betyder noget, man forstår, så er vi hos Lindholm helt inde i kroppens uforståelighed eller helt ude i globale strukturers hyperobjekter. Det er både generationers maskulinitet og racisme, og det er kroppens åbenhed, sårbarhed, biologi. Blød hud og et bankende hjerte der allerede slår, og som helt uden at være født er påvirket af 1000 års levet liv, vold og slidte muskler.
Lindholm beskriver et økokritisk og politisk ladet faderskab. Der er ikke noget universelt eller neutralt som hos Knausgård, hvor et æble bare kan være et æble. I stedet er det en politiseret virkelighed, som fortælleren befinder sig i, hvor skellet mellem kultur og natur er opløst, og hvor vi er sammenvævet i uoverskuelige forbindelser. Romanen har et udestående med kategorierne: det handler om mænd som kategori og ikke som køn, og om det problem der ligger i, at vores billede af ‘natur’ er et ubesmittet Møns Klint og ikke grusbunken på Amager. Flere steder beskriver Lindholm, hvad han ser som et definitivt uskyldstab, der er rammesættende for, hvordan vi må tænke fremtiden:
“Prøvestenen er smukkest i koldt vejr med høje skyer i solnedgangen, hvor de store grusbunker på Benzinøens grund danner illusionen om en lille københavnsk bjergkæde. Det er måske dét, jeg gerne vil have dig til at opleve. Det her lille mellemrum mellem det, vi kalder natur, og det, som vi opfatter som vores egen verden. Jeg vil have dig til at opleve, til at erfare, at det er i det mellemrum, at livet findes. Eller måske vil jeg have dig til at opleve, at mellemrummet mellem naturen og kulturen er vores egen illusion, vores egen romantik. / Grusbunken er lige så meget et stykke natur som hjorten, der springer gennem brakvandet. / Den indsigt vil jeg gerne give dig. Men mon ikke det bliver dig, der får mig til at forstå det og ikke bare skrive det. Jeg lever stadig mellem paradigmerne.”
Selvom der er flere af de samme dark ecology-takter, som vi kender det fra Lindholms tidlige forfatterskab, så er det alligevel en mere moden stemme, der har forladt desillusionens og vredens forsvar. At skulle være forælder tvinger fortællerstemmen til at opretholde et håb, i stedet for at stille sig udenfor og hævet over, fordi han er den, der har indset illusionerne. Derimod stiller fortællerstemmen sig midt i det hele, på et mere empatisk og mindre ensomt sted: “Det går ikke længere at smykke sig med håbløsheden. Det vil jeg ikke byde dig. / Det radikale i dag er ikke at sige, at verden er i brand, og at alt håb er ude. / Det radikale i dag er at beskrive, hvordan håbet kan se ud. (…) Håbløsheden er en overdrevet form for privilegieblindhed, som jeg først nu, dagen før termin, forstår.”
Det klæder romanen i de passager, hvor den stiller flere spørgsmål end den giver svar. Skriften står mere åben, uden Den Oplystes distancerende selvforsvar. I de passager lader det til, at Lindholm har kunne forene et journalistisk, essayistisk og poetisk sprog – et sprog der både er interesseret i at forstå og samtidig søger at udvide rummet for, hvad der er muligt at sige. På den måde er det også en atypisk roman. Der er ingen forestilling om, at fortælleren kan overskue fortællingen, eller at fortællingen skulle være en afrundet helhed; værket er ligeså porøst som millennial-kroppen. Ærgerligt er det, når romanen misser den ellers nærmest jambiske rytme. Nogle steder er det som om, journalisten ikke stoler på digteren, og digteren ikke stoler på journalisten. Det bliver overforklarende og får en bismag af det bedrevidende digter-jeg fra hyklertrilogien:
“Børn, der bliver teenagere, der kan sendes i krig i konflikter langt væk fra deres hjem, ideologiske krige bygget på løgne om, hvordan vores værdier bliver truet. Børn, der bliver teenagere, mens de ser på internettet, hvordan klimaet forandrer sig, hvordan havene stiger, hvordan skovene ryddes, hvordan mineralerne hives op af jorden. Børn, der bliver voksne, mens finanskrisen får hele verdensøkonomien til at vælte, og de nu helt unge voksne mister deres illusioner om handling og forandring, fordi de stadig ser billeder af jorden, der forandres og skades, mens strukturerne stadig er de samme, mens politikerne stadig bare kigger på hinanden og diskuterer vores værdier.”
Med sin romandebut skriver Victor Boy Lindholm på rørende vis millennial-generationen ind i de voksnes rækker. Dark ecology’s jerngreb om dansk digtning hænger stadig i luften, men håbet klæder den politisk engagerede litteratur. Ikke fordi det er et mere ufarligt budskab, men fordi det skaber en litteratur, der i stedet for at lukke sig om sig selv, åbner et rum for en måde, hvor vi kan leve, som var der en fremtid og et håb.
