Af | 16. december 2011

Den flammende blyant – Peter Laugesen ANARKISTEN I FANDENS HUS

Peter Laugesens drama er egentlig ikke skrevet af Peter Laugesen, og det er egentlig heller ikke et drama. Det bliver det heldigvis ikke ringere af.

Citat

Og broum! Og tzimm!… og Jomfru Maria!… og død og død! i orkanens musette! og se! og se!… det betyder ingenting! Det er bare verden der har vendt sig i vinden som en pilrådden, stivbenet paraply!… Den har kastet sig ud i cyklonen!… Wrrroub!… og Bingg!… Braoum!… Jeg så den flyve hen over Grand Hotel! Den havde drøn på!… den var på vej!… den fjantede i skyerne!… Paraplyen og brohvælvingen! de slingrer i vinden… sammen!… mens de massakrerende, purulente flyvere knitrer deres maskingeværild!… Vraap!… Hua!… Wraago!… Hua!… Wroong!… sådan lyder det når en rigtig torpedo eksploderer… en af de store!… I hjertet af en grøn og sort vulkan!… Døden ved ild!… Endnu en bombe!… lige foran os!… Åndedrættet flimrer… hele tarmslyngeriet bliver rystet løs… Hjertet står op i halsen!… man gisper som en kanin… man får tyndskid af skam og skræk… på den lille rampe… under de tredobbelte sænkekasser… fire… fem vrikkende ben som årer… Arme i knuder over det hele… brækkede og smeltede i skælveriet!… i en kogende kolort af panik, hvor menneskesnegle prøver at redde sig selv!…

Den fordømte, franske forfatter Louis-Ferdinand Céline måtte flygte til Danmark efter Anden Verdenskrig, fordi han var blevet dømt for landsskadelig virksomhed i sit hjemland. Han havde skrevet nogle antisemitiske pamfletter før krigen, og den slags blev der ikke set på med milde øjne, da retsopgøret skulle tages. I Danmark kæmpede Célines sagfører Thorvald Mikkelsen for at undgå, at forfatteren skulle udleveres til franskmændene, og imens lod han ham bo på sit landsted Klarskovgaard uden for Korsør.

Her sad den frysende, fnysende og overmåde bidske Céline og skrev med sin rødglødende pen for at holde varmen. Mikkelsen havde installeret ham og hans kone, den eksotiske danserinde Lili, i et faldefærdigt skur, som blev kaldt fanehuset, men som tidligere havde heddet Fandens hus. Heraf titlen på Peter Laugesens skuespil ANARKISTEN I FANDENS HUS.

Eller skuespil er nok så meget sagt. Udsyret og ekvilibristisk totalmontage af spruttende tekststykker er nok en mere rammende genrebetegnelse. Der er ikke andre personer med i stykket end den gamle gnavne forfatter og hans dansende kone, og replikkerne er små stykker, der er hugget fra forskellige steder i Célines romaner og breve. Det eneste, som er af Laugesens egen blyant, er således regibemærkningerne, men de er så til gengæld båret af en karakteristisk drillelyst og forvirrer poetisk mere, end de forklarer prosaisk.

Men det fungerer, gør det. Célines prosa er som skabt til at blive hamret i stykker af Laugesen, og opbygningen med de rytmiske skift mellem tekststykkerne gør, at man rent faktisk kan forestille sig stykket fremført som en monolog. Célines romaner er i forvejen montage-agtige, og derfor er råmaterialet som skabt til at flytte rundt med efter forgodtbefindende.

Dermed ikke sagt at Peter Laugesen blot har rystet posen og smækket resultatet ned på papir. Teksterne er udvalgt, så de primært behandler Célines ophold på Klarskovgaard, og da Laugesen har forfattet ANARKISTEN I FANDENS HUS på selvsamme gård, bliver stykket også til en interessant metalitterær øvelse. Laugesen har forsøgt at lade den gamle franskmands ånd besjæle oversættelsesarbejdet, og det er lykkedes så godt, at man fornemmer den energi og det had, som Céline var så god til at omsætte til tekst. Oversættelsen er således også mere en gendigtning, og Laugesen tager sig nogle friheder i forhold til den franske originaltekst, men det gør han ret i, for en direkte overføring til dansk ville kvæle sprogets indre motor.

’Når en mesterlig skribent som Céline roder i verden med sin flammende blyant, bliver alting sandere’, skriver Peter Laugesen i sit lille, men smukke forord. Man kan kun give ham ret, og derfor er det en fryd at se, at Célines poesi lever videre og tænkes i nyt lys. Laugesens teaterstykke blev aldrig opført, og det er en skam. Det ville have været fantastisk, og en fuldfed udfordring for hovedrolleindehaveren. Under læsningen forestillede jeg mig replikkerne aggressivt udspyttet af en Ole Thestrup eller en Søren Sætter-Lassen, som begge ville kunne sætte en teatersal på den anden ende med Laugesens materiale.

Heldigvis har vi nu stykket på skrift i stedet. I en sort og spartansk indpakning, men med et brusende indhold og et par spændende og kompetente efterskrifter. Så der er ingen undskyldning. Det er bare om at komme i gang.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kortprosa,

Læs også