Den, der åbner munden, forsvinder – Sofi Oksanen STALINS KØER
Skræmmende troværdig debutroman om et liv med bulimi.
Citat
1949
(…) Man har hørt fra tyskerne, at russerne dræber alle og enhver, der måtte have hjulpet tyskerne, for ikke at tale om andre. De, der er flygtet fra Sibirien, fortæller, hvordan der er, men ingen har lyst til at tro på det, det kan ikke være sandt. Agitatorerne hævder noget ganske andet. Tjenestemænd, der har været i Rusland, forbydes på det strengeste at fortælle om, hvad de har set. Den, der åbner munden, forsvinder. Også selvom det eneste, han eller hun fortæller, er, at de derude har deres egen kvægrace, Stalins køer.
Stalins ko er en ged.
STALINS KØER er titlen på den finsk-estiske forfatter Sofi Oksanens debut fra 2003, som udkom på dansk i foråret. Oksanen vandt i 2010 Nordisk Råds Litteraturpris for sin tredje roman RENSELSE, der ligeledes foreligger på dansk. De to bøger har meget tilfælles, begge har ubarmhjertige kvindeskæbner, prostitution og Estlands nyere historie som de bærende elementer, men jeg vil alligevel undlade at sammenstille de to værker yderligere. Det ville simpelthen ikke være at yde STALINS KØER den respekt, den fortjener. Debuten er bestemt en speciel og ambitiøs fortælling om kvindeligt mindreværd og dysfunktionelle familieforhold, men når alt kommer til alt, kan den trods alt ikke måle sig med forfatterindens prisbelønnede, internationale gennembrud i originalitet og fuldkommenhed.
Netop mål, vægt og uhensigtsmæssige sammenligninger af kroppe, lande og samfundssystemer er, hvad Oksanen beskriver i STALINS KØER og dét, så det giver læseren mavekramper.
Der er i Danmark omkring 75.000 mennesker, som lider af en spiseforstyrelse, og heraf døjer knap halvdelen med bulimi. Derfor kan man kun byde litteratur, der problematiserer disse lidelser, velkommen. STALINS KØER skildrer en bulimikers hverdag helt inde fra det inderste af hovedpersonen Annas undervægtige, løgnagtige og selvfjendske selv, og romanen er nok noget af det tætteste, man i samtidslitteraturen kommer på at forstå, hvad der kan drive et ungt menneske til at proppe sig til bristepunktet med mad, slik og kager i deciderede spise-orgier for derefter at stikke to fingre i halsen.
Romanen er fortalt i to tider, i to fortællespor. Den bærende er historien om Annas ædegilder, opkast og ikke mindst opvækst med en estisk mor i en ærke-finsk lilleby. Fortælleren skifter mellem at være en 1. og 3. personsfortæller. Den sidste form bruges primært i de kapitler, der, ved nedslagspunkter i Annas estiske families fortid, bl.a. beskriver hendes mormors omvæltende tilværelse under 2. verdenskrig og hendes mors møde med Annas finske far og flugt fra det sovjetiske rædselsregime. Der, hvor bogen virkelig fremstår unik, er når kontrasterne mellem livet i det kapitalistiske Finland og Estland før Sovjetunionens opløsning bliver optegnet på hverdagsniveau:
– på den anden side af grænsen kendte man ikke til at gå aftenture – man arbejdede i køkkenhaven, så længe der var lys nok til det, og faldt så om i sengen, allerede halvvejs sovende.
Oksanen skildrer minutiøst, hvordan spiseforstyrelsen påvirker Annas selvværd og naturligt nok også hendes seksualitet. Hun kan ikke nyde det erotiske samvær med kæresten Hukka, hvilket derfor gradvist udvikler sig til at være lige så sygt, som hendes spisevaner – eller mangel på samme. I den ordliste, som oversætter Birgitte Bonde Hansen venligt har tilføjet bagerst i bogen, forklares det, at kælenavnet Hukka betyder enten ulv eller noget, man mister. Relationen mellem de to går da også helt af helvede til, før den endelig går i opløsning, da det endelig går op for Anna, at hendes rovdyr af en kæreste ikke er værd at samle på. Denne indsigt indtræffer dog først efter, at hun i en døs af følelsesløshed og dopet af diverse medikamenter på Hukkas egen opfordring er ham utro med tilfældige fremmede, og efter at han har ydmyget hende til det aller ypperste ved at opfordre hende til at lege, at hun er en luder.
– Han ville ligefrem give mig penge, have at jeg skulle tage imod dem, putte dem ned i bh’en, spørge ham, hvad han havde lyst til. Jeg skulle fortælle ham mine priser og så gøre, hvad kunden befalede.
Hadet til prostituerede har Anna fået ind med modermælken. Dette oldgamle, kvindelige erhverv er grunden til størstedelen af hendes barndomstraumer. Annas mor, Katariina, ender på trods af sin ingeniøruddannelse som finsk ”hjemme”-gående husmor, langt fra sit estiske hjemland, mens Annas far arbejder i Moskva. Når han endelig er hjemme, hjælper Anna ham med at købe tøj og lignende gaver til de russiske prostituerede, som han frekventerer på sine arbejdsrejser.
Det er en tydelig pointe fra forfatterens side, at Annas akavede forhold til egen krop og kvindelighed er stærkt forbundet med angsten for at blive forvekslet med en østeuropæisk prostitueret, hvilket afstedkommer, at hun ikke tør fortælle nogen om sine estiske aner. Det er ligeledes en pointe, at fortidens og nutidens fortællespor tematisk kædes sammen af sult.
Ved læsningens ende er man overmåde mættet af udpenslede spiseflip, indkøbslister og overvejelser over kalorieindhold i forskellige chokolademærker. STALINS KØER er ikke en bog for småbørn, hvilket ikke gør det mindre skræmmende at tænke på, at de mange både danskere, finere og estere, der lider af spiseforstyrelser, som oftest er småbørn, når vanviddet begynder og tager fart.
