Den dybe loyalitet mod originalværket både hæmmer og løfter det kvindekollektive erindringsteater i Årene
”At eksistere er at drikke sig selv uden at være tørstig”.
Sådan lyder en af mine yndlings-oneliners fra franske Annie Ernaux’ mesterværk Årene (2008). At dramatisere Årene er at kaste sig ud i en næsten umulig opgave: At fortolke en ny(kult)klassiker. Ernaux modtog i 2022 Nobelprisen i litteratur, og Årene betegnes ofte som hovedværket og er blevet sammenlignet med Proust. Men netop derfor er det vigtigt og vedkommende. Når Ernaux’ værk rammer scenen, møder historien vores egen samtid. Som publikum sidder vi med vores eget nutidige verdensbillede og vores egne forestillinger om historiens retning, der både er en forlængelse af og en kontrast til den tid, der udspiller sig på scenen. For vi er alle flettet ind i den store historie, som uundgåeligt former vores egne små liv.
Instruktør Liv Helm og dramatiker Marie Bjørns opsætning (2026) på Teater Republique betoner vellykket Ernaux’ ord som en universel, kollektiv kvindestemme ved at lade Annie optræde som figur i fem aldre, spillet af de fem skuespillere Karen-Lise Mynster, Christine Albeck Børge, Özlem Saglanmak, Ena Spottag Fog og Alvilda Lyneborg Lassen. Også Emil Assing Høyers lydside understøtter dette greb med et kor af kvindestemmer, hvilket fremstår som klassisk Helm, sådan som jeg har oplevet det i nogle af hendes tidligere forestillinger. Foruden det kollektivistiske er skriften den gennemgående bevægelse, der genvinder og forbinder den tabte tid, hendes historie og det samfund, hun er blevet påvirket af. Mellem replikkerne hører vi hårde, insisterende anslag på en skrivemaskine som en påmindelse om, at erindringerne er oplevet af et menneske, der hele livet har været skrivende. Romanen revolutionerede den biografiske genre og portrætterer Ernaux’ eget liv, en generation og den vestlige verden i en tid, der, som alle tider, er erfaret kollektivt. Via sansninger skyder erindringer op og fremsættes af et universelt man, os og vi.
Flimrer i hukommelsens tåge
Lidt trivielt sagt er teateret et studie i det nærværende øjeblik. På scenen udspiller sig en erindringstid, som allerede er forsvundet, men universelt erfaret og en del af den kollektive kvindehistorie. Handlingen består af løsrevne erindringsfragmenter og følelser, der flimrer i hukommelsens tåge, før sproget giver dem form. Steffen Aarfings meget hvide og åbne scenografi giver, sammen med Mathilde Niemann Hyttels lysdesign, en fornemmelse for tågen, der forbinder de fem årtier som handlingen udspiller sig i. Den kan i sin næsten anonyme fremtoning virke distancerende for publikum. Et par tidstypiske rekvisitter står virkningsfuldt frem i deres repræsentation af erindringer, men der bliver ikke bundet en lige vellykket sløjfe på dem alle.
Forestillingen rummer ingen egentlige scener, men skuespillerne viser solidt samspil i portrætteringer af intense kropslige og følelsesmæssige billeder med stærke sceniske forløb. Disse billeder vender tilbage til den førsproglige, fragmenterede erindringståge og blotlægger kollektive kvindelige erfaringer såsom abort, skilsmisse og de brud som anden halvdel af det 20. århundrede medførte. Özlem Saglanmak kropsliggør den illegale abort udført med cykelpumpe i al sin brutalitet og skam, og Karen-Lise (ikon) Mynster udkæmper skilsmisseskænderiet fra helvede i striden om en flyttekasse, der ikke er til at rive ud af hænderne på hende, når ejendelene skal gøres op efter bruddet. Disse scener vækker en stærk emotionalitet uden at kamme over i det sentimentale, hvilket spejler Ernaux’ nøgterne skrift. Dramatiseringen forstærker de politiske udsagn, der er indlejret i Annies universelle kropslige erfaringer af verden.
Loyalitet spænder ben for intimiteten
Der er ikke en finger at sætte på nogle af skuespillernes præstationer. Hver især bidrager de med vigtige aspekter af Annie-karakteren. Det er værd at fremhæve Ena Spottag Fog, som her ses i en anderledes rolle, end jeg tidligere har oplevet hende i: Som en intellektuel, febrilsk skrivende og let bedrevidende universitetsstuderende, hvilket klæder hende godt.
Det er solide, kompetente kræfter, der har skabt forestillingen, og man fornemmer tydeligt respekten for værket og Ernaux. Alligevel oplever man, hvordan romanen næsten er umulig at omsætte til teater: En litterær, episk vandring gennem tid uden plot eller et fast identificerbart jeg, hvor skriften samler glimt fra hukommelsen i en fælles bevidsthed, og mennesket og den personlige, autentiske historie dukker op et sted undervejs. Stykket ophøjer Annie-figuren til en almengyldig kvindeerfaring, men netop derfor bliver hun også svær at komme helt tæt på. Fravalget af bogens mange tidstypiske franske referencer er et klogt greb, der gør forestillingen mere alment vedkommende, men som tilskuer kan man alligevel ofte føle sig distanceret fra det, der udspiller sig på scenen. Ernaux’ afmålte, vittige og usentimentalt oprigtige udsagn, der følges op af refleksioner om et halvt århundredes historie med kvindeundertrykkelse, klassekamp og diskrimination virker overvældende og svære at tage ind, efterhånden som de talrige monologer leveres til publikum, trods performancemæssig og sproglig slagkraft.
Forestillingen er absolut værd at se, især for de fem skuespilleres glimrende, modige og meget forskellige bud på Annie-figuren, selvom den dybe loyalitet overfor originalværket til tider spænder ben for intimiteten.
Årene spiller på Teater Republique til den 28. marts 2026