Den fiktive danmarkshistorie skydes i gang – Maria Helleberg SLÆGTEN 1: DEN HELLIGE KNUD
Til trods for “den gode historie” bliver man hurtigt træt af den opremsende stil i DEN HELLIGE KNUD, som desværre er en træg begyndelse på det ellers spændende projekt, hvor danmarkshistorien genskrives med udgangspunkt i den fiktive Daneslægt.
Det historiske hus i Odense og forlaget Aschehoug er gået sammen i et særdeles spændende projekt, som kunne kaldes den litterære pendant til Krøniken; at skabe en danmarkshistorie fra den sene vikingetid til nutiden med udgangspunkt i den fiktive slægt Dane. Daneslægten er tænkt som en adelsslægt, som kommer i tæt kontakt med kirke og kongehus, og på den måde vil læseren få en levende oplevelse af danmarkshistorien.
Maria Helleberg har skudt projektet i gang med DEN HELLIGE KNUD, men det er meningen, at forskellige danske forfattere skal bidrage til projektet. Heldigvis.
I DEN HELLIGE KNUD får vi historien om den unge forældreløse Valdemar, som i 1069 vågner op i en bæk i England. Han husker, at han kom til England for at deltage i oprøret mod den normanniske hertug Vilhelm Bastarden, som har erobret landet. Men han husker også, at han og de andre vikinger opdagede, at oprøret allerede var nedkæmpet, da de ankom. Og nu ligger Valdemar altså i en bæk langt væk hjemmefra.
Herefter begynder Valdemars oplevelser på egen hånd, og han oplever både kærlighed og usselhed i sin kamp for at overleve. Vendepunktet kommer da hans vej krydser den danske kongesøn Knud. Fra da af er hans skæbne knyttet til Knud og den danske kongeslægt, og han oplever stridighederne i denne slægt, og konsekvenserne af samme, på nærmeste hold.
Den fiktive Valdemar, som bliver Daneslægtens grundlægger, er knyttet troværdigt ind i danmarkshistorien hvad plottet angår. Selvom Valdemars livsforløb er usædvanligt, er det ikke historisk utroværdigt. Det er derimod det sprog, som lægges i munden på Valdemar, når han f.eks. siger, at kongen er af den slags, der bruger mest tid på kontoret. Maria Helleberg har på denne måde valgt, at skrive den historiske roman udfra nutidens hverdagssprog, og man kan forstå intentionen; at gøre det nemmere for nutidens menneske at forholde sig til vikingen Valdemar. Konsekvensen af sproget er desværre bare, at Valdemar bliver en utroværdig historisk person.
Sproget er også på andre måder det der gør, at romanen ikke er en fornøjelse at læse. Stilistisk set er der alt for mange kommaer, og det gør romanen til en lang opremsning, snarere end en flydende historie. Samtidig er niveauet utrolig let fatteligt, og sammen med bogens triviallitteraturs-inspirerede forside, kunne man overveje om bogen ikke passer bedre ind i katagorien ”historisk trivial-litteratur” end i ”historisk roman”.
Jeg glæder mig dog alligevel til at læse næste roman i Danmarksserien SLÆGTEN, om end jeg håber, at det bliver en ny forfatter, som leverer næste bidrag.