Den eksistentielle komik – Jens Blendstrup PLUDSELIG FLÆBEN
I Jens Blendstrups nye noveller hulker læseren sig igennem lige dele tossesatire og tilværelsesjammer. De tvetydige tekster nærer sig ved den kendsgerning, at tårer udløses af såvel glæde som fortvivlelse.
Citat
Børn er lede. De mishandler dyr, fordi de skal lære noget. De vælter postkasser, fordi det ser fedt ud. De sprænger gamle damers postkasser i stykker med trækkinesere, fordi det er nødvendigt. De rotter sig sammen mod andre unger, fordi de bærer på ondskaben, som var det et hormon. Det fiser ud af porerne. Det stinker som sved i trøjerne, vi smider til vask. Ondskab. Forstår du det!? Et eksempel: Fuck mand, lad os tage en brumbasse og fryse den ned. Og vække den og se om den kan flyve. Lad os lave et eller andet og se, om vi bliver opdaget. Lad os lige nakke en eller anden på vej hjem fra skole inde i en æbleplantage, eller hvad ved jeg. Sådan holdt vi på vores cykler og tænkte dag ud og dag ind, du. Vi sagde ikke noget. Vi gjorde det bare. Og det siger jeg dig, Jan. Du var kraftedeme et nødvendigt bytte. Vi måtte daske dig. Vi måtte ha dig ned med nakken. Vi måtte se dig gå flæbende hjem og kun komme i skole, når det var torsdag eller fredag, fordi du vidste, at så var der ikke længe til weekenden, og så var vi knap så lede. Man kan sgu da ikke hedde Jan Tovdal ustraffet!, råbte jeg.
Det er ikke fordi det skorter på alvorlighed i Jens Blendstrups nye noveller: Niels udpeger mørke områder mellem ham og kæresten Nina (”Mørket mellem os”), Joan stikker fra den ene dag til den anden af fra mand og to børn (”Joans exit”), Henrik ser fra sin 50-års-fødselsdag tilbage på et forspildt liv alt i mens døden kommer faretruende nær (”Midtvejs”), moppeofferet Jan Tovdal dukker op som voksen hos én af de dengang førende bødler (”Jan Tovdal”), en unavngiven ‘han’ fortæres af kræft, mens livet febrilsk forsøges levet fuldt ud (”Kræftens katedraler”). Jo, hjerterne skærer som tænder i PLUDSELIG FLÆBEN.
Det særlige ved Blendstrups formåen som forfatter er imidlertid, at han evner at servere disse tunge sager, så de tager sig florlette ud. Det frygtelige får pillet auraen af, og fremstår ligefremt helt tilforladeligt. Kræften f.eks. fremstår ikke kun som sorgens hvide og meningsløse monolit. Ondet selv, metastasen i halsen, omtales tværtom fuldstændig afvæbnende som ‘dimsen dernede’ og den udfordres med ‘kombinationen af Superpiratos og kogende te hældt direkte ned mod stedet.’
Skrivekuglen Blendstrup har en unik evne til at gøre selv det mest væmmelige om ikke livsaligt så håndterbart, og grebet han bruger er en præciseret kombination af galgenhumor og parodisk konkretisering. F.eks. i det veldrejede satirestykke ”Tyngde” (over en halvstuderet intellektuel), hvor ‘mellemleder i Tintin’ Nikolaj pånøder sin kommende brud at bære blybælte samt to hængende strygejern om livet; hun skal holdes nede og tænke før hun taler! Nikolaj har svært ved at skille intellektualiserede metaforer fra virkelighedens jævne verden, hvilket bruden Lulu i samarbejde med fortællerstemmen spidder ganske skarpt:
– Det er skægt, du er ekspert i ham Kaptajn Haddock, der drikker hele tiden, og så ham den syge professor Tournesol, lo Lulu og gik over gulvet, så det knirkede. // – Der er jo mange andre detaljer end de to forstyrrede typer, når man først sætter sig ind i det, sagde Nikolaj, som netop var kommet hjem fra en messe i Belgien, hvor de havde diskuteret bredden på Tintins bukser i ”Flight 714 til Sydney”.
Ja det er skægt, og det er da vist ikke kun Nikolaj, der ‘fik overbalance i snakken’, hva? Som man kender det fra forrykte men elskelige fantaster i DAME TIL FORNUFTIGE PRISER (hovedværk 1999), LATERNA VAGINA (2000) og GUD TALER UD (mesterværk 2004), de fribårne essays i Weekendavisen, samt de tilbagevendende optrædener ved Øverste Kirurgiskes oplæsningsarrangementer, har Blendstrup en forkærlighed for det forskruede og afsporede. At følge en idé ud i sin mest vanvittige konsekvens, er det, Blendstrup har sit sorte bælte i.
Den rutine, som Blendstrup efterhånden har i at optræde foran et publikum, kan aflæses direkte i den perfektioneret mundrette og lydefrit timede diktion, der gør sig gældende i PLUDSELIG FLÆBEN. Blendstrups dialoger ligger så tæt på faktisk talt dansk, at det er lige før bogstaverne får lyd og taler op fra papiret. Det er lige præcis sådan vi snakker, taler, hvisker, råber, stønner, skælder og tier. Hvis man læser forsigtigt, kan man høre det.
