Af | 18. juni 2005

Den gamle mand og kærligheden – Gabriel García Márquez ERINDRING OM MINE BEDRØVELIGE LUDERE

Moralen i denne lille og fantastiske roman er ikke til at misforstå. Den bliver sagt til hovedpersonen af en ældre og viis kvinde. Hun siger alvorligt: ‘Dø ikke uden at have prøvet det vidunderlige at kneppe af kærlighed’.

Citat

Jeg havde altid ment, at det at dø af kærlighed kun var noget, man tillod sig i poesi. Da jeg den aften kom hjem igen uden katten og uden hende, konstaterede jeg, at det ikke alene var muligt at dø, men at jeg selv, en enlig olding, var ved at dø af kærlighed. Men jeg indså også, at den modsatte sandhed var gyldig: jeg ville ikke have byttet det frydefulde ved smerten for noget i verden.

Da romanens fortæller, en fattige journalist og ungkarl, fylder 90 år, bestemmer han sig for at fejre fødselsdagen med en luder. Det har han gjort så mange gange før. Forskellen denne gang er hans krav: denne luder skal være jomfru. Da han samme aften møder op hos bordelmutter Rosa, ser han for første gang sin store kærlighed. På sengen i det lille snuskede rum finder han den unge pige sovende. Han vækker hende ikke, men tilbringer natten ved hendes side, mens han bare ser på hende.

Og sådan bliver det ved de næste mange nætter i et helt år. Journalisten bruger alle sine sparsomme penge på Rosa og den unge sovende pige, som han kalder Delgadina. Han kommer ikke til at tale med hende, men kærligheden udvikler sig, mens han drømmer om hende og kysser hendes sovende krop.

Deres tavse kærlighedsforhold udvikler sig til en ulykkelig kærlighed. Men det fantastiske ved ulykkelig kærlighed er, at den ofte bliver en drivkraft for kreativ udfoldelse. Den gamle mand har i mange år skrevet klummer til byens avis, og disse klummer bliver efter mødet med den unge pige til smukke og rørende kærlighedsbreve, som alle læser med stor glæde. Journalisten oplever sit livs berømmelse, men han opdager det ikke, da han kun er optaget af sin sovende elskede.

Det fantastiske ved denne lille roman er hovedpersonens høje alder. Romanen bliver en hyldest til kærligheden, der kan opleves af alle uanset alder. Det er som om, den gamle mand får en ny ungdom ved sin forelskelse. Han frygter ikke at dø af alderdom eller af sygdom, som han gjorde, da han blev 70 år. Som 90-årig frygter han at dø af kærlighed. Og hvilken glæde må det da ikke være!

ERINDRING OM MINE BEDRØVELIGE LUDERE er en fin og rørende roman. Det er skønt, at Márquez har ladet en mand på 90 år fortælle en kærlighedshistorie, der er så smuk, som et skønt maleri og samtidig meget morsom. Beskrivelsen af den gamle mands krop, der forfalder, hans røvhul, der brænder, de mange pauser, han bliver nødt til at holde, når han går, hans krop, der knirker som et gammelt trægulv, de beskrivelser er morsomme og meget troværdige. Og de bliver en god kontrast til den fine og poetiske beskrivelse af kærligheden, af den unge pige, der sovende ødelægger en gammel mands hjerte, den malende beskrivelse af hendes ryg, hendes lange øjnevipper, de to alene på sengen holdende hinanden i hænderne.

Jeg har ikke læst en roman, der havde en gammel mand som hovedperson siden Hemingways DEN GAMLE MAND OG HAVET og Kirsten Thorups INGENMANDSLAND. Det er i alle tilfælde spændende at se verden fra en meget gammel mands synsvinkel. Det særlige ved ERINDRING OM MINE BEDRØVELIGE LUDERE er, at den, i modsætning til de to andre romaner, er en hyldest til alderdommen, der er farvet af det liv, der er blevet levet. Det er smukke og lystige minder, der bliver trukket frem, og det er bedrøvelige og kærlige minder, særligt når den gamle mand tænker tilbage på sin mor. Det er et smukt og et meget sympatisk billede af en gammel mand, som Márquez forærer sin heldige læser.

ERINDRING OM MINE BEDRØVELIGE LUDERE er en hyldest til livet, til kærligheden og til den voldsomme lidenskab, der kan udskyde døden. Den er en opfordring til at vælge livet og kærligheden frem for den ensomme død.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også