Den egensindige – Per Øhrgaard HANS MAGNUS ENZENSBERGER
Velskrevet og reflekteret introduktion til årets modtager af Sonningprisen.
Citat
At man ikke kender hans sande væsen, er derfor også tit blevet sagt om Enzensberger selv. Han er ikke for fastholdere, han er snart her, snart dér, på jagt efter ny erkendelse eller på flugt fra egne standpunkter – sådan kan man alt efter eget standpunkt betragte hans bevægelser. Selv lægger han ikke skjul på sin proteiske natur: En af hans essaysamlinger hedder simpelthen Zigzag (1997). Det er den måde, haren løber på, men et yndlingsbillede hos Enzensberger er nu ellers pindsvinet fra eventyret om haren og pindsvinet. Mens haren render livet af sig for at komme først, sidder pindsvinet ved målet og siger: ’Jeg er her allerede.’
’Findes der noget morsommere end forræderiet mod tilhængerne? En fornøjelse mere skalkagtig end den at slippe fra dem, ikke at lade sig fastholde af dem, at holde dem for nar – en større spas end deres måben, når man overvinder sig selv og vinder friheden?’
Per Øhrgaard åbner meget passende sin introduktion til Hans Magnus Enzensberger med dette citat af Thomas Mann. Enzensberger er ikke for fastholdere. Dette er den gennemgående pointe, og fra forsidefotoet kigger den aldrende digter og tænker da også straks underfundigt op på læseren. Det var samme egenskab af omskiftelighed, der i det herrens år 1968 fik Jürgen Habermas til at betegne ham som en ’Harlekin ved skinrevolutionens hof’. Vurderingen af Enzensberger har således vekslet fra original og profetisk tænker til upålidelig provokatør og Rasmus Modsat.
Enzensberger har tilmed selv udpeget selvmodsigelserne i sit værk og koketteret med sine (i hvert fald tilsyneladende) forvandlinger. Han er ingen dogmatiker og har aldrig hævdet at besidde Sandheden – hans anliggende har nærmere været, som Øhrgaard skriver, ’at gøre dem, der tror, de har den, mindre sikre på sig selv’. Han er humoristen og ironikeren, men også en poeta doctus, en lærd digter, der har funderet over historien og dens væsen.
Øhrgaard er en yderst kompetent rundviser i Enzensbergers omfattende forfatterskab, der bl.a. består af både digte, essaysamlinger, romaner, teaterstykker og en børnebog om matematik. Enzensberger portrætteres som en søgende og sensibel forfatter, der ofte er gået nye veje: Han skrev om økologi, før venstrefløjen for alvor havde fået interesse for emnet og nærmere var tilbøjelig til at mene, at den slags var et borgerligt påfund til at bortlede opmærksomheden fra klassekampen, og i 1970 formulerede han en medieteori, der pegede på de nye mediers demokratiske potentiale, og gav derved et alternativt venstreorienteret perspektiv på ’kulturindustrien’.
I dag er Enzensberger en grand old man i det tyske åndsliv, anerkendt og indflydelsesrig, ligesom han i stort omfang er blevet oversat til dansk – og i år altså er modtageren af landets største kulturpris. Mit eget forhåndskendskab til Enzensberger begrænsede sig til en enkelt digtsamling og en essaysamling, men Øhrgaards fyndige introduktion giver appetit på mere. Det gør den især, når Øhrgaard glemmer introduktionens genremæssige begrænsninger og skriver mere personligt reflekterende, essayistisk, og således gør Enzensbergers værk aktuelt og nærværende ved både at tænke med og mod ham.
